Milepæl

Djøf har rundet medlem nummer 100.000

01-09-2020
2 min.
Djøf-formand Henning Thiesen er glad for at se, at der kommer mange nye studerende til som medlemmer i øjeblikket. "Men vi er meget bevidste om, at det ikke er en selvfølge, at de studerende og nyuddannede vælger at melde sig ind," siger han. Foto: Morten Holtum

Siden 2009 har Djøf villet nå 100.000 medlemmer, og det lykkedes i slutningen af august i år. Til forskel fra 2009 er der nu næsten lige så mange privatansatte som offentligt ansatte medlemmer.

I 2007 kunne Djøfbladet fortælle, at medlem nr. 50.000 netop havde meldt sig ind i Djøf. Siden dengang er det kun gået fremad: De seneste 10 år har Djøf haft en årlig vækst i medlemstallet på mellem 1,5 % og 4,7 %.

I slutningen af august i år rundede Djøf medlem nr. 100.000 – et mål, der blev sat tilbage i 2009, da Djøf fusionerede med C3 (Civiløkonomerne), og med ét hug blev knap 14.000 medlemmer ’rigere’.

Men ikke alene voksede Djøf markant efter fusionen med C3 – det gav også langt flere privatansatte medlemmer.

I 2007 var 34 % af de erhvervsaktive Djøf-medlemmer ansat i den private sektor. I dag nærmer den fordeling sig fifty-fifty. I skrivende stund er 54 % af de erhvervsaktive i den offentlige sektor, mens 46 % er privatansatte.

Men hvad skyldes medlemstilvæksten? Nana Wesley Hansen, lektor på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, har et par bud.

”Akademikerarbejdsmarkedet er i vækst, og det gør jo, at de akademiske organisationer har et større medlemsgrundlag. Samtidig er akademikerne relativt gode til at organisere sig og dermed melde sig ind i en faglig organisation. Og det giver dem større styrke og volumen som fagforeninger.”

Men så er spørgsmålet – får man også nok unge med, spørger Nana Wesley Hansen. Hun har ikke selv svaret, men hun vurderer, at der godt kan ligge en udfordring dér. 

125.000 om fem år

Djøf-formand Henning Thiesen medgiver, at det er vigtigt at have fokus på de unge medlemmer og unge potentielle medlemmer.

”Med næsten 24.000 studentermedlemmer har Djøf et godt tag i de studerende. De strømmer ind i meget stort tal, men vi er meget bevidste om, at det ikke er en selvfølge at de studerende og nyuddannede vælger at melde sig ind i en faglig organisation. Eller forbliver medlemmer.”

Derfor peger han på, at Djøf netop har vedtaget at tilbyde et års gratis medlemskab til studerende.



”Så kan de lære Djøf at kende og nå at stifte bekendtskab med vores mange forskellige tilbud. Og det handler om langt mere end at tilbyde en fordelagtig studiekonto og rabatter på studiebøger og forsikringer,” siger Henning Thiesen.

Men hvad er det så, det handler om?

”Det er i høj grad et spørgsmål om at åbne deres øjne for værdien af at være en del af et ambitiøst fælleskab, der kan bistå det enkelte medlem, når det gælder job, løn og karriere. Det er klart, at jo flere vi er, desto større indflydelse kan vi få, når det handler om at påvirke rammerne om fx de studerendes trivsel og studiekvalitet.”

Målet 100.000 er altså nået. Men Djøf har ambitioner om mange flere medlemmer.

Ifølge Djøfs nuværende strategi er målet at nå medlem nummer 107.000 i år 2022. Og på den længere bane er pejlemærket en medlemsskare på 125.000 i år 2025. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.