Uddannelse

Her skærer universiteterne ned på studiepladserne

14-12-2021
6 min.
Copenhagen Business Schools plan for at leve op til de politiske krav går udelukkende ud på at nedlægge studiepladser. I alt skal universitetet skære 628 pladser frem mod 2030. PR-foto: Jakob Boserup/CBS

Den politiske aftale om færre studiepladser i de store byer medfører nedskæringer på en række djøf-uddannelser. Djøfbladet giver dig her en oversigt over, hvad der kommer til at ske. (Opdateret 16.12.)

Universiteterne i de fire største danske byer skal alle reducere antallet af studiepladser med op til 10% indtil 2030 i kraft af den politiske aftale, regeringen indgik i sommer. Det kan gøres ved enten at reducere antallet af studerende, der bliver optaget, eller ved at flytte studiepladser til andre byer.

De seneste uger har de fleste universiteter præsenteret deres planer, og Djøfbladet giver her et overblik over, hvad de indebærer.

Der er ikke tale om endegyldige beslutninger, men udmeldinger fra universiteterne som led i høringsprocesser. Universiteterne har indtil 31. december til at sende en plan til Uddannelses- og Forskningsministeriet for, hvad de vil gøre.

 

Københavns Universitet (KU)

For at nå den politiske målsætning vil KU skære 1.590 studiepladser frem mod 2030.

Det hårdest ramte fakultet er humaniora, hvor ledelsen planlægger at reducere 40% fra de humanistiske fag, hvilket svarer til hele 640 studiepladser.

KU har desuden valgt at flytte ca. 200 pladser på medicinuddannelsen til Køge, men ellers baserer universitetets plan sig generelt på at reducere antallet af pladser på en række studier.

Blandt djøf-studierne er det juridiske fakultet ikke berørt af nedskæringerne. Her må optaget blot ikke stige frem mod 2030.

Det samfundsvidenskabelige fakultet mister til gengæld 180 studiepladser. Samfundsfag må give afkald på omkring en tredjedel af sine pladser, mens hver femte studieplads på bacheloruddannelsen i antropologi forsvinder.

  • Antropologi: reduktion med 25 pladser på bachelor (BA) og 18 på kandidaten (KA)
  • Sociologi: reduktion med 18 pladser på BA og 15 på KA
  • Statskundskab: reduktion med 20 på KA
  • Økonomi: reduktion med 30 pladser på BA fra 2023
  • Psykologi: reduktion med 50 på KA i 2024, hvoraf 25 udflyttes
  • Samfundsfag: reduktion med 15 pladser på BA
  • Global udvikling: reduktion med 5 på KA

 

Aarhus Universitet (AU)

Ledelsen på Aarhus Universitet lægger op til at lukke syv uddannelser. Det drejer sig om samfundsfag på både bachelor- og kandidatniveau samt kandidatuddannelserne i erhvervssprog og virksomhedskommunikation, Political Science (Engelsksproget), diakoni, kognitiv semiotik, sygepleje samt jordbrug, natur og miljø.

AU’s plan består af to faser. Første fase handler om at udflytte eller nedlægge 745 studiepladser på tværs af universitetet.

På Aarhus BSS reduceres og udflyttes 5% af studiepladserne, hvilket betyder, at der her reduceres 166 studiepladser og udflyttes 117.

Som nævnt vil der ikke længere blive udbudt en selvstændig bacheloruddannelse i samfundsfag. I stedet foreslår AU, at de studerende, der bliver optaget på bacheloruddannelsen i statskundskab, undervejs vil kunne vælge, om de vil have en bachelorgrad i samfundsfag eller i statskundskab.

 

Copenhagen Business School (CBS)

I alt vil CBS skære 628 pladser. Planen er at nedlægge forskellige uddannelser frem for at flytte studier ud af København.

Som Djøfbladet tidligere har beskrevet, startede ledelsen på CBS med at ville lukke seks uddannelser, hvilket skabte en del røre. Efter protester og blokader fra frustrerede studerende justerede ledelsen planen, så det nu er fire uddannelser, der skal lukkes:

  • MSc in Business Administration and Philosophy
  • Cand.Soc. Politisk Kommunikation og Ledelse
  • MSc Soc - Management of Creative Business Processes
  • MA International Business Communication

Nedlæggelserne vil give en reduktion på 192 studiepladser.

Derudover vil CBS reducere 125 studiepladser ved at skrue ned for optaget på ni uddannelser. Det giver samlet en reduktion på 317, hvilket betyder, at CBS mangler at finde yderligere 311 studiepladser i 2025.

 

Roskilde Universitet (RUC)

Roskilde Universitet skal reducere sit optag i Roskilde med 5%, hvilket svarer til 144 studerende. Det skal ske enten gennem udflytning af studier eller mindre optag af studerende.

Ledelsen på RUC vil lave konkrete, afgrænsede uddannelsesaktiviteter i Region Sjælland, hvilket skal skabe grobund for et samarbejde mellem studerende, organisationer, virksomheder og kommuner.

”Vi tror også på, at dette vil være en spændende og attraktiv model for nogle studerende. Det vil konsekvent bringe virkelighedsnære udfordringer ind i deres uddannelsesforløb, gerne tværfagligt på tværs af uddannelserne – og samtidig give dem et forspring på arbejdsmarkedet, når de efterfølgende skal finde et job som færdige kandidater,” siger rektor Hanne Leth Andersen på RUC’s hjemmeside.

På længere sigt ønsker RUC desuden at oprette en til to uddannelsesfilialer med et antal studiepladser uden for Roskilde, som kandidatstuderende kan blive optaget på. Dette punkt af planen forventes realiseret i 2026-2028.

 

Syddansk Universitet (SDU)

SDU skal skære eller udflytte 665 studiepladser og er næsten klar til at sende sin plan til ministeriet.

SDU vil etablere nye uddannelser ved sin eksisterende campusser i Slagelse, Kolding, Esbjerg og Sønderborg og også at undersøge muligheden for regionalt at udbyde uddannelser, som andre universiteter planlægger at nedlægge.

Desuden har SDU indsendt en ansøgning om at oprette en cand.merc.-uddannelse i Slagelse og en jura-uddannelse i Esbjerg. SDU overvejer blandt andet også at etablere en engelsksproget kandidatuddannelse i statskundskab i Sønderborg.



SDU’s plan forløber i to faser. Den første fase går til 2025, hvor SDU fremlægger konkrete forslag til at udflytte 316 studiepladser, opbygning af mindst 120 studiepladser samt at reducere med 330 studiepladser i Odense, som er et krav.

På SDU’s hjemmeside appellerer rektor Jens Ringmose dog om, at SDU i Odense fritages fra at skulle skære i studieoptaget, eller at universitetet i hvert fald får en rabat, fordi det allerede har flere uddannelser placeret uden for de største fire byer: Slagelse, Kolding, Esbjerg og Sønderborg.

 

IT-Universitetet (ITU)

For ITU betyder kravet om reduktion af uddannelsespladser, at der i 2030 skal være 86 færre optagne end i 2019. Den nedskæring vil universitetet gennemføre løbende, således at hovedparten af uddannelserne hvert år optager 1-3 færre studerende end året før.

Det er en beslutning, rektor Martin Zachariasen ikke er glad for at måtte træffe.

”I sommeren 2021 måtte vi afvise op mod hver anden ansøger grundet manglende kapacitet, og det er et stort tab for erhvervslivet og samfundet, at vi må indstille os på at uddanne færre it-kandidater,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Sideløbende arbejder ITU på at oprette en ny campus i Vejle. Om forslaget bliver til virkelighed, er endnu uklart. SDU har desuden fremlagt en tilsvarende idé, skriver Forskerforum.

 

Aalborg Universitet (AAU)

Aalborg Universitet arbejder stadig på et udspil, som endnu ikke er fastlagt. 

 

Artiklen er opdateret d. 16. december med et afsnit om IT-Universitetets planer. 

Kommentarer

Lasse Klinge Jacobsen

17.12.2021 kl. 09.30

Hvad med DTU, hvad er deres planer

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Bent

15.12.2021 kl. 12.40

I Glemmer IT Universitetet

1 kommentar
1

Mikkel Arre, Djøfbladet

16.12.2021 kl. 11.51

Du har ret. Derfor har vi nu opdateret artiklen med et afsnit om ITU.

Venligst
Mikkel Arre
digital redaktør, Djøfbladet

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.