Portræt

Mikkels hemmelighed

02-12-2021
14 min.
Hovedparten af Mikkel Emborgs karriere er foregået i forskellige dele af EU-systemet. Hele vejen igennem uden nogen kvindelige chefer: ”Det er tankevækkende. Jeg har altid arbejdet i en machoverden.” Foto: Tobias Nicolai

Mikkel Emborgs arbejdsliv har rummet vilde opture og to kolossale nedture. Hele vejen – gennem næsten 30 år – holdt han på en hemmelighed, fordi han frygtede, at den ville skade hans karriere.

”For mange år siden optrådte jeg i en artikel i Djøfbladet sammen med min nu afdøde registrerede partner. I den forbindelse bragte I et foto, som fyldte hele forsiden med os to stående foran Christiansborg...”

Sådan skrev Mikkel Emborg til Djøfbladets redaktion i september. Han ville gerne have fat i fotoet, der prydede forsiden dengang i 1989. Fotoet skulle bruges i en bog, som AIDS-Fondet i skrivende stund netop har udgivet. Mikkel Emborg har selv skrevet et bidrag til bogen.

Vi blev nysgerrige, da vi fik den henvendelse. Så jeg tog fat i Mikkel, hvis historie tager os med rundt i Europa over de seneste 25 år. Den handler om en diplomatkarriere og chefstillinger ved forskellige EU-agenturer, en rolle som whistleblower, der endte med at sende en chef fra Europol i fængsel. Og to burnouts. Og ja, så er der den hemmelighed, han har holdt på i næsten 30 år. En hemmelighed, han frygtede kunne ødelægge hans karriere.

Djøfbladet 23. juni 1989
Djøfbladet 23. juni 1989

Mikkel Emborg er 61 år, men han har ikke arbejdet siden begyndelsen af 2016. Han kunne ikke mere. Nu bor han sammen med sin mand, Steffen, lidt uden for Gråsten på et nedlagt landbrug med panoramaudsigt over Nybøl Nor.

Mikkel har hentet mig ved toget i Gråsten, og vi sidder ved det runde spisebord i køkken-alrummet med udsigt over vandet og spiser rabarberhorn, drikker kaffe og hjemmelavet rabarbersaft. Det er her, Mikkel fortæller sin historie.

Han var havnet på forsiden af Djøfbladet med sin daværende partner, fordi Danmark som det første land i verden havde indført en lov om registreret partnerskab. De to havde været med på tilhørerpladserne i Folketingssalen, da loven blev vedtaget. Mikkel Emborg var særligt optaget af sagen – fordi han er jurist, men også fordi han er bøsse og havde været meget aktivt involveret i lovens forberedelse og vedtagelse, som han siger.

Foto: Tobias Nicolai
Dødsdommen

I 1985 havde Mikkel Emborg taget orlov fra jurastudierne i København for at studere et halvt år på Journalisthøjskolen i Aarhus.

Mikkel stod ved en mønttelefon på gangen på Journalisthøjskolen. Han havde aftalt at ringe til afdeling M på Rigshospitalet, Infektionsmedicinsk afdeling. Fire år tidligere havde sundhedsmyndighederne registreret de første aids-tilfælde i Danmark. Siden var det blevet muligt at blive testet for hiv – det virus, der kan give sygdommen aids. Mikkel havde taget en test for at få bekræftet, at han var sund og rask, og det var den, han ringede for at få svar på.

”Du er desværre smittet,” lød det fra en kvinde i den anden ende af røret.

Han kan ikke huske noget fra de kommende dage. I dag ræsonnerer han, at han ringede til sin daværende kæreste for at fortælle det. Og nok også til sin mor. Kæresten var heldigvis ikke smittet.

Her er det vigtigt at forstå, at på det tidspunkt var hiv nærmest en dødsdom. Langt de fleste blev syge med aids og døde typisk af sygdommen inden for en femårig periode.

AIDS-Fondets bog er udkommet her i december, 40 år efter den første patient fik diagnosen hiv i Danmark. Bogen beskriver, at i perioden 1980-2015 fik 3.063 mennesker diagnosen aids. 2.107 af dem var døde ved udgangen af 2014.

Og Mikkel Emborg var tilbage i 1985 helt sikker på, at sygdommen ville tage livet af ham også. Men han havde ingen symptomer, så det var så uvirkeligt, fortæller han.

Skulle han fortsætte sine jurastudier – for kunne det ikke være lige meget, når han alligevel nok snart skulle dø? Skulle han ikke hellere rejse jorden rundt med sin kæreste?

Men han fortsatte. Dels fordi juraen interesserede ham, men også fordi han ikke følte sig syg og egentlig bare gerne ville fortsætte sit normale liv, så længe han kunne. På den måde blev hiv ikke centrum i hans liv. Det kunne det tids nok blive.

Kun de nærmeste venner og familien vidste, at han var smittet.

Mikkel Emborg blev gift med sin mand Steffen i 2006. Dengang arbejdede de begge i Haag.
Mikkel Emborg blev gift med sin mand Steffen i 2006. Dengang arbejdede de begge i Haag. Foto: Tobias Nicolai
Væk fra København

I sommeren 1987 blev Mikkel Emborg cand.jur.

Han gik nærmest bare og ventede på at blive syg. Men samtidig kastede han sig ind i en karriere, der hurtigt tog fart.

Han arbejdede som frivillig i Landsforeningen for bøsser og lesbiske, som rådgiver i hiv-hjælpen og var bestyrelsesmedlem i AIDS-Fondet. Men sit første ’rigtige’ job fik han i Finansministeriet i det, der dengang hed Budgetdepartementet. Han fortalte ikke noget om, at han havde hiv.

”Juridisk set behøvede jeg ikke. Og jeg tror, at såret på sjælen var for åbent og for smertefuldt – jeg regnede jo med at blive syg, hvert øjeblik det skulle være.”

Men i de år var der også en masse fortællinger om, hvordan hiv-smittede blev behandlet på forskellige arbejdspladser, fortæller Mikkel. Og frygten for den nye sygdom ramte bredt i samfundet: 'Bøsser ramt af sjælden kræft' lød det på forsiden af Politiken, og aids blev omtalt som bøssepest. Generelt var der meget begrænset viden om sygdommen.

”Folk blev frosset ude, og der var alle mulige foranstaltninger med, at de smittede ikke måtte drikke af de samme kopper som de andre. Der var rigtig meget af den slags, og jeg ville ikke risikere at ende i sådan en situation.”

Mikkel Emborg var glad for sit job, der lå i spændingsfeltet mellem jura, økonomi og politik. Han lagde en masse energi og arbejdstimer i det. Energien havde han, for han mærkede stadig ikke noget til sin hiv.

Han blev også fællestillidsrepræsentant for AC’erne. Og i 1991 fik han tilbudt det job, som han i dag ser som det "fedeste", han har haft. I forbindelse med at Danmark skulle have EU-formandskabet i 1993, blev Mikkel tilbudt jobbet som formand for Ministerrådets Budgetudvalg under det danske formandskab.

Jobbet var alt, hvad han kunne ønske sig indholdsmæssigt. Han ville også rigtig gerne væk fra København, hvor hiv var begyndt at fylde for meget – både i hans frivillige arbejde, i medierne og i hans omgangskreds. Der var så meget og så mange, der hele tiden mindede ham om hans egen situation. Flere bekendte var allerede døde.

Men han havde alligevel sine overvejelser om, hvorvidt han skulle takke ja til jobbet.

”Jeg tænkte, at det var lidt tricky, for jeg skulle være i Bruxelles fra 1991 til 1994, og det ville være enormt upraktisk, hvis jeg blev nødt til at trække stikket før tid, fordi jeg blev syg. Jeg følte, det var lidt moralsk anløbent. Men jeg ville rigtig gerne have jobbet, og det var også vigtigt for mig at komme væk – ud at prøve noget nyt.”

Da han ankom til Bruxelles, var der gået seks år, siden han fik beskeden om, at han var testet positiv.

”I alle de år lå mine tal relativt stabilt. Så det begyndte jo at blive hverdag, og jeg fik følelsen: ’Når nu det er gået godt så længe, så holder det nok lidt endnu.' Og når jeg samtidig havde et job, jeg syntes var skidesjovt og kunne gå op i og bruge rigtig mange timer på, så passede det rigtig godt sammen på en eller anden måde.”

Mikkel var 32 år, da han blev formand for Ministerrådets budgetudvalg.

”Det var rimelig sejt. Jeg var 10-15 år yngre end de hidtil siddende formænd,” fortæller han.

Men mens arbejdslivet så lovende ud, blev årene i Bruxelles hårde privat. Mikkel havde indgået registreret partnerskab med sin daværende kæreste.

Det var meningen, at kæresten skulle flytte til Bruxelles. Men forholdet holdt ikke. Og senere, mens Mikkel levede alene i Belgien, begik den tidligere partner selvmord i København. Mikkel rejste hjem til begravelsen og sagde farvel – også, skulle det vise sig, til den danske hovedstad.

Da de tre år med formandskabet var gået, var Mikkel nemlig sikker på én ting:

Jeg tænkte: 'Jeg skal bare ikke tilbage til København.'”

Så han flyttede til Amsterdam og tog en executive master i International and European Studies.

Da den var i hus, gik han i gang med at søge job – alle andre steder end i København. Han blev ansat som økonomichef i det, der siden skulle blive til Europol i Haag.

Hemmeligheden

Hans chef i Europol var en ældre vicerigspolitichef fra Luxembourg. Han fik slet ikke noget at vide om, at Mikkel havde hiv.

”Jeg var på en midlertidig kontrakt, og ved Europol var det slemt nok at være bøsse. Hvis han havde fået det at vide, da han ansatte mig, havde han sikkert ikke gjort det. Det ville nok ikke forbedre min position i forhold til mine fremtidige karrieremuligheder, så jeg ville ikke løbe nogen som helst risiko.”

Når Mikkel i dag tænker tilbage, studser han over, at han faktisk aldrig har haft en kvindelig chef.

”Hverken som nærmeste chef eller over de chefer, jeg har haft. Det er tankevækkende. Jeg har altid arbejdet i en machoverden.”

På et tidspunkt, mens han var i Europol, havde han klæbet en regnbue-sticker bag på sin bil, og så blev han kaldt op på chefens kontor.

”Han havde meget svært ved at sige det, men han mente, at jeg for min egen skyld skulle fjerne den sticker. Det gjorde jeg nu ikke.”

Det var i de år, Mikkel mødte Steffen, som han siden blev gift med. Hans medarbejdere besøgte ham hjemme, så de vidste godt, at han havde en mand og ikke en kone.

Det var egentlig meningen, at Mikkel Emborg og Steffen ville slå sig ned i Tyskland, men nu bor de halvvejs mellem deres familie i København og Hamborg.
Det var egentlig meningen, at Mikkel Emborg og Steffen ville slå sig ned i Tyskland, men nu bor de halvvejs mellem deres familie i København og Hamborg. Foto: Tobias Nicolai
Whistleblower

Mikkel var ansat i Europol som økonomichef i godt 10 år – de sidste år endte dog med at blive et helvede.

For det var her han tog en, for ham uundgåelig, beslutning om at blive whistleblower – en beslutning, han ikke fortryder, men som siden fik voldsomme konsekvenser for ham.

”På et tidspunkt fik jeg en fornemmelse af, at der var noget, der ikke stemte med vores it-indkøb. Nogle af de regninger, vi fik, så meget underlige ud, så jeg begyndte at pirke lidt i det.”

Mikkel forsøgte at gå til sin chef, men det faldt ikke i god jord.

”Han bedyrede, at alt var, som det skulle være.”

Men Mikkel var ikke i tvivl om, at der var noget galt, og han var heller ikke i tvivl om, at det skulle frem i lyset. Han gik til formanden for Europols bestyrelse.

I 2001 endte sagen i pressen – det havde Mikkel dog ikke noget med at gøre.

”Så kunne det ikke fejes ind under gulvtæppet, som de egentlig helst ville. Der blev iværksat en lang række undersøgelser. I 2005 blev it-chefen idømt otte måneders fængsel og skulle betale 400.000 euro tilbage til Europol.”

Mikkel havde længe følt en hetz fra it-chefens leder, han blev også forbigået til en oplagt forfremmelse, og da han samme år skulle have fornyet sin kontrakt, blev den ikke forlænget. Han er overbevist om, at det skyldtes, at han havde været whistleblower.

Han fortryder ikke – det kunne ikke være anderledes, som han siger. Men det var nogle hårde år.

Efter et kortvarigt job hos Frontex i Warszawa fik han et job som administrationschef i Jernbaneagenturet i Valenciennes, hvor han endte med at have omkring 50 medarbejdere under sig. Det var ganske vist i Nordfrankrig. Men tættere på Haag og Steffen, som han var blevet gift med.

Burnout

Helt ekstraordinært fik Mikkel lov til at holde fri i sin prøveperiode i Jernbaneagenturet, så de endelig kunne tage på en udskudt bryllupsrejse. Det var der, nedsmeltningen kom. De var lige kommet hjem fra bryllupsrejsen og spiste hos nogle venner, inden Mikkel skulle køre tilbage til Frankrig.

”Pludselig kunne jeg mærke, at det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg var fysisk ude af stand til det. I dag er jeg overbevist om, at det ikke havde noget med mit nye job at gøre. Det var eftervirkninger efter hele forløbet i Europol og alle de urimeligheder, jeg følte, jeg havde været udsat for, efter jeg valgte at blive whistleblower. Det havde stresset mig enormt.”

Som Mikkel siger, havde han da sikkert hørt om burnout.

”Men jeg havde aldrig nogensinde tænkt, at det var noget, der havde med mig at gøre. Det kom som et lyn fra en klar himmel.”



Mikkel tog til lægen. Blev sygemeldt. Fik psykologhjælp. Og tænkte, at han skulle lave noget helt andet. Men han anede ikke hvad, for han havde intet som helst drive eller gejst for noget.

På et tidspunkt havde han været sygemeldt længere, end han havde været ansat, så hans løn stoppede. Sådan var reglerne. Men agenturet fyrede ham ikke. Og i løbet af den følgende sommer fik han det da også bedre, og han vendte tilbage og trappede langsomt op på fuld tid.

Et par år senere flyttede Steffen ned til Mikkel i Frankrig og blev hjemmegående. Mikkel kunne koncentrere sig fuldstændig om jobbet. Det gik fint, men han brugte weekenderne til at restituere, og han overkom mindre og mindre ved siden af arbejdet.

Ni år efter den første burnout var den gal igen. Han sov dårligt, havde svært ved at koncentrere sig, og det kulminerede til et møde i Bruxelles.

”Jeg havde det simpelthen så dårligt, at selv om det kun var en times kørsel, måtte jeg bede Steffen om at køre mig, for jeg stolede ikke på, at det var forsvarligt at køre selv. Til mødet var jeg helt ved siden af mig selv, og jeg tabte hele tiden tråden.”

Mikkel har været sygemeldt siden. Et udvalg bestående af tre læger har vurderet hans sag.

”De var enige om, at der ikke var noget at gøre. Det var absolut en lettelse. Min mentale energi slog ikke til længere i det meget krævende job, jeg havde. Jeg kunne ikke længere udføre mit arbejde på en måde, jeg selv var tilfreds med. Hiv har måske også indirekte spillet en rolle. De mange års usikkerhed på, om jeg skulle leve eller dø, har slidt på mig.”

Foto: Tobias Nicolai
Et helt andet liv

For fire år siden pakkede Mikkel og Steffen så det hele ned, solgte huset i Frankrig og kørte mod Gråsten. De havde egentlig tænkt sig, at de ville slå sig ned i Tyskland nær den danske grænse. Men de kunne få meget mere hus for pengene nord for grænsen.

Nu bor de sådan cirka midt mellem Mikkels familie i København og Steffens familie i Tyskland. Mikkel har ingen trang til at bo i København igen.

Han står op og løber en tur, dyrker tai chi og tager en dukkert – hele året rundt. Han arbejder som frivillig hos Sønderborg Symfoniorkester, hvor han hjælper udenlandske musikere med det praktiske, når de skal bosætte sig i Danmark.

I princippet er Mikkel stadig på orlov fra Finansministeriet. Men han kommer ikke til at arbejde ’almindeligt’ igen. Men dengang i 1987, hvor han blev ansat, var han ret sikker på, at han skulle gøre karriere i centraladministrationen. Blive til noget stort, som han siger. Men det blev i EU-systemet, han brugte langt størstedelen af sit arbejdsliv. Han har altid arbejdet meget, og han har været glad for at arbejde – bare der ikke var for meget fnidder.

Dit arbejde har jo fyldt enormt meget – hvordan var det at stoppe?

”Mest af alt var det en lettelse. Men jeg tror, at uanset om jeg holdt op, fordi jeg var nået pensionsalderen, eller om jeg stoppede på grund af min burnout, ville det ikke være et problem for mig at opgive den status, der følger med jobbet. Jeg har ikke på den måde lagt en identitet i mit arbejde.”

Men han har lagt energi i det, og han har været grebet af sit arbejde. Han taler både tysk, hollandsk, engelsk og fransk til husbehov. Han har arbejdet med kolleger med mange forskellige nationaliteter. Det har passet til ham, siger han.

”Dengang i 80’erne oplevede jeg København som meget provinsiel. Alt, hvad der foregik uden for landets grænser, var ikke interessant. Der var også meget få udlændinge på studierne og på arbejdspladserne. Sådan er det ikke i dag.”

For tre år siden fik Mikkel konstateret tarmkræft. Kræften er væk, men han går stadig til kontrol og kan først blive erklæret helt rask om to år. Én gang om dagen tager han en pille, der minder om en Panodil. Det er hans hiv-medicin. Han fik først brug for medicin efter 25 år. Medicinen er blevet så god, at en hiv-positiv i behandling ikke kan smitte andre.

Og i dag skjuler Mikkel det ikke for nogen, at han har hiv.

”Jeg har egentlig aldrig tænkt, at det har været et issue, men nu kan jeg mærke, at det er en stor lettelse. Det er befriende, at jeg uden forbehold også kan være i den del af mig selv. At bidrage til AIDS-Fondets nye bog har hjulpet mig til at blive et mere helt menneske – efter så mange år.”

Det er også et under, at han aldrig fik aids, siger han. Om det har noget med hans gener at gøre, eller om det skyldes den form for virus, han blev smittet med, ved han ikke.

”Jeg har været ekstremt heldig. Jeg fik en dødsdom, som ikke blev eksekveret." 

Foto: Tobias Nicolai

Kommentarer

Karen

13.12.2021 kl. 20.04

?? TAK!

1 kommentar
0

Karen

13.12.2021 kl. 20.06

Undskyld - jeg lavede et hjerte som nu er to spørgsmålstegn

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Karen-Lisbet Jacobsen

04.12.2021 kl. 15.44

kære Mikkel
En helt igennem fantastisk, smuk og meget gribende beretning om dit liv og arbejdsliv. Nogle meget hårde vilkår - hiv, kræft og arbejdsudfordringer. Imponerende du har klaret det, og fortsat klarer det. Jeg er meget glad for at jeg nu har lært dig endnu bedre at kende. Og glæder mig også til at læse bogen du medvirker i.

0 kommentarer
7
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Pia Gjellerup

03.12.2021 kl. 21.04

Det er en beskeden mand, der taler. En, som ikke vil skygge for sin historie. Han underspiller også sin rolle i vedtagelsen af verdens første lov om registreret partnerskab. Uden Mikkels helt utrolige og kyndige forarbejde havde der ikke været et lovforslag, som kunne behandles, justeres og vedtages i Folketinget uden Justitsministeriets hjælp. Der er mange, der har meget at takke Mikkel for.

1 kommentar
33

Mikkel Emborg

04.12.2021 kl. 09.19

Tusind tak for de flotte ord, Pia. Uden det gode og konstruktive samarbejde med dig og andre os venligtsindede politikere var vi ikke kommet i mål.

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Maria Leander

03.12.2021 kl. 20.54

Kære Mikkel

Du er virkelig sej og fascinerende. Masser af kærlighed herfra. Tak for at dele din historie - man kan kun håbe at ens egen ender med at blive ligeså inspirerende.

0 kommentarer
4
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Christine Raecke

03.12.2021 kl. 15.20

Kære Mikkel. Tak for din historie, der både er rørende og skræmmende. Rørende fordi du har været så stærk i en så ensom situation. Skræmmende fordi du har følt dig nødsaget til, at skjule din sygdom pga. manglende viden og forståelse, for Aids ift. din karrierevej. Du er mega sej og din positive og retfærdige holdning til opførsel og ordentlighed, er endnu sejere. Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke i dit liv sammen med din familie og din kat ;0)

0 kommentarer
6
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Maibritt Solskov Lind

03.12.2021 kl. 12.41

Interessant historie - husker godt panikken i 80'erne selvom jeg var en lille pige på det tidspunkt.
Men fortryder du, at du holdt din HIV diagnose hemmelig i 30 år?

1 kommentar
3

Mikkel Emborg

03.12.2021 kl. 13.03

Nej, jeg gjorde det, som jeg på det pågældende tidspunkt fandt rigtigt og har ikke beskæftiget mig ret meget med, hvad nu hvis ……
Jeg havde kampe nok at kæmpe og havde ikke brug for/overskud til også at skulle stå på mål for at være hiv-smittet.

0 kommentarer
6
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Hans Christian Seidelin

03.12.2021 kl. 12.37

Tak Mikkel for dit bidrag og perspektiv til denne historie. Jeg glæder mig til at læse bogen.

0 kommentarer
2
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Laila

03.12.2021 kl. 12.32

Tusind tak for din historie. Vi skal blive meget bedre til at dele vore udfordringer med hinanden, uanset karakter. Det gør du nu, og det kan vi alle lære af ??.

1 kommentar
2

Laila

03.12.2021 kl. 12.33

Hov. Spørgsmålstegnet er en fejl. Det skulle være et hjerte.

0 kommentarer
2
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Mette Pedersen

03.12.2021 kl. 10.27

En fantastisk livshistorie - tak fordi du deler den med os Mikkel!

1 kommentar
2

Mikkel Emborg

03.12.2021 kl. 11.30

Det har været en fornøjelse - særligt i hænderne på en så kyndig journalist og ditto fotograf.

0 kommentarer
3
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Karen Lumholt

03.12.2021 kl. 08.35

En dejlig og også lidt sørgelig historie om livet, som det er - højdepunkter, kærlighed, nedture og det at føle sig dedikeret til noget. Tak for den.

1 kommentar
10

Mikkel Emborg

03.12.2021 kl. 11.32

Det har til tider været svært - og hårdt, men jeg har heldigvis aldrig selv oplevet det som sørgeligt.

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.