Mere end hver anden har fysiske symptomer på stress

Rigtig mange Djøf-medlemmer oplever, at de har symptomer på stress – både fysiske og psykiske. Men paradoksalt nok er de fleste af dem, der mærker tegn på stress, tilfredse med deres job og oplever deres arbejdsopgaver som meningsfulde – dog i lidt mindre grad end dem, der ikke oplever stresssymptomer.

Det viser en ny stor undersøgelse fra Djøf.

Her svarer 55%, at de har haft fysiske symptomer på stress inden for de seneste to uger. Det kan fx være hovedpine, hjertebanken eller mavepine. 71% svarer, at de har oplevet psykiske symptomer som hukommelses- og koncentrationsbesvær, rastløshed eller irritabilitet.

Det er voldsomt mange, siger Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf. Hun kalder det "en blinkende advarselslampe".

”Hvis det er sådan, djøferne går og har det, er der alt for mange, der står på kanten af noget, som kan ende med at blive meget alvorligt.”

Undersøgelsen bygger på svar fra 8.540 respondenter, har en svarprocent på 24 og blev gennemført i september 2021.

Arbejdet er flyttet ind i soveværelset

Mette Knudsen kan godt genkende billedet af, at mange faktisk er rigtig glade for deres job, selv om de er alt for pressede.

”Stressede medarbejdere er ikke nødvendigvis utilfredse medarbejdere. Men det kan sagtens være, at nogle af dem, der er så glade for deres job, enten ikke har opdaget deres stresssignaler, eller at de igen og igen tænker: ’Den her opgave er også vigtigt, så jeg giver den lige en ekstra skalle for komme i mål.”

Men selvom de medlemmer, der melder om tegn på stress, ganske vist har det fint med jobbet og opgaverne, oplever næsten halvdelen i den gruppe, at der ikke er harmoni mellem tid og arbejdsmængde. Og det er også omkring halvdelen af dem, der svarer, at de arbejder over ’flere gange om ugen’ eller ’hver eneste dag’.

Det er helt klassisk, siger Mette Knudsen.

”De, der ikke er så glade for deres job, har måske nemmere ved at sige: ’Det her må ligge – jeg holder fri nu.’ Mens de, der er rigtig glade for jobbet, typisk også går meget op i det og tænker på det om aftenen eller forbereder sig ekstra på det, der skal ske i morgen.”

Corona-nedlukningerne har måske heller ikke gjort det nemmere, påpeger Djøfs rådgivningschef.

”Hele den her sammenblanding mellem arbejde og privatliv er nok blevet sat yderligere på prøve, efter at flere af os har fået en permanent arbejdsstation derhjemme. Vi hører fra medlemmer, der har et skrivebord stående inde i soveværelset. Det er nok ikke smart, hvis du i forvejen sover dårligt på grund af arbejdet.”

Så er der også dem, der oplever stresssymptomer, fordi de har en dårlig relation til kolleger eller især til chefen – de kan også have svært ved at lægge arbejdet fra sig og have problemer med at sove, siger Mette Knudsen.

"Vi har vænnet os til det usunde"

Når medlemmer kontakter Djøf på grund af stressudfordringer, er de ofte hårdt ramt.

”Enten ringer de, fordi deres læge har sagt, at de skal sygemelde sig, men synes ikke selv, at det er nødvendigt. Eller så ringer de og er grådlabile, fordi et eller andet har væltet læsset. Det sker også, at en bekymret sambo eller ægtefælle ringer og spørger: ’Vil I ikke nok tage kontakt til min mand, for den er helt gal?’”

De kan også være de er blevet sendt hjem af nogle kolleger, fortæller Mette Knudsen. Der er en del, der bare har svært ved at erkende, at de for længe har overskredet tærsklen for, hvad der er sundt, siger hun.

”Det er tankevækkende. Måske har alt for mange akademikere vænnet sig til at sove dårligt på grund af den der præsentation i morgen. Vi har vænnet os til det usunde – det unormale er blevet normalt.”

Men det går ikke, siger Mette Knudsen.

”Vi skal tage de her symptomer alvorligt. Det er klart, at hvis man kan bortforklare det med, at det har være helt ekstraordinært, så går det jo nok. Men det er ikke ekstraordinært, hvis du ofte har hovedpine og sover dårligt flere gange om ugen på grund af dit job.”

Det skal der handles på, siger hun.

”Hvis først man for alvor rammer muren, kan det ende i et meget langvarigt forløb og med langvarige mén. Det oplever vi desværre alt for ofte. Derfor skal vi måske sætte de 29% under lup, som ikke har stresssymptomer – hvordan i alverden er de lykkedes med det?”