Nyt job

Headhuntet fra turistbranchen til at sælge mejetærskere

01-11-2021
2 min.
En af fordelene ved André Sydney Meyers nye job er, at han ikke behøver at være helt så meget væk fra familien pga. forretningsrejser. For nylig var han dog på besøg på en af den nye arbejdsgivers mejetærskerfabrikker i Belgien. Privatfoto

André Sydney Meyers brasilianske baggrund var i starten en hæmsko, da han stod med en kandidatgrad fra CBS og skulle finde job i Danmark. Men siden er han blevet headhuntet tre gange.

André Sydney Meyer havde egentlig bare tænkt sig et kort visit i Danmark. Han havde en bachelor i Hospitality and Tourism Management med fra Brasilien og ville tage sin kandidat i business på Copenhagen Business School – og så farvel igen.

Nu har han boet i Danmark i 21 år. Helt klassisk var det kærlighed, der fik ham til at blive.

I år blev André Sydney Meyer headhuntet for tredje gang, så i september kunne han begynde i sit nye job hos CNH Industrial – en verdensomspændende virksomhed med over 65.000 ansatte. Her er han produktspecialist og salgsansvarlig i Baltikum for brandet New Holland, der laver traktorer, mejetærskere og ballepressere.

De første par år efter kandidatgraden var i hus, gik det dog ikke helt så strygende med at få jobtilbud.

”Jeg fik ikke mit drømmejob med det samme, og jeg var rundt i mange forskellige typer job. Det var jo ikke min plan at blive i Danmark, så mit fokus var at forbedre mit engelske, mens jeg studerede. Men så blev jeg gift og fik børn og skulle arbejde i Danmark, og så blev jeg jo nødt til at lære dansk.”

Headhuntet tre gange

André Sydney Meyer fik det første ’rigtige’ job hos VisitDenmark, hvilket var helt i tråd med hans baggrund. Han blev ansat til at repræsentere Danmark som turistdestination i Sydamerika. Og efter nogle år blev han headhuntet for første gang til rejse- og turistvirksomheden DMC Nordic.

Anden gang, der var bud efter ham, var fra en helt uventet kant. ASA-Lift, der sælger grøntsagshøstere, ville gerne ansatte ham som eksportmanager – han skulle nu sælge landbrugsmaskiner i Sydamerika i stedet for at ’sælge’ Danmark som turistmål.

”Det var en kæmpestor beslutning. Men jeg tænkte, at det ville være interessant at komme til at arbejde med noget helt andet, men stadig med Sydamerika.”

Han sagde ja tak. Det gjorde han som nævnt også, da han i sommer blev headhuntet til det job, han netop er startet i.

”Det er desværre et farvel til Sydamerika og en række andre spændende lande. Men CNH Industrial er en megastor organisation, så jeg er sikker på, at jeg har en masse muligheder for at udvikle mig professionelt. Og det er også spændende at arbejde med Baltikum, der har meget til fælles med den danske kultur.”



Desuden er der den bonus, at han ikke kommer til at rejse helt så meget som tidligere. Han regner med tre-fire dage i Baltikum en gang om måneden.

”Det har været dejligt at have muligheden for at rejse verden rundt, og jeg har været mange interessante steder. Men nu har jeg fået en god balance mellem familie- og arbejdsliv.”

"Flydende forkert dansk"

Arbejdssproget i den danske afdeling af CNH Industrial er en blanding af dansk og engelsk. Og André Sydney Meyer mestrer begge dele – sådan da.

”I Baltikum er de perfekte til engelsk, så der er det sproglige ikke nogen udfordring for mig. I Danmark siger jeg til mine kolleger: ’Jeg taler flydende forkert dansk.’ Så de er altid meget tålmodige med mig. Men nogle gange synes jeg, at det som udlænding er svært at forstå, præcis hvad de mener. Er det sarkasme? Er det en joke? Eller mener de virkelig det, de siger?” 

Kommentarer

Henrik Ussingkær

03.11.2021 kl. 20.39

Andre Meyer bare en fantastisk god kollega, spreder altid god stemning i de forumer han færdes. Og Andre graver sig bare i dybden i tonsvis af tekniske specifikationer. Hans danske sprog er bare super charmerende .

0 kommentarer
6
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Joey

01.11.2021 kl. 17.32

André har en fantastisk personlighed og jeg er sikker på han nok skal levere et fantastisk stykke arbejde og ikke mindst give sit alt for at få succes

0 kommentarer
11
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.