Sådan kører man en ung djøfer helt i sænk

Fuldstændig enig med ovenstående skriv. Kan kun bekræfte at det også er tilfældet i det private. Har selv været nede og ramme bunden pga. for stort arbejdspres og gentagne uger med en ugentlig arbejdstid på 70 timer. Alt sammen fordi ledelsen ikke er klar over omfanget af de opgaver de uddelegerer.

Efter to år som dimittend - halvandet i fastansættelse, og de foregående tre som studentermedhjælper i lignende jobs og organisationer - kan jeg kun istemme mig hvert et ord. Og dét i det private.

En vanskelig start på arbejdslivet for nye dimittender grundet dårlig ledelse er desværre meget udbredt. Et forskningsprojekt udarbejdet af Cphbusiness fra 2018, har skabt indsigt i, hvad ledere af unge dimittender kan gøre for at "onboarde" unge bedre ind på arbejdsmarkedet. Det er et område der skal prioriteres. Gratis E-bog: https://issuu.com/rosendahls_online/docs/ledelse_af_unge_ii?e=31910048/59182770

Jeg kan næsten 1:1 underskriver på alt skribenten skriver om. Det hele er desværre hvordan også jeg oplever min arbejsdplads.

Jeg hæfter mig ved dette du skriver: "Jeg har senere erfaret, at der er rigtig mange dimittender, som går igennem en næsten obligatorisk stress-sygemelding inden for den første håndfuld arbejdsår"
Det håber og tror jeg ikke er rigtigt, eller mere en ny generation der ikke kan klare mosten. Jeg tror nærmere det er din undskyldning for, at kunne blå-stemple overfor dig selv, at melde dig syg.
Mange nye arbejder meget fint under press og korte deadlines, selvom at det kan være hårdt.
Jeg tænker at du skal finde dig et langt mindre presset arbejde, der er mere skabt til dig og din tolerance grad.
Held og lykke med det fremover.

Tankevækkende og meget genkendelig læsning! Jeg er selv uddannet i 2016 og har været igennem noget af det samme som du beskriver. Jeg er så træt af at få skudt i skoene at være en perfektionisk medarbejder, der skal lære at skrue ned for mine egne forventninger. Hvor ville jeg bare give min højre arm for en leder, der kan hjælpe mig med at prioritere og rent faktisk har tid til at have min trivsel udvikling i mit arbejde. Der ligger en stor opgave, når man ansætter dimittender, og et kæmpe potentiale, som mange arbejdspladser desværre negligerer.

I NGO-branchen er der også mange stresssygemeldinger og en del siger op uden at have et nyt job. Det er et krævende miljø med et grænseløst arbejde og store forventninger fra omverdenen, ledelse, kollegaer og en selv. Dertil kommer store udfordringer med finansiering, så medarbejderne er ikke kun i konkurrence med andre organisationer men også med de nærmeste kollegaer om ansættelse og forlængelse. Der er også mange nye ansøgere på spring.

Det lyder ikke som en rart arbejdsliv. Som ansat i politiet kan jeg (heldigvis for mig og forhåbentlig mine kollegaer) ikke nikke genkende til det beskrevne arbejdsliv. Måske jeg bare er heldig at have nogle ledere, som godt tør prioritere i arbejdsopgaverne. Det lyder til at være et gennemgående problem andre steder.

God beskrivelse. Min erfaring er at de erfarne overlever ved ikke at “gide” tage ansvar for andet end det der kan ramme den selv. Des mere man involverer sig i des mere skal stå til ansvar for.
Jeg er efterhånden selv en af de erfarne og undrer mig ofte over hvor lidt mine kolleger synes at fx oplæring af nye medarbejdere ikke bare er noget man skal bruge lidt tid på, men også må engagere sig i. Eller at strukturelle organisatoriske problemer skal løses på en måde der ikke bare er brandslukning - præcis som klummeskribenten oplever det.

Gengiver meget godt den 10-erfaring, jeg har fra det private og offentlige arbejdsmarked. Stadig djøf’er - men nu på et gymnasium, hvor der er gode kollegaer - og alt ikke måles i penge eller trufne afgørelser - og hvor der er plads til at have børn, selvom jeg stadig arbejder meget. Ærgerligt at man ikke kan bruge sin uddannelse som man egentlig gerne ville, fordi arbejdsmarkedet er så hårdt - og fordi der lægges vægt på kvantitet frem for kvalitet i mange offentlige myndigheder. Fatter ikke, at der ikke bliver gjort mere for det gode arbejdsmiljø og mindre stress på ‘djøf’-arbejdspladserne....

Det er ikke rimeligt at påstå de grundlæggende problemer, som meget fint beskrives i indlægget kun skyldes at skribenter er relativt ny på arbejdsmarkedet eller at ledere med en anden faglig baggrund end en selv ikke kan være en god leder. Vi har ALLE SAMMEN et ansvar for et godt arbejdsmiljø og holder hinandens trivsel i vores hænder.
Jeg kan fuldt ud genkende situationen fra min egen arbejdsplads og fra de sidste 4-5 ansættelser og jeg har været på arbejdsmarkedet siden 1998. Der er mange steder et virkeligt lemfældigt forhold til oplæring af nyansatte, og i hvert hos os (off. institution) kræver det lang og grundig oplæring at blive en effektiv medarbejdere uanset tidligere erfaring.
Og hvorfra kommer den rædselsfulde idé at vi når mere hvis vi ikke holder pauser (sammen)? Igen: vi har alle ansvar for at skabe sociale relationer til vores kolleger, som vi kan trække på, når det er svært.

Det er bestemt ikke kun i det offentlige, at det her er en meget præcis beskrivelse af dagligdagen.

Med 15 års erfaring fra 3 private virksomheder og reference til små 100 forskellige chefer (i alt), som er kommet og gået i ét væk eller jeg er blevet omorganiseret ind og ud af deres teams, så kan jeg skrive under på, at kronikken beskriver normalen.

Hvilket får mig til at påpege, at godt nok er de rutinerede ofte dem, der har tomme øjne, som det formuleres. Men uddanner skoler og universiteter overhovedet dimittender med de rette kompetencer? Hvordan kan man være fagligt usikker på sig selv efter knap 20 års uddannelse? (Så vil man nok heller ikke få meget ud af tre dages efteruddannelse på et dyrt DJØF kursus...) Og hvordan kan man have svært ved at lede sig selv og tilrettelægge sin egen indsats, efter et par sabbatår og dertil mindst 5 års universitetsuddannelse, hvor "ansvar for egen læring" er sat i højsædet?

Jeg føler virkelig med de unge dimittender, og jeg fraråder generelt ansættelse i min virksomhed, for der er ikke mange, der kan overleve. Men vi er nødt til at sige ordet "curlingbørn" også... De unge i dag har OVERHOVEDET ikke lært at slå sig på livet, mens de er små nok til at løbe hjem til de voksne og blive trøstet. Og lederne har altså en utaknemmelig opgave også, når de ansatte ikke kan løse deres opgaver og ingen har et pengetræ. At lederne så ofte heller ikke selv ved, hvad de laver, hjælper ikke.

Jeg tror ikke, at det har noget at gøre med at være "curling-barn", men simpelthen handler om, at det er meget ubehageligt at skulle træffe vanskelige og vigtige afgørelser (der i nogle tilfælde kan have altafgørende betydning for modtageren i den anden ende) når man ikke har fået en tilstrækkelig oplæring. Det er almindeligt kendt, at det er en stor stressfaktor, især når man er en ansvarsfuld person. Resultatet af dårlig oplæring er dårlige afgørelser, hvilket også er stærkt bekymrende for borgernes retssikkerhed, hvis man sidder og træffer afgørelser ved en offentlig institution.

Dårlig ledelse er vist ret udbredt - jo større organisationen er, jo mindre fokus ser der ud til at være på, om de ledere, der bliver rekrutteret, faktisk kan lede. En del offentlige ledere synes at have "distanceblænding" og "ambitioner, der rækker videre end talentet" som deres mest prominente kompetencer. Så længe der ikke bliver stillet krav til direktionerne om at stå til ansvar for organisationens ledelsesevne generelt, både personalemæssigt og fagligt, må man stemme med benene. Ingen grund til at blive så længe, at man blive syg.

Hvor er det rigtigt - har oplevet det både i kommune, stat og region. Ledelse kræver ledere, som interesserer sig for mennesker, og som har tid til at tale med sine medarbejdere. Og der kræver tid og prioritering i kalenderen.
Men de fleste ledere bliver ledere fordi de er dygtige på et fagområde, og som de ender med at bruge det meste af tiden på.

Supervigtig historie. Den passer også spot on på den styrelse, som jeg arbejder i. Her krydret med ledelse, der i stedet for at reagere på medarbejdernes frustrationer, ignorerer episoder og forhold, som er helt uacceptable på en arbejdsplads, laver processer for dét de (tror de) kan forholde sig til, og beder medarbejderne om at tage ansvar for arbejde og relationer, som de ikke har redskaberne til eller "magten" til at gøre noget som helst ved. Det er ganske rystende, og der er mange tomme blikke. Jeg vil endda vove at påstå, at de tomme blikke ofte tilhører de ikke-nyuddannede, fordi der er så meget resignation, som en ung med lyst til at gøre en forskel ikke er overmandet af endnu.

Samme erfaring har jeg også fra en styrelse. Og selvom der er stor personaleomsætning og ledermålinger i bund, så får chefer lov til at fortsætte med at køre medarbejdere i sænk - bl.a. ved at lægge eget ansvar over på medarbejdere, som ingen "magt" og mulighed har for at løfte det ansvar og ved at være fuldstændig inkonsistent i sine ønsker og ved netop at forvente, at nye medarbejdere bare lærer det hele af sig selv. Også interessant at man tror, at verbale tæsk, som det beskrives i artiklen og som jeg selv har oplevet er vejen frem til større læring.

Det gælder desværre også for kommuner

Desværre genkendeligt. DJØF og det offentlige bør kigge sammen på problemet.

Departementerne er generelt helt værst.

Generelt bliver det blot værre og værre og mindre attraktivt at arbejde

Tingene har tydeligvis ikke ændret sig meget i Ankestyrelsen...

Jeg får dog også fornemmelse af, at skribenten kommer fra en generation som forventer at være pakket i vat og at artiklen gennemsyres af en god del naivitet.

Det er både hårdt og svært at starte som ny og man begår mange fejl. Det tror jeg alle kan skrive under på.

Du får fornemmelsen af, at skribenten kommer fra en generation, som forventer at være pakket i vat, etc...
Så dit indspark til artiklens indhold er, at unge er svage og naive? Og at alle nyansatte har det hårdt?
Hvis du ikke har stødt på de problemstillinger og forhold, som nævnes i artiklen, så burde du nok have holdt tand for tunge i stedet for, for det du bidrager med har da ingen relevans.

Det er trist læsning, men desværre meget genkendeligt. Hverdagen ER overdynget med hastesager! Der er sjældet tid til fordybelse, som de eksterne krav, efter adskillige sager om svindel, kræver. Herudover træffes der adskillige ledelsesbeslutninger uden hensyntagen til den arbejdsmænge der spreder sig som ringe i vandet. Det være sig organisationsændringer, flytten rundt på sager og finanslovskonti mellem styrelser og/eller departementer osv.
Emnet bør klart drøftes! Så tak til den modige unge skribent,

Jeg har også en leder, med en anden faglighed end min. Det er dybt frusterende!

En meget genkendelig historie - også i den private sektor.