Et glas vin sendte Zarah til den syriske grænse

Første gang Zarah Kirketerp-Møller besøgte en uregistreret flygtningelejr var i februar 2020.

Det var nær grænsen til Syrien, på en landmands lavtliggende marker. Præcis hvor vil hun ikke fortælle af hensyn til sikkerheden for de mennesker, der arbejder i lejren.

Det var koldt, vådt og mudret. Boligerne bestod af presenninger med madrasser på jorden. Der var ingen kloak eller adgang til rent vand. Møgbeskidte børn med snot løbende ud af næsen, hoste og hudsygdomme løb rundt i bare tæer og ødelagte sandaler. Og så var der lugten.

”Det er ikke kun lugten af skrald og lort. Jeg kan bedst beskrive det, som når man åbner en blespand. Det er sådan en råddenhed. Det er det hele – lugten af en flygtningelejr. Man finder den ingen andre steder,” siger Zarah Kirketerp-Møller.

Hun var der som nyansat sekretariatschef i ngo’en 5 Skoler, der bygger og driver teltskoler til uregistrerede syriske flygtningebørn.

”Vi kalder os selv en guerilla-organisation. Og det bliver vi ved med at være. Vi skal ikke være store,” siger Zarah Kirketerp-Møller og forklarer, at 5 Skoler, i modsætning til nogle af de store humanitære organisationer ikke bruger penge på administration, bygninger eller kontormøbler.

”Hvis vi får penge til en skole, så står der en skole ugen efter.”

Men alligevel. Selv en guerilla-organisation har brug for nogle, der kan planlægge og projektstyre. Og det var sådan, Zarah Kirketerp-Møller kom ind i billedet.

Jord under neglene

I slutningen af august 2019 mødtes Zarah med sin veninde Maren Elise Sjerlie Gilling til et glas vin på en bar på Gammel Kongevej på Frederiksberg. De kender hinanden, fordi de har børn i samme skoleklasse. Snakken gik på alt muligt. Deres børn, deres arbejde.

Zarah Kirketerp-Møller, der er uddannet cand.scient.adm., havde i 10 år arbejdet som konsulent på socialområdet i Deloittes glashus på Islands Brygge i København. 

Maren, der er uddannet lærer, havde tidligere på året grundlagt 5 Skoler efter at have opdaget et 'hul i markedet', som Zarah siger det. ’Hullet’ var, at uregistrerede flygtninge befinder sig i et vakuum, hvor FN ikke træder til, og store danske nødhjælpsorganisationer ikke opererer – hvorfor ingen sikrer flygtningenes rettigheder til fx mad, forsørgelse og uddannelse. 5 Skoler skulle hjælpe med sidstnævnte, men Maren var stødt på problemer.

Hun kæmpede med driften af ngo’en og fortalte Zarah om alt det, der var svært for hende: Logistik, fundraising, indkøb, administration. På papiret lød det noget nær umuligt, men for Zarah Kirketerp-Møller var det motiverende. Hun så muligheden for at ændre noget for flere hundrede børn.

”Så sad jeg og tænkte: Ved du hvad? Alt det du efterspørger, det kan jeg. Og det vil jeg gerne bidrage med.”

Zarah gik hjem og talte med sin mand om at kaste sig ud i projektet. Heldigvis – og på to sekunder – sagde han: ”GO!”. Det betød et farvel til tilværelsen som konsulent og fra september 2019 goddag til et – i starten – ulønnet job som sekretariatschef ved 5 Skoler.

I dag ligger hendes månedsløn på en brøkdel af det, hun tjente som konsulent. Hun arbejder cirka 40 timer om ugen. Oveni kommer rejsedage.

”Det er da en ofring. Og jeg kan godt være træt af ikke at have nogen penge. Men det er absolut det værd. Jeg kigger mig ikke tilbage og tænker, at det er en dyr ofring.”

Som konsulent kom hun længere og længere væk fra de udsatte børn, unge, voksne og ældre, som hun arbejdede med på socialområdet. I sit nuværende arbejde har hun mulighed for at følge en proces fra A til Z og se det endelige resultat.

”Jo højere op man stiger i graderne i konsulentverdenen, jo længere kommer man også fra slutbrugeren.”

”Mit konsulentarbejde var sjovest i starten, hvor jeg var ude at interviewe brugerne, observere og få jord under neglene. Det savnede jeg helt vildt meget. Og det har jeg nu – bogstavelig talt – jord under neglene.”

Mest for pengene

I Danmark har 5 Skoler til huse på en gratis kontorplads i et lyst storrumskontor hos kommunikationsbureauet Friday i København. Som sekretariatschef står Zarah Kirketerp-Møller for alt fra administration og fundraising til indkøb af telte, skoleartikler, undervisningsmaterialer og vinterstøvler.

Størstedelen af ngo’ens ressourcer kommer fra sponsorer og virksomheder, der arbejder pro bono.

Hvad har du lært i konsulentverdenen, og hvordan bruger du det nu?

”Projektledelse på alle ledder og kanter. Og det at være en problemknuser. At kunne tage en opgave af hvilken som helst karakter, kigge på den, bryde den ned i bidder, finde løsninger og så eksekvere.”

”Og hvordan vi prioriterer vores økonomiske ressourcer benhårdt. Vi kommer et sted, hvor der mangler alt. Alt mangler! Det tror jeg også, at jeg har været god til at komme ind og få struktur på.”

Ud over Zarah Kirketerp-Møller beskæftiger ngo’en grundlæggeren Maren Elise Sjerlie Gilling, der udvikler læringsplaner til flygtningebørnene, leder de lokale lærere og laver undervisningsmaterialer om flygtninge til danske skolebørn.

Dertil kommer en projektleder og seks skolelærere – alle syriske flygtninge med en universitetsbaggrund – der står for den daglige drift af skolerne i lejrene.

”At rykke fra glashuset og ud i et telt i en flygtningelejr kan lyde som en lang vej. Det følte jeg ikke, at det var. På en eller anden måde syntes jeg, at det lå lige til højrebenet. Det var ikke en svær beslutning.”

Tryghed i kaos

Turen i februar var Zarahs første møde med de børn, 5 Skoler forsøger at hjælpe.

”Når du kommer til sådan en lejr, ser du rigtig mange børn. Men du hører dem ikke. De løber ikke og leger. De løber ikke og griner. De er stille. De passer deres små søskende. Og så har de sådan et slukket udtryk i deres øjne.”

I starten har hendes og organisationens arbejde handlet om at gøre børnene trygge ved at gå i skole.

”De havde ikke alle lyst til at gå ind (i skolernes telte, red.). De havde dårlige minder om folk, der kom udefra.”

”Nu har de et sted at gå hen, hvor de kan være børn. De lærer at læse, skrive og regne. Men de lærer også at synge, danse og smile.”

Du siger, at nogle af børnene har dårlige minder om folk udefra. Hvad kunne det være?

”Der er nogle af de ældste børn, som husker tilbage, når vi spørger dem: ’Har I gået i skole?’ Det er der nogle, der har. Sidste skoledag kom ISIS, tog deres skoler og gjorde dem til hovedkvarterer. Den dag sidder i dem.”

”En pige fortalte, at læreren protesterede. Så tog en ISIS-kriger en saks og truede med at klippe lærerens tunge af, hvis han sagde mere.”

Nye mål

Bortset fra frivilligt arbejde på kontoret ved Læger uden Grænser i en periode på halvandet år har Zarah Kirketerp-Møller ikke tidligere været beskæftiget med humanitært arbejde.

Men hendes nuværende engagement har påvirket hendes holdninger og syn på tilværelsen, fra da hun arbejdede som konsulent. Hun har svært ved at relatere til mennesker, der bruger mange penge på fx biler eller restaurantbesøg. Og hun kunne ikke drømme om at ønske sig noget dyrt i fødselsdagsgave.

”En øvelse for mig er helt sikkert at acceptere, at andre mennesker ikke synes, at det her er lige så vigtigt, som jeg gør.”

”Det kan simpelthen ikke være rigtigt! At det er det bedste, vi kan gøre. At vi kan tillade, at der er hundredtusindvis – millioner – af flygtningebørn, der ikke går i skole.”

”Jeg har set det. Så er det også min forpligtelse at gøre noget ved det. Og den forpligtelse kommer jeg aldrig til at kunne smide igen.”

Fra tid til anden bliver Zarah Kirketerp-Møller mødt af mennesker, som bemærker, at hendes og ngo’ens indsats er nytteløs. Hun er klar over, at hun ikke kan hjælpe alle børn, men som hun siger:

”Det kan godt være, at det er en dråbe i havet. Men det er en dråbe af guld.”

Senest er det lykkedes at sikre midler til at betale lærernes løn i 2021, så de stadig har et job. Og børnene er sikret undervisning for endnu et år.

”Det er første gang, siden krigen begyndte for 10 år siden, at de her familier og de her mennesker har vidst noget som helst om, hvad næste år vil bringe dem. At de har en sikkerhed for næste år, er kæmpestort.”

I bund og grund er Zarah Kirketerp-Møllers holdning til børns uddannelse simpel.

”Børn er børn. Kan vi ikke bare blive enige om det? Det kan vi ikke diskutere. Og børn skal i skole. Slut, færdig, punktum.”