Lukket land

Udvekslingsophold hænger i en tynd tråd

13.1.2021

af

Foto: Anna Svetlova/Shutterstock

Foto: Anna Svetlova/Shutterstock

Studerende, der har planer om at tage på udveksling til februar, går et usikkert semester i møde. Deres ophold er i høj risiko for at blive aflyst på grund af corona-krisen.

Endnu en nedlukning af Danmark, skærpede corona-restriktioner og anbefalingen fra Udenrigsministeriet om ikke at rejse ud af landet skaber stor usikkerhed for de mange studerende, som har planlagt at tage på udveksling i forårssemestret.

Hvis du er en af dem, har du sikkert grublet længe over, om det bliver muligt at komme af sted. Men der er stadig ingen afklaring. Sådan lyder meldingen fra Scott Lewis, specialkonsulent og teamleder ved det internationale kontor på Copenhagen Business School (CBS).

”Vi har ingen idé om, hvorvidt de studerende, som står i vores database, kommer ud at rejse til foråret. Vi venter og ser, hvad der sker. Men jeg kunne forestille mig, at en hel del af dem ikke kommer af sted, fordi vaccinen mod Covid-19 ikke er særlig udbredt endnu, og fordi Danmark og andre lande definerer, at man ikke må rejse,” siger Scott Lewis.

Aalborg Universitet kæmper også for at sende sine studerende ud, men det er endnu usikkert, om det lykkes.

”På stående fod kan jeg ikke sige, hvor mange der kommer af sted. Vi prøver til sidste øjeblik. Det afhænger både af, hvordan det ser ud i Danmark og af situationen i værtslandet,” fortæller Birgitta S. Madsen, chef for Internationalt kontor på Aalborg Universitet.

Universiteter i vildrede

Efterårssemestret 2020 bød i det hele taget på mange aflysninger af udvekslingsophold. Hvis man blot tager et kig på CBS, så kom kun 204 af sted i efteråret ifølge Scott Lewis. Normalt er der mellem 1.300 og 1.400 studerende på udveksling.

Birgitta S. Madsen oplever desuden, at nogle af partneruniversiteterne aflyser de studerendes ophold på forhånd.

”Jeg ved, at der er flere lande, som i øjeblikket ikke inviterer udvekslingsstuderende inden for deres grænser, fordi det ser ud, som det gør i eksempelvis Danmark med udbredelsen af Covid-19,” siger hun.

Det gælder særligt de oversøiske lande. Flere af dem meldte allerede sidste år ud, at de ikke modtager udvekslingsstuderende i 2021.

Mange af partneruniversiteterne er lige så usikre på, hvad der kommer til at ske, som man er på de danske universiteter.

”Vi har prøvet at spørge partneruniversiteterne, hvad der sker. Men alle sidder lidt på nåle og prøver at finde ud af, hvad der foregår,” fortæller Scott Lewis.

Vi havde flere studerende i efteråret, som rapporterede hjem fra Bruxelles, Paris, London og Hamborg, hvor de var mere eller mindre lukket inde på deres kollegieværelser

Scott Lewis, teamleder ved det internationale kontor på Copenhagen Business School

Fortvivlede studerende aflyser på forhånd

Men ikke alle studerende har modet til at rejse under de omstændigheder. Mange venter med at bestille flybilletten, vurderer Stefan Knudsen, chef for SDU International.

”Flere ser lige de næste par uger an først, for det er klart, at det er en kritisk situation, der er i Europa i øjeblikket,” siger han.

Nogle ender med at opgive opholdet og falder tilbage til kurser på deres universitet i Danmark.

Stefan Knudsen peger på en række faktorer, der spiller ind: Omlægning til fjernundervisning, indrejse- og transportmuligheder, lukkede grænser samt motivationen hos den enkelte.

Oplevelsen bliver langtfra den samme

Har du alligevel besluttet at tage chancen og hoppe på flyveren, og dit værtsuniversitet og regeringen tillader det til den tid, bliver din oplevelse uden tvivl anderledes.

”Der er masser af restriktioner – nogle steder mere end i Danmark. Intet bliver, som det plejer at være. Vi havde flere studerende i efteråret, som rapporterede hjem fra Bruxelles, Paris, London og Hamborg, hvor de var mere eller mindre lukket inde på deres kollegieværelser,” fortæller Scott Lewis.

De fleste havde onlineundervisning i efteråret, og det forventer han fortsætter i forårssemestret.

Det kan være udfordrende at skulle følge undervisningen online, når man samtidig står med en masse andre nye ting, man skal lære, når man vælger at blive studerende i et andet land, mener Stefan Knudsen. Det er måske andre akademiske regler og krav, en anden kultur og sproglige vanskeligheder.

”Alt det her bruger man energi på i forvejen, og når man så lige smider en corona-krise oveni, som gør, at man ikke fysisk kan mødes med sine medstuderende og undervisere, så er det klart, at det er udfordrende og kræver noget af den enkelte,” fortæller han.

Han kan dog også se positive sider ved det, fordi folk finder nye måder at mødes på.

”Alle er i samme båd. Det gør, at nogle rykker sammen og får styrket et fællesskab. Og så har jeg en opfattelse af, at mange studenterforeninger gør et rigtig stort arbejde med at få sørget for onlinearrangementer, og at folk har nogle at være i kontakt med,” fortæller han. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Jeanett Anne
3 år siden
Må jeg forslå, at de studerende eventuelt kigger mod Grønland/Nuuk. Der er ikke samme restriktioner, da corona er næsten ikke-eksisterende her. Pt er der dog indrejse forbud indtil ca 1.marts, men jeg ved universitetet oplevede en stigning i 2020 af udenlandske studerende. Og Selvstyret er altid åbne for nye praktikanter.