Ferien skulle give Henrik ro. I stedet blev han sygemeldt

”Men da jeg kom tilbage, var jeg på samme energiniveau som før ferien eller måske endda på et lavere. Det fornemmede jeg, at min chef var skuffet over,” fortæller han.

Nogle uger efter at han var vendt tilbage til arbejdet igen efter ferien, måtte Henrik sygemelde sig. I dag kan han se, at han skulle have sagt fra meget tidligere.

”Jeg forsøgte at holde fast alt, alt for længe. Jeg tænkte: 'Når bare lige vi når frem til næste weekend, så…' Da det ikke var nok, tænkte jeg: 'Når bare vi når frem til ferien...' Men det var først, da dét ikke hjalp, at det blev klokkeklart for mig, at jeg blev nødt til at sygemelde mig.”

Navnet Henrik har vi givet ham. Han vil nemlig gerne være anonym – der er for meget tabu omkring stress på djøf-arbejdspladser, mener han. Det vender vil tilbage til.

Én ting er dog sikker: Henrik er ikke alene. Efter sommerferien har Djøf oplevet en umiddelbart overraskende stigning i antallet af stresshenvendelser. De første to uger i august kontaktede 60 stressramte djøfere sig til Djøf. Og ligesom Henrik troede mange af dem ellers, at netop ferie ville være redningen, der lod dem komme til hægterne igen.

”Men faktisk betød ferien, at det blev endnu mere tydeligt for mig, at der skulle noget helt andet og mere til end ferie, og derfor endte det med en sygemelding,” fortæller Henrik.

Knuden i maven vender tilbage

Helle Hvilshøj, chefkonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv, er én af dem, der har haft samtaler med djøfere, som har oplevet, at deres stress ikke er forsvundet efter ferien. Eller jo, det kan godt være, at knuden i maven, den evindelige hovedpine eller de mange søvnløse nætter lidt efter lidt forsvinder i løbet af ferien. Men kun for at vende tilbage, når feriens afslutning nærmer sig.

”De når dertil, hvor de begynder at kunne trække vejret igen og måske også dertil, hvor de tænker, at det nok skal blive godt igen. Men i dagene op til, at de skal starte på arbejdet igen, får de et wake up call – symptomerne vender tilbage, og deres krop skriger, at de slet ikke skal tilbage,” fortæller Helle Hvilshøj.

Nogle bliver sygemeldt umiddelbart efter ferien eller kort tid efter. Andre hænger igen i med neglene.

Alle kan blive ramt

Det er dog ikke overraskende, at en ferie langtfra altid er nok til at få stresssymptomerne til at forsvinde helt, siger Helle Hvilshøj. Presset og belastningen har simpelthen stået på i for lang tid.

”Mange af dem, jeg taler med, fortæller om et langt sejt forløb inden. Nogle gange er det et år eller mere tilbage i tiden, hvor det stille og roligt er blevet værre. Det kan skyldes en ny chef, en degradering, følelsen af at være frosset ude eller uoverstigelige arbejdsbyrder,” fortæller Helle Hvilshøj.

Og der er desværre en del, som ikke får trådt på bremsen i tide – de er det udtrykte billede af den standhaftige tinsoldat, siger hun.

”Djøferne er bundloyale, de knokler alt, hvad de kan. De forsøger sig med forskellige konstruktive tiltag og dialoger med chefen. De gør deres ypperste, og at sygemelde sig er det sidste, de vil.”

De djøfere, der har henvendt sig om stress efter ferien, spænder vidt: Det er både unge og ældre, både mænd og kvinder, og både ledere og ikke-ledere, fortæller Helle Hvilshøj.

”Jeg har rådgivet flere af dem til at konsultere deres læge. Deres navigationssystem har været helt underdrejet, fordi de i for lang tid har ligget under et konstant pres.” 

Det skal du aldrig sige til en stressramt

Lige siden sin sygemelding er Henrik ofte blevet mødt med vendingen ’pas godt på dig selv’. Det irriterer ham – for er det virkelig ham, der skal passe på sig selv? Er det ikke i mindst lige så høj grad et organisatorisk og ledelsesmæssigt ansvar, spørger han.

Faktisk var det en tidligere chef, der kom ham til undsætning.

”Han har selv været gennem et grumt forløb, der endte med en længere stress-sygemelding, og han gav mig det utvetydige råd, at jeg skulle få sagt fra,” fortæller Henrik.

Det gjorde han så – men desværre i første omgang i form af en sygemelding. Hans råd til andre er at reagere, så snart der kommer fysiske symptomer på stress.

"Det dur ikke at spille helt og blive ved med at trække den. Det kan jo for pokker heller ikke passe, at du skal bruge alle dine weekender og ferier udelukkende på at forsøge at få fat med neglene igen. Og jo længere tid der går, jo længere tid ender du med at være sygemeldt, og jo længere er indfasningsperioden på arbejdspladsen bagefter – jeg taler af erfaring,” siger Henrik.

Selvom det skete sidste år, sidder det stadig i kroppen af ham.

”Jeg føler ikke, at jeg er fuldstændig mig selv endnu. Men spørgsmålet er, om jeg skal være mig selv igen. For man skal jo helst have lært noget af det, så man undgår at falde i det samme hul en anden gang.”

Frygten for at blive stemplet

Helle Hvilshøj fortæller, at det er den dyrekøbte erfaring hos mange, der er gået ned med stress: 'Jeg skal simpelthen lære at sige fra noget før.'

”Mange skal desværre ud i en voldsom mistrivsel, før de reagerer. Men vi burde jævnligt stoppe op og spørge os selv, om vi er på rette kurs – ikke kun i privatlivet, men også i arbejdslivet. Nogle gør det op til en MUS, fordi de tror, det giver en lille chance for at prikke til noget. Men det er er altså ikke nok at gøre det én gang om året – meget kan nå at løbe af sporet i løbet af et år.”

At mange djøfere bliver ved længere, end godt er, skyldes bl.a., at der er et tabu omkring stress, vurderer Helle Hvilshøj. Og det giver anledning til at vende tilbage til, hvorfor Henrik ikke optræder under sit eget navn.