Corona

Henrik tager på hotel for at arbejde

02-02-2021
2 min.
Henrik Dreyer skal blot slentre omkring 100 meter for at komme ned til Øresund, når han tager sig en pause i løbet af arbejdsdagene på hotellet. Foto: Alexander Höllsberg

En dag om ugen lejer Mærsk-ansatte Henrik Dreyer et værelse på Skovshoved Hotel og arbejder med udsigt til Øresund. Det skaber et sceneskift fra arbejdet hjemme i lejligheden og giver fornyet humør og koncentration.

Der er havudsigt fra værelse nr. 16 på Skovshoved Hotel, et familiedrevet badehotel klos op ad Øresund i Charlottenlund nord for København.

Det er dét værelse, som Henrik Dreyer, cand.merc.(FSM), for tiden booker cirka en gang om ugen for at få afveksling fra hjemmearbejdet i lejligheden på Frederiksberg.

Normalt er hans arbejdssted A.P. Møller-Mærsks hovedkvarter. Han er Network & Market Manager i Ocean-divisionen, hvor han sikrer, at de store Mærsk Line-containerskibe har fuld last på ruterne fra Asien, Mellemøsten og Europa til østkysten af Latinamerika.

Han fik idéen på LinkedIn, hvor én skrev, at det corona-tomme badehotel havde fundet på at leje værelser ud på dagsbasis til en billig penge til mennesker med brug for arbejdsro.

Sceneskift løfter humøret

Henrik Dreyer har ikke som sådan brug for arbejdsro. Han er single og uden børn, så der er ingen til at forstyrre ham.

"Jeg gør det for at få et sceneskift i mit hjemmearbejdsliv," forklarer han.

Dét at tage af sted om morgenen og først vende hjem, når arbejdsdagen er slut. At se noget andet end de samme vægge. Gåturen de 100 meter ned til Øresund, når han tager en pause. Lys i øjnene og havluft.

Sceneskiftet giver ham fornyet humør, overskud, koncentration og engagement, forklarer han.

"Arbejde og privatliv kommer let til at flyde sammen, når man sidder derhjemme hele tiden. Når klokken er 18 eller 19, rejser du dig og har fri. Men der er kun fem eller syv skridt hen til pc'en."

Henrik Dreyer bruger ikke kun Skovshoved Hotel til at skabe sig sceneskift. Han har også et par steder af privat karakter, hvor han kan tage hen og arbejde, når han har brug for det.

"Hvis jeg ikke havde det, ville jeg nok tage herop mere end én gang om ugen. Det hele bliver sjovere ved at komme lidt væk."

Støtter trængt branche

Henrik Dreyer synes også, det er sjovt at kunne vise kollegerne – hvoraf mange sidder ude i verden på fjerne Mærsk-lokationer – noget andet i web-kameraet end væggen bag ham hjemme i lejligheden.

"Jeg oplever, at de synes, det her er en god idé, og det gør min chef også. Alle corona-restriktioner overholdes jo her på hotellet."

De to svigerinder, der driver Skovshoved Hotel, kender deres nye, myreflittige gæster ved navn og glædes over, at der igen er kommet lidt liv i det gamle hotel.



'Velkommen hjem, og nr. 16 står klar til dig,' siger de, når Henrik Dreyer ankommer.

Dagtilbuddet til arbejdende gæster gælder fra kl. 8-20 og koster fra ca. 300 kr. inkl. en kande kaffe fra morgenstunden. Det er rimeligt og alle pengene værd – også taget i betragtning af, at det er fleksibelt, siger Henrik Dreyer.

"Jeg er samtidig glad for, at jeg kan støtte en af de brancher, der er hårdest ramt af corona-krisen."

Også andre hoteller – især i Københavnsområdet – har her under corona-nedlukningen etableret tilbud, hvor kunder til en pris meget under den normale kan leje et værelse for en dag til arbejdsbrug. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.