"Seriøs og kedelig – det er virkelig en hædersbetegnelse"

Jeg er altid i tvivl. Meget af det, jeg har beskæftiget mig med, har jo været at skulle træffe beslutninger af en større rækkevidde, uden at der fandtes et facit. Så er det nu den rigtige beslutning? Skal vi gøre det nu eller vente til senere? Men efter at have tinget meget med mig selv og mine kolleger om, hvad der er bedst, holder jeg fast. For når du er begyndt at dreje på rattet for at komme forbi en forhindring, skal du ikke også bremse. Men den generelle tvivl vil altid være der, så jeg er også parat til at justere.

Det bedste, der er sagt om mig, er, at jeg er seriøs og kedelig. Jeg synes ikke, det gør noget, at man bliver opfattet som kedelig af nogle, der ikke kender én, hvis det bliver koblet til, at de også opfatter én som seriøs. Det synes jeg virkelig er en hædersbetegnelse. For det er jo det, jeg har gjort i at skulle være. Jeg har jo ikke skullet være sjov.

Jeg har været portrætteret som festabe mange gange. Og jeg vedkender mig det gerne. Jeg er ofte den, der lukker og slukker. Jeg kan sagtens være ædru til langt ud på natten – ikke sådan, at jeg ikke drikker noget, men jeg bliver ikke ret let fuld. Jeg kan opføre mig ordentligt, og jeg er også parat til at slukke stearinlysene og rydde op og sørge for, at medarbejderne kommer ordentligt hjem. Men jeg har det festligt undervejs.

I gamle dage kunne jeg godt være oppe til kl. 4 om natten, uden at det var et problem dagen efter. Det er det i dag. Der er færre kræfter. Men jeg lever på en måde, hvor jeg ikke har så mange andre hensyn at tage, fordi jeg ikke har børn.

Jeg har en drøm om, at det ikke er Men in Black, men Women in White, der mødes, når corona-tiden rinder ud. At vi takker dem, der har gjort det, de skulle: Dem på hospitalerne, i daginstitutionerne og på plejehjemmene. De passede deres arbejde, selv om det var farligt, hårdt og nogle gange uhyggeligt.

Ungdomsårene har aldrig været så mange som nu. I min ungdom kom man tidligere ud på arbejdsmarkedet, og man stiftede også familie tidligere. Så når den unge generation taler om, at de mister et år af deres ungdom på grund af corona, skal man ikke tale det op som et stort problem. Det er selvfølgelig ærgerligt, men de må prøve at se det som noget enestående.

Mit bedste råd til en nyuddannet jurist i dag vil være: Tag de opgaver, som ligger foran dig, og gå løs på dem i erkendelse af, at det, du beskæftiger dig kvalificeret med, nok skal blive spændende, berigende og lærende. Det har jeg oplevet i alle sammenhænge.

Jeg har utvivlsomt lavet en masse fejl og bommerter. Jeg forsøger at lære af dem, men jeg opholder mig ikke ret længe ved dem. Det kan godt være, at der ligger noget nede på 17. harddisk, men jeg kan simpelthen ikke aktivere den. Jeg tror faktisk, det er sundt at kunne ekspedere den slags.

Jeg har nogle gange kæmpet med at sove, fordi jeg har været voldsomt irriteret over ting, jeg ikke fik gjort ordentligt, eller over svar, der ikke var gode nok. Eller bare det med at have sagt noget i stedet for at holde kæft. Den form for ærgrelse har kunnet holde i dagevis. Og det er jo ikke sundt. Så her har jeg også vænnet mig til at parkere det på fjernlageret og komme videre.

Noget af det smukke, jeg husker, er et helt konkret politisk resultat – nemlig loven om registreret partnerskab, som jeg som meget ungt folketingsmedlem var med til at vedtage i 1989. Jeg syntes faktisk, det var svært at tale om, for jeg var ung og nok lidt blufærdig. Så bare det at sige bøsser og lesbiske var ikke nemt for mig. Men vi brød isen som det første land i verden, og det gennembrud står stadig tilbage hos mig som noget meget smukt og retfærdigt.

Den dag, jeg blev udnævnt til finansminister, skulle jeg – troede jeg – som erhvervsminister drøfte en sag med Poul Nyrup Rasmussen en sen eftermiddag. Jeg var travlt optaget af at lede quizzen ved julefrokosten i Erhvervsministeriet, og mit armbåndsur med manuel optrækning var gået i stå, så jeg mente at have god tid. Da jeg forpustet nåede frem til Statsministeriet, havde jeg ikke så mange trumfer på hånden, så jeg måtte bare sige ja, selv om jeg var ked af at skulle forlade Erhvervsministeriet.

En ordentlig politiker tør stå fast på det, han eller hun er overbevist om er rigtigt – selv når det er upopulært. Bare se lige nu. Det er jo ikke vældig populært at holde landet lukket. Når man ikke ved noget – og det gjorde ingen jo sidste år om coronaen – så må man gøre det, man tror er rigtigt, og derefter være i stand til at justere. Nu kan man gå mere til kanten, fordi man ved mere.

Jeg har prøvet at blive spyttet på, og det er grænseoverskridende. Hvis nogen har sagt noget dårligt om mig, glemmer jeg det hurtigt. Men jeg glemmer aldrig, da jeg blev spyttet på, selv om det jo i sig selv er uskyldigt, for man kan bare skylle det af.

Jeg er rigtig, rigtig god til at rekruttere medarbejdere. Der har da været fejlmatch, og det er rigtig synd for dem, men så er det dér, man skal finde ud af at skilles på en ordentlig måde. Men jeg har jævnt hen været rigtig dygtig til at rekruttere medarbejdere, der har skabt ting med de opgaver, jeg nu havde, som jeg ikke selv havde kunnet skabe. Og det gør det nemt at udvise tillid. Jeg søger efter den faglige ærgerrighed og det personlige brændstof, som helst skal række uden for personen selv.

Dygtige medarbejdere er til gengæld også frygtelig udfordrende på andre måder, fordi de vil en helt forfærdelig masse. Og der er jeg nok ikke altid den bedste chef. Jeg giver ret lang snor til, at de realiserer det, de har ambitioner om. Men det kan være hårdt for dem, for så kommer de indimellem til at slå et for stort brød op. Det kæmper vi noget med i Center for Offentlig Innovation. Vi er en flok tidsoptimister. Og chefen er absolut ikke blandt de bedste. Det er noget, jeg arbejder med, som det hedder.

En direktør sagde engang til mig: ’Du er jo ikke dine medarbejderes tillidsrepræsentant.’ Men dét mener jeg er en forkert opfattelse af en mellemleder. Man er sine medarbejderes tillidsrepræsentant. Men når man går tilbage til medarbejderne, er man jo ledelsens repræsentant. Hvis man ikke anerkender begge sider af mellemlederrollen, mener jeg ikke, man respekterer rollen, som den er, og heller ikke dens kompleksitet.

Det er magtmisbrugsdelen, der er helt uacceptabel, når vi taler #metoo. Jeg ville være ked af, hvis denne anden bølge ikke fører til, at vi kigger på de strukturer, hvor magtmisbrug reelt udfolder sig. Fx i medieverdenen, i kunstverdenen og på universiteterne, hvor man har den ene korttidsansættelse efter den anden, som afhænger af, om én bestemt person siger god for én.