Corona-tiden har genantændt Claus Meyers kærlighed til skak

For 30 år siden blev Claus Meyer færdiguddannet som cand.merc. fra Handelshøjskolen i København. Han havde specialiseret sig i opstart og udvikling af virksomheder, og siden da er han blevet et af de mest prominente navne inden for dansk gastronomi – bl.a. via koncernen Meyers og som medstifter af den prestigiøse restaurant Noma.

Vi har spurgt ham, hvad han læser, hører og ser for tiden.

 

Er det blevet opslugt af et nørdet emne på det seneste?

”Ja, skak. Jeg så ’Dronninggambit’ på Netflix med min familie, og vi elskede det. Jeg var storstrømsmester i skoleskak, da jeg var dreng, men har ikke spillet så meget siden.

Pludselig her under corona fik jeg lyst til at spille igen og satte et par skakevents op: En aften for alle i Meyers Delis nye forsamlingshus med en af de tre danskere, som har været tættest på at slå Bobby Fischer, og jeg har haft et par skakdueller med Sara Sima, der er Danmarks bedste skakspiller under 12.

Siden har jeg signet op på chess.com og spiller et par gange om ugen. Det er en kæmpe nyfunden glæde og helt vildt at genopdage, hvordan skak er en spejling af, hvad der foregår i livet.”

 

Hvilken bog har ændret dit syn på verden? 

”Charles Baudelaires digtsamling, ’Les Fleurs du Mal’. Eller måske endnu mere Antoine de Saint-Exupérys forfatterskab. Jeg elsker ’Citadellet’ og ’Blæsten, sandet og stjernerne’, men især ’Den lille prins’ – den satte det meste på plads for mig.”

 

Flowradio eller podcast?

“Podcast! ’S Town’. ’Det næste kapitel’ med Hassan Preisler. ’Against the Rules’ med Michael Lewis.

‘Shit Town’ er journalisten Brian Reeds fortælling om den excentriske, frådende, kronisk pessimistiske, vanvittigt begavede og vildt fascinerende urmager, John B. McLemore, og hans hjemby ’Shit Town’ aka Woodstock, Alabama. En doven satellitby, som ifølge McLemore er omtrent det mest depraverede sted på klodens overflade. John B. McLemore er et eksempel på den vrede hvide mand, men han er interessant, fordi han går på tværs af alle normalt fremherskende modsætningsforhold. Han er et college dropout, der raser over sine naboers manglende viden og belærer Woodstocks mange skæve eksistenser om astronomi, kemi og klimaforandringer. Han foragter dem, men møder dem alligevel med kærlighed. Han hader tatoveringer, men har dem selv.

I 'Det næste kapitel' formår Hassan Preisler med enkle midler i løbet af to samtaler af en times varighed og med en uges mellemrum at skabe et tryghedsrum, hvor ugens gæst ender med at lukke Hassan så langt ind, at han for det meste succesfuldt og med stor elegance formår at tegne et billede at noget fortrængt, mørkt og smertefuldt i samtalepartnerens personlighed. Det bevægende ved podcasten er, at Hassan Preisler handler i kærligheden. Han er parat til at gøre næsten hvad som helst for at nå hen til den forløsning, der ofte viser gæsten vejen til et lykkeligere og mere harmonisk liv.

Forfatter Michael Lewis rejser i sin podcast ’Against the Rules’ spørgsmålet ”Hvad blev der af idéen om retfærdighed?” Uanset om man ser på lånemarkedet, universiteternes optagelsesprincipper, sport, aktiemarkedet eller kunstverdenen, er det, som om der bliver mindre og mindre retfærdighed hver eneste dag. Måske lyder det småkedeligt, men Lewis er en fremragende journalist, han tilbyder ekstremt interessante indsigter, og han fortæller sine historier fra de mest utænkelige vinkler og altid med humor.”