Rigsretten

Ingen storskærm på dommens dag

08-12-2021
3 min.
Den intense mediedækning af rigsretssagen mod Inger Støjberg fortsætter med al sandsynlighed, når retten afsiger dom mandag d. 13. december. Det er ikke noget, embedsværket kommer til at følge i fællesskab, lyder meldingen fra tillidsfolk, der dog regner med, at alle følger med hver for sig. Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Mandag bliver en arbejdsdag som alle andre i Udlændinge- og Integrationsministeriet og i Udlændingestyrelsen. I hvert fald på det ydre plan. Men når dommen falder, vil embedsmænd i alle ministerier klikke på nyhederne.

På mandag kl. 13 afsiger Rigsretten sin dom over Inger Støjberg: Skyldig eller ikke-skyldig. Og bliver hun kendt skyldig, meddeler retten også, hvilken straf hun bliver idømt.

Dommen bliver principiel for det danske embedsværk uanset udfaldet.

I både Udlændinge- og Integrationsministeriets departement og i Udlændingestyrelsen bliver det dog en dag som alle andre – ingen storskærm eller noget.

Hverken Udlændinge- og Integrationsministeriets departementschef, Pernille Breinholdt Mikkelsen, eller Udlændingestyrelsens direktør, Niels Henrik Larsen, vil kommentere det over for Djøfbladet.

Medarbejdere kunne dog måske have arrangeret noget selv, men det kender Djøf-tillidsrepræsentanterne ikke noget til.

"Nej, det har jeg ikke hørt noget om," siger Nicolai Trudsøe Trock, der er Djøf-tillidsrepræsentant i Udlændingestyrelsen.

"Men selvfølgelig er vi som ansatte i Udlændingestyrelsen optaget af, hvad Rigsrettens dom bliver. Det tror jeg, alle embedsmænd er. Det er en principiel sag. Og jeg tror da bestemt, at alle de kolleger, som har mulighed for det, følger med på et nyhedssite mandag kl. 13."

Det samme gælder i Udlændinge- og Integrationsministeriets departement.

"Nej, der bliver ingen fællesarrangementer eller noget på mandag. Men vi kommer til at følge med i nyhederne og kommer nok til at tale om dommen. Selvfølgelig. Det er historisk med en dom i Rigsretten. Også når den kan komme til at påvirke nogle af vores kolleger," siger Andreas Prisholm, der er tillidsrepræsentant i ministeriet.

Sådan afgøres sagen

Når du læser det her, har Rigsretten for længst foretaget sin votering bag hermetisk lukkede døre i Eigtveds Pakhus. Det skete i uge 48 ved, at hver af de 26 rigsretsdommere – 13 højesteretsdommere og 13 politisk udpegede rigsretsmedlemmer – mundtligt afgav deres opfattelse med begrundelse, mens de andre lyttede. Først var den højesteretsdommer, der har den korteste anciennitet, og derefter den af de politisk udpegede rigsretsdommere, som har det yderste mandat. Derpå næstyngste højesteretsdommer og så fremdeles, til man var igennem alle 26.

Herefter gik yngste højesteretsdommer i gang med at skrive dommen. Var der dissens, vil dommen indeholde både flertallets og mindretallets begrundelser. Og stod det lige 13-13, er det blevet en frifindelse.

Vil du vide, hvordan det helt præcist er foregået i alle detaljer, kan du læse denne kronik, som højesteretsdommer Jens Peter Christensen, der er medlem af Rigsretten, skrev i Jyllands-Posten i slutningen af november.

Fem embedsmænd i risiko for personalesag

Instrukskommissionen vurderede som bekendt, at der var grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg, fordi hun havde udstedt en ulovlig ordre tilbage i 2016. Hvorefter et flertal i Folketinget vedtog, at der skulle rejses en rigsretssag.



Sidst Rigsretten var i brug, var i 1993-1995 i Tamil-sagen. Her blev tidl. justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel. Og inden da havde Rigsretten ikke været benyttet siden 1910.

Om embedsmændene nåede Instrukskommissionen frem til, at der er grundlag for at rejse et tjenstligt ansvar mod fem embedsmænd. Kommissionen fandt ikke, at deres rådgivning af Inger Støjberg kunne give anledning til et tjenstligt ansvar, men at de bagefter gik for langt i forhold til at imødekomme hende i den efterfølgende iværksættelse og administration af ordningen med adskillelse af parrene og i oplysningerne til Folketing og Ombudsmand.

Justitsministeriet meldte dog ud, at ansættelsesmyndigheden ikke ville tage stilling til eventuelle personalsager, før Rigsrettens dom var afsagt.

Da Instrukskommissionen aflagde sin rapport, beskrev vi her på Djøfbladet.dk, hvorfor kommissionen mener, de fem embedsmænd har tilsidesat deres embedspligter, hvordan Djøfs formand, Henning Thiesen, reagerede på kommissionens vurdering, og hvad de fem embedsmænds bisiddere sagde. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.