"Der er ingen forskel på at være leder i bordtennis-verdenen og i den akademiske verden"

For at gøre en lang historie kort: Bordtennis fyldte enormt meget i mit liv fra jeg var 12-14 år, til jeg var 28. Midt i min studietid på Københavns Universitet blev jeg spurgt, om jeg ville være træner for kvindelandsholdet i bordtennis og tage dem til VM i Indien. Jeg tænkte en uge og sagde nej. Jeg vidste, at hvis jeg sagde ja, ville jeg aldrig komme tilbage til universitetet.

Jeg lagde bordtennissen bag mig, da jeg tog til udlandet for at læse. Jeg kom først tilbage til den, da jeg som knap 50-årig fik konstateret Parkinson. Neurologerne fortalte mig, at den vigtigste medicin er fysisk aktivitet. Så kom jeg i gang igen. For bordtennis er altså sjovere end fitnesscenteret. Nu har jeg på egen krop og sind lært, hvilken forskel bordtennis kan gøre for en neurologisk sygdom som Parkinson med gang- og balancebesvær. Bordtennis virker!

Jeg tænkte, at når bordtennis virker på mig, må det også virke på andre. Det gør det lettere at få den træning, som er så nødvendig for os med Parkinson. Og så er det nemt at lære, det kræver ikke en masse udstyr, det er ikke hårdt ved kroppen, og man kan spille det selv højt op i alderen.
Derfor rejser jeg og en træner-kompagnon fra gamle dage nu rundt i landet i vores fritid til klubberne for at spørge dem, om de har lyst til at oprette et hold for folk med Parkinson. Jeg er blevet leder af projektet 'Ping pong med Parkinson' under Bordtennis Danmark og BAT60+. Vi har lige fået 233.000 kr. fra TrygFonden. Det er mægtig fornøjeligt. For der er vind i sejlene derude. Der er mange, som er både interesserede og glade for vores projekt.

At sociologen blev mit fag, har også med bordtennis at gøre. Men først tog jeg et bifag i historie, så et bifag i samfundsfag og så begyndte jeg helt forfra og tog kandidatgraden i sociologi. Til trods for Bertel Haarders intentioner om det modsatte kom jeg altså ud med hele tre eksamensbeviser fra Københavns Universitet.
Som træner var jeg optaget af, hvad der motiverer unge. Og det var i sociologien, jeg kunne finde forklaringer på, hvad der får et ungt menneske til at falde ind på den vej, som fører til stabilitet i tilværelsen, og et andet til at falde ind på den vej, der fører til vanskeligheder resten af livet.

Efter gymnasiet var jeg lærervikar i et år i Odsherred – om formiddagen, for om eftermiddagen var jeg bordtennistræner. Et kvarter inde i timen kunne jeg tage protokollen og se, hvem hvert barns forældre var, og hvor de boede. Men allerede på det første kvarter kunne jeg selv gætte, hvilket socialt miljø de forskellige børn kom fra.

Bertel Haarder lukkede sociologi, lige efter jeg var startet. De studerende fik så tilbudt at søge stipendier til at læse i udlandet. Først tog jeg en mastergrad på University of Sussex. Senere var jeg så heldig at komme et år til University of California i Santa Barbara. Det var voldsomt motiverende for min interesse i forskning og undervisning.

Det var meget mærkeligt dengang med sociologi. Folk flygtede jo, da det blev lukket. Men vi få, der blev tilbage, vi blev sgu gode alligevel, fordi vi blev stædige. Vi tog fag på statskundskab, kultursociologi og antropologi, og så gav vi den en gevaldig skalle. Nu skulle vi nok vise dem.
Om jeg blev en bedre sociolog af at læse i udlandet? Jeg tror – det er i hvert fald min egen selvforståelse – at jeg blev en mere nuanceret og bredt tænkende sociolog af det. Det handler bl.a. om volumen. I Danmark er sociologi et meget lille fag.

Jeg havde svoret, at jeg skulle forblive hele livet som forsker og underviser på sociologi – faget blev jo bygget op igen. Men så overtalte Ove Kaj Pedersen (professor emeritus i komparativ politisk økonomi, red.) mig til at komme over på CBS, hvor han var ved at opbygge et forskningsmiljø indenfor krydsfeltet mellem økonomi og politik. Det blev til International Center for Business og Politics. Frem til 2010 var det nok Danmarks eneste rigtige internationale samfundsvidenskabelige forskningscenter. Da jeg stoppede, var vi 44 forskere, de 26 var fra udlandet.

Det var slet ikke min plan, men efter tre år blev jeg leder af centeret. Jeg blev opfordret til det og syntes ikke, jeg kunne sige nej. Jeg tænkte: 'Det er jo forfærdeligt dét her, for det, jeg ville, var at forske og undervise.' Men jeg måtte tage det på mig, og så viste det sig, at jeg godt kunne finde ud af det. Jeg opdagede, at der ingen forskel var på at være leder i bordtennis-verdenen og i den akademiske verden. Ingen whatsoever.

Så fik vi en ny, svensk rektor på CBS. Det var ikke godt. Til sidst sagde min kone til mig: 'Dit liv er for kort til, at du skal rende rundt og indføre regler, du ikke kan se meningen med. Find dig noget bedre.' Det gjorde jeg så. Jeg fik en henvendelse fra statskundskab. De ville gerne have mig over som institutleder. Jeg kastede mig ind i arbejdet med entusiasme, og jeg synes også, vi fik udviklet instituttet, og ikke mindst var der en fantastisk ånd.

Som institutleder på statskundskab sagde jeg, at der var brug for at lufte ud i magtens rugekasse. De studerende kom fra de samme syv-otte nordkøbenhavnske gymnasier plus de kloge, stille piger fra Jylland og så nogle enkelte dybt begavede anarkister. Det var fantastisk inspirerende og sociale studerende, men det er for homogent, når man uddanner til samfundets mest indflydelsesrige stillinger. Det mener jeg stadig.

Ud over ensheden i deres sociale baggrund er problemet med de unge stud.scient.pol.ere, at de erfaringer, de kommer med, er nogle bestemte erfaringer. Ikke forkerte eller dårlige erfaringer. Men erfaringer, som udgør et for smalt grundlag at regere, styre, administrere og udvikle et samfund på.

Da jeg definitivt fik diagnosen Parkinson, var jeg klar over, at jeg måtte stoppe. Jeg vidste ellers, at jeg havde tre år mere i mig, men det var et hårdt job, og stress og Parkinson hænger ikke sammen. Så jeg endte med at gå tilbage til forskningen på CBS igen. 

Hvad jeg mener om hele debatten om forskningsfrihed på universiteterne? At der i den debat – altså mundkurvsdiskussionen – er adskillige forskellige diskussioner, som pågår på samme tid, og som forplumrer sig ind i hinanden. Men jeg må bare sige, at hovedproblemet er, at vi i Danmark har en universitetsstruktur, der er så statsligt styret, at vi reelt ikke har frie universiteter. Og vi får ikke frie og ukrænkelige universiteter nogensinde i Danmark, medmindre man laver et eller to universiteter, som er finansieret på en anden måde end direkte af staten. Det skrev jeg engang en kronik om i Politiken, og jeg var ved at blive slagtet. Men jeg står stadig fast ved det.
Mit synspunkt her ligger i forlængelse af, at jeg i de sidste fem-seks år har arbejdet på forskningsprojektet 'Civilsamfundet i statens skygge', som Carlsberg Fondet har støttet. Jeg mangler én bog, som skal hedde 'Det eksperimenterende velfærdssamfund'. Den bliver færdig til næste år.

Hele vejen gennem min civilsamfundsforskning er jeg blevet bekræftet i troen på, at et sundt demokrati har sunde, civile institutioner, som formidler tanker, følelser og holdninger mellem stat og befolkning. Alle statskundskabere kender Montesquieus lære om magtens tredeling (den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt skal være indbyrdes uafhængige, red.). Men i virkeligheden var Montesquieu selv den første til selv at sige, at tredelingen ikke var det væsentligste. Det væsentligste var, skrev han, at der findes corps intermédiaire – nogle mellemliggende magtinstitutioner og kanaler, som kan formidle holdninger og tanker mellem stat og befolkning, så statens embedsapparat blev oplyst om, hvad befolkningen har brug for. Det gælder lige så meget nu, som det gjorde dengang.

Jeg kigger stadig efter social ulighed. Selvfølgelig. Vi har købt sommerhus i mit gamle hood i Odsherred. Her 40 år efter, når jeg ser de landsbyer, også den jeg selv voksede op i – det er forfærdeligt. Sommerhusene får større og større værdi, og der er fyldt med sorte Audier i weekenden. Men i landsbyerne lige ved siden af er folk ikke i stand til at passe deres huse.

Den strukturudvikling, vi besluttede os for her i landet helt tilbage i 70'erne, dræbte småbyerne i landdistrikterne, så de stod nøgne tilbage uden forsvar, da globaliseringen kom. Glem alt om et håbløst projekt med at udflytte og atomisere nogle få akademiske forskningsmiljøer eller nogle få statslige arbejdspladser. Der skal noget helt andet og mere til.

Hvad der skal ske resten af den tid, der er tilbage før min pensionering, når jeg er færdig med min bog, er jeg ikke fast besluttet på endnu. Men hvis du spørger igen om ikke så længe, er jeg nok mere klar på det.