Magtens natur er anderledes, end du tror

På et tidspunkt i filmen siger han noget, som man husker: Det handler ikke om at redde naturen. Det handler om at redde os selv. For mennesker er natur. Og vi har faktisk en chance for at lykkes, hvis viljen ellers fandtes.

Her ville Lars Tønder – professor MSO ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet – nok være enig. Men han ville også indvende, at det ikke kun er et spørgsmål om vilje. Det handler også om viden.

I sin nye lærebog, 'Om magt i den antropocæne tidsalder', argumenterer han for, at samfundsvidenskabernes traditionelle magtanalyser er faldet af på den. Fremtidens studerende har brug for en rekalibreret model, hvis de skal komme på bølgelængde med den antropocæne tidsalder.

Naturen er trodsig

Traditionelt set opfatter samfundsvidenskaben magt som noget, mennesker har over hinanden. Magt er en form for social dominans, som kan være mere eller mindre direkte, men som kun findes blandt bevidste mennesker.

Men hvad skal man så sige om den forbandede SARS-CoV-2-virus, som tydeligvis udøver mere magt end de fleste statsoverhoveder? Eller de levende tarmbakterier, som er med til at regulere menneskekroppens humør? For slet ikke at tale om det utal af uforudsigelige dominoeffekter, som klimaforandringerne har sat gang i?

Naturen er begyndt at opføre sig trodsigt, og det er naivt at tro, at mennesker kan udøve reel magt uden hensyn til de ikke-menneskelige magtfaktorer. Det fører til dårlig videnskab og uduelig politik.

For enden af en længere teoretisk og idéhistorisk redegørelse finder Tønder alternativet: En nymaterialistisk magtanalyse, hvor skellet mellem natur og kultur kollapser til fordel for en erkendelse af, at hele verden består af fysisk materiale. Og magt er et potentiale, som findes i alt materiale – punktum.

Brug for forandring

Hvor de gamle modeller forsøgte at reducere verdens kompleksitet til klare formler, vil den lyttende og kontekst-afhængige nymaterialistiske metode have det hele med. Derfor vil kritikere nok også mene, at modellen bliver usystematisk og ikke kaster tilstrækkeligt brugbare her-og-nu løsninger af sig.

Men det lader til netop at være en pointe for Tønder. Den nye analyse er ikke bare plug and play i det eksisterende politiske system. Den kalder på forandring. Ligesom Thomas Hobbes’ analyse af magtens natur i enevældens Europa endte som et forsvar for den dominerende topstyring, peger Tønders analyse af den antropocæne tidsalder også på en anderledes politik.

For hvis verden er filtret sammen på kryds og tværs i gensidig afhængighed, handler politik om at tage hensyn og drage omsorg for netværket. Det gør man ved at lade så mange aktører som muligt komme til orde gennem opfindsomme demokratiske formater – uanset om det er dyrene, menneskene, bakterierne eller skovene.