”Jeg savner mit hæve-sænke-bord. Jeg savner at få min hverdag tilbage”

Tina, min chef, ringede med en hasteopgave, to dage efter at vi alle sammen blev sendt hjem midt i marts sidste år. Vi – min mand, Hans, og vores drenge, Peter på 13 år og Jonas på 10 – havde ligesom mange andre danskere pludselig fået vendt op og ned på vores hverdag. Vi famlede for at få hjemmeskole og hjemmearbejde til at fungere. Men da Tina spurgte, om jeg kunne tage mig af at få etableret en jobbank for hjemsendte medarbejdere uden arbejdsopgaver, sagde jeg først øh, men så ja. Det betød, at jeg var nødt til at sætte mig ind i en hel masse nyt – det trives jeg faktisk rigtig godt med, men det var noget af en mundfuld, for det skulle gå stærkt.

Der var brug for alle de hænder, vi kunne støve op. Jeg er økonom og udviklingskonsulent i Horsens Kommune på velfærd- og sundhedsområdet, og i hjemme- og sygeplejen var de bange for, at de ville blive lagt helt ned. I godt en måned kløede jeg på for at finde ud af, hvor de ledige hænder var, hvilke kompetencer de hjemsendte medarbejdere havde, og hvilken form for undervisning de ville få brug for. Mange skulle fx lære om brugen af værnemidler, det mest basale om dokumentationskrav og brug af nøglesystem. Jeg arbejdede i hvert fald 50 timer om ugen – det var en hård tid.

Da matematiklæreren fra 3.b en dag ringede, fordi der var nogle matematikopgaver, der ikke lige var blevet lavet, fik vi hanket op i det med hjemmeskole, så godt vi kunne. Hans, min mand, havde også travlt. Han skulle sikre, at diverse it-systemer var tilgængelige for underviserne på den handelsskole, hvor han er ansat, så de kunne undervise hjemmefra. Så det var godt nok svært at nå det hele og i det hele taget at finde sig til rette i den nye hverdag.

Det var en lettelse, da Hans og drengene senere på foråret igen kunne komme på arbejde og i skole. Jeg nød at have huset for mig selv – at kunne trisse lidt rundt om morgenen og senere fordybe mig i mine opgaver. Sådan som jeg plejer at gøre på en normal hjemmearbejdsdag – altså før corona. Jeg ’fik lov til’ at komme til nogle enkelte møder inde på rådhuset, og midt i maj var jeg tilbage på arbejdet næsten dagligt med de forholdsregner, der nu var nødvendige. Det var befriende og rart at vende tilbage, selvom torsdagskage og fælles frokostspisning var suspenderet.

Sidst i september var det slut. Jeg blev sendt hjem igen. I den første periode var jeg til nogle få møder, som vi vurderede ikke kunne fungere hjemmefra, men i december blev rådhuset lukket fuldstændig ned, og vi var alle fire atter samlet i huset igen 24-7. Og det kunne mærkes: ’Mor, kan du ikke lige hjælpe mig med den her andengradsligning? ’Mor, hvor er der noget tegnepapir? Skal vi ikke snart spise?’ Men heldigvis havde vi fået opgraderet vores internet, så vi alle fire kan være på videomøder på samme tid – for dem er der rigtig mange af.

De faglige udfordringer har ændret sig. Min opgave med jobbanken er for længst slut. Der er stadig nok at lave, men en udviklingskonsulent som mig trives med at udvikle og lave processer. Det seneste halve år er rigtig meget af min tid gået med at booke fysiske møder om til virtuelle og med at rykke tidsplaner – hele tiden rykke og rykke og rykke.

Men cirka én gang hver 14. dag kommer jeg ud af huset. Vi er omkring 40 administrative medarbejdere i Horsens Kommune, der er blevet uddannet til at pode i halsen. Og det er noget, jeg ser frem til hver gang. Det er skønt at stå ’ude i marken’ og hjælpe de sundhedsprofessionelle – bare det at være fysisk sammen med andre kolleger – at få en snak og et godt grin.

Der er selvfølgelig også fordele ved at arbejde hjemme. Der er mere hygge og nærvær, og vi forsøger at spise frokost sammen hver dag alle fire. Men det slider også på os at være så meget sammen. Vi har ikke noget særligt at snakke om over aftensmaden, for vi har jo stort set oplevet det samme i løbet af dagen. Jeg kan godt mærke, at jeg er mere tyndslidt end de andre i huset, fordi jeg har været hjemme i længere tid end dem.

Jeg havde 100 arbejdsdage hjemme i 2020 ud af omkring 230, har jeg regnet mig frem til.

Jeg savner at kunne stå i kafferummet og snakke om stort og småt – alt det sociale. Suk. Jeg savner også at kunne lave en ’dørhænger’ på min chefs kontor. Vi forsøger, så godt vi kan, virtuelt. Vi har to uformelle sociale møder om ugen, som vi kan droppe ind i, hvis vi har lyst. Men hvis jeg har haft fem virtuelle møder i løbet af dagen, er det ikke torsdagshygge foran skærmen, jeg har mest lyst til.

Jeg savner mit hæve-sænke-bord. ’Corona-skader’ er skyld i, at jeg nu går til kiropraktor. Jeg har både min skærm og min kontorstol derhjemme. Men jeg kommer til at hænge alt for meget i den stol. Jeg får ikke de små afbræk, hvor jeg lige kan gå ind til en kollega og spørge om noget eller turen hen til kopirummet. Men jeg skal ikke pive. Det går jo det hele. Drengene er ret selvkørende – sådan da. Det er ikke som min kollega, der har tvillinger i 0. klasse. Der er mange, som har det meget sværere end os.

Men nøj, hvor jeg savner at få min hverdag tilbage. At kunne cykle ind på arbejdet og hjem igen. At kunne sidde sammen med mine kolleger i kantinen og skælde lidt ud over familien og om aftenen sidde ved spisebordet og skælde lidt ud over noget, der har irriteret på arbejdet eller noget, der har været sjovt.