”Jeg er lige blevet færdig med Margaret Atwoods ’The Testaments’ (’Gileads døtre’ på dansk, red.), efterfølgeren til ’Tjenerindens fortælling’, som jeg fik anbefalet af en veninde. Jeg var absolut ikke imponeret og klagede min elendighed til hende, og da hun fastholdt, hvor god den er, blev jeg kun endnu mere irriteret. Så jeg hørte den en gang til, for i fremtidsforsker-skolen bliver man primært irriteret, når andre har ret. Og det havde hun. Den er bragende god. Men endnu mere nyder jeg faktisk, at jeg tog fejl. Der er noget virkelig saliggørende over at se tilbage på sit fortids-jeg og tænke: ‘Shit, hvor dum du var engang.’”