Det har altid været god latin at sige, at "et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.” Kunne man sige det samme om en fagforening?
Jeg har hele mit liv været medlem af en fagforening og en a-kasse. Men hvis man kigger på de forskellige grupperinger i samfundet, er det ofte de svageste, der ikke er medlemmer, og dette gælder også blandt akademikere: Det er de ledige, de fattigste, løsarbejdere, folk fra andre lande og folk, som er opvokset uden den sociale forståelse og bevidsthed, der er i at være medlem af en fagorganisation.
Det er jo et paradoks, at der stadigvæk er folk, der ikke forsikrer sig mod arbejdsløshed, når to års kontingent er betalt tilbage på én måned. Men de findes, og det er de mest udsatte arbejdere i vores samfund.
Djøf hjælper ikke bagudrettet, og det går især ud over netop de svage akademikere: De arbejdsløse, løsarbejderne, udlændinge etc. Har de fx haft et vikararbejde, hvor de blev underbetalt i februar, hvorefter de – måske efter samtaler med andre – beslutter sig for at melde sig ind i april, er det for sent: ’Desværre, vi hjælper ikke folk, der har problemer før indmeldelse.’
Det er dem, der altid bliver snydt, som I ikke vil hjælpe. De starter faktisk også hos jer bagud på point – som i resten af deres liv.
Kunne man forestille sig, at man gik til politiet, lægen, tandlægen, advokaten – ja, selv éns bank – som så svarede: ’Vi hjælper ikke med problemer, der er opstået før kontakt, synd du fik indbrud, men du skulle have henvendt sig til os før indbruddet for at registrere dit hus’?
Jeg ved, at forsikringsselskaberne har det sådan, men er Djøf et forsikringsselskab? Er det ikke snarere a-kassen, der har den rolle?
Så melder folk sig endelig ind, fordi de er blevet snydt, endelig er de kommet i fagforening – for så at opdage, at I ikke vil hjælpe dem med problemer bagudrettet. Men hvorfor ikke? Har vi ikke en lang tradition, og er Danmark netop ikke bygget op af fagforeninger, som altid har forsvaret de svageste, indført love og regler, der giver bedre løn, bedre arbejdsvilkår etc., så vi uden sammenligning er et af de bedste lande i verden for alle borgere?
Men så ikke helt, fordi der er den her gruppe af svage, som igen og igen falder igennem hullerne.
Jeg synes, I skulle overveje, om I ikke også har råd til at hjælpe de svageste akademikere i det her samfund – dem, som først melder sig ind, når der er problemer. Dem, som er ledige, som er løsarbejdere, og som altid bliver snydt. Jeg er sikker på, at det nok skal give pote på den lange bane, for hæver man barren forneden, hæver man den for alle.
David Stray Jørgensen er jurist
Svar fra Djøf
Kære David Stray Jørgensen
Tak for dit indlæg. Det er altid godt og nødvendigt at diskutere, hvordan vi indretter Djøfs tilbud og aktiviteter, så de bedst muligt imødekommer behovene hos forskellige medlemsgrupper – herunder de mest udsatte på arbejdsmarkedet.
Jeg er lodret uenig i, at Djøf i dag svigter de svageste akademikere. Djøf vedtog sidste år en ny kontingentstruktur, så studerende kan få et gratis medlemskab det første år, og erhvervsaktive betaler heller ikke kontingent de første tre måneder. Samtidig er Djøfs kontingent differentieret, så eksempelvis ledige betaler mindre end folk i job. En nyuddannet ledig betaler 147 kroner i kontingent i kvartalet – altså blot 49 kr. om måneden. Mindre end en pakke cigaretter. Andre ledige betaler 381 kr. i kvartalet – 127 kr. om måneden. Altså mindre end tre pakker cigaretter. Og kontingentet er fradragsberettiget.
Djøf har en meget bred vifte af tilbud og ydelser, der tager afsæt i, hvor medlemmerne er i deres liv og karriere. En nyuddannet har brug for andre tilbud end en 45-årig, der er i fuld gang med karrieren og måske overvejer det næste lederjob.
Uanset hvornår man har meldt sig ind i Djøf, kan man få adgang til individuel karrieresparring, mentorordninger, netværk, faglige arrangementer, rådgivning om jobsøgning, rådgivning om ferie, barsel, løn- og ansættelsesvilkår, gennemgang af ansættelseskontrakter mv. Ligesom vi politisk arbejder for bl.a. at forbedre rammerne for medlemmernes arbejdsliv.
Jo flere medlemmer, jo større gennemslagskraft og stemme får Djøf. Medlemsvækst sikrer også økonomisk råderum til kontinuerligt at udvikle og investere i Djøfs tilbud til medlemmerne.
Hvis vi ændrer reglerne, som du foreslår, så vi også hjælper nye medlemmer med faglige sager, der ligger forud for, at man har meldt sig ind, er jeg bange for, at vi fjerner en del af incitamentet til at være medlem af Djøf. Det vil derfor reducere Djøfs mulighed for at arbejde for bedre vilkår for alle. Og dermed også de svageste akademikere i Danmark.
Med venlig hilsen
Henning Thiesen, formand for Djøf
