Vi skal have et langt og godt arbejdsliv

Med regeringens udspil til 'en løsning for Arne' er der for alvor kommet fokus på pensionsalder og det lange arbejdsliv.

I Djøf har vi sympati for, at man kan have behov for at gå på pension nogle år før andre, hvis man er kommet meget tidligt ud på arbejdsmarkedet. Også selv om der næppe er mange akademikere, der får del i muligheden. Men tidlig tilbagetrækning kan ikke stå alene. Faktisk tydeliggør det behovet for at sikre, at de af os, der skal arbejde flere år, rent faktisk kan holde til det. Fysisk og psykisk.

Og uanset hvor pensionsalderen ender, skal det være attraktivt at arbejde frem til målstregen – eller lidt længere. Eller: I min optik burde pensionsalder ikke være en målstreg – det skulle gerne være sjovt og givende at gå på arbejde. Fordi vi skal have gode liv. Og fordi vi skal kunne finansiere vores velfærdssamfund.

Derfor er jeg glad for, at Djøf i vores strategi frem mod 2022 netop har sat fokus på det gode arbejdsliv. For uanset hvilken livsfase vi befinder os i, er der brug for balance og trivsel. Det kan være de unge, der lige er kommet ud på arbejdsmarkedet – eller kæmper for det, og som skal finde den rette balance mellem arbejde og fritid, egne ambitioner og arbejdspladsens kultur og forventninger. De midaldrende, der måske trænger til at give karrieren et eftersyn – der er stadig maaaaange år tilbage på arbejdsmarkedet. Og de ældre, som skal finde gode fleksible løsninger på at holde længe.

Som individer har vi selv et medansvar for at tage hånd om vores arbejdsliv. Og i Djøf arbejder vi hele tiden på at udvikle de rigtige tilbud og services til medlemmerne, så man altid kan få en karrieresparring, relevante kurser og netværk, der kan inspirere og motivere.

Men der er også brug for en indsats på den store klinge. Først og fremmest er der behov for et nyt syn på seniorerne – det er paradoksalt, at de/vi tilsyneladende betragtes som ringere arbejdskraft end de yngre.

Men mindst lige så vigtigt: Vi skal ikke acceptere – hverken på arbejdspladserne eller som samfund – at folk bliver slidt ned fysisk eller psykisk. Der er brug for en langt mere ambitiøs og målrettet forebyggende indsats. Herunder mere fleksibilitet i medarbejdernes forskellige livsfaser. Det kan være i form af fleksibel arbejdstid, bedre mulighed for efteruddannelse og måske også bedre muligheder for nedsat tid i den sidste del af arbejdslivet, så man kan trappe gradvist ned.

Faktisk vil jeg gå så vidt som at hævde, at fleksibilitet er en forudsætning for et længere arbejdsliv.