"Du er den mest danske perker, jeg kender"

Jeg har observeret, at racisme ikke fylder så meget i debatten herhjemme, når det handler om folk fra Mellemøsten. Om os, der er brune. Men når der sker noget med sorte mennesker i USA, får det en helt anden betydning. Folk kan godt lide rap, R&B, og meget af det, som sorte repræsenterer i USA, det er på en eller anden måde lettere at forholde sig til. Jeg havde engang en diskussion med en, der var provokeret over, at minoritetsdanskere kaldte deres børn udenlandske navne. Men der er jo ikke rigtigt nogen, der bliver provokeret over, at man kalder sin søn for Charlie. Eller sin pige for Zoe. 

Min far kom til Danmark fra Tyrkiet i begyndelsen af 80’erne. Han havde ikke fået nogen uddannelse, de var 11 børn i familien, og han ville til Danmark og skabe et nyt liv. Han ville tjene penge. Han mødte min mor i Tyrkiet, og hun kom hertil i 1986. De fik min ældste bror i 1987, min næstældste i 1990, og jeg blev født i 1995. Vi har alle tre fået en universitetsuddannelse. Det er ikke tilfældigt. Mine forældre ville have, at vi skulle have flere muligheder, end de havde haft.

Min mor kommer fra en meget veluddannet familie, men blev ligesom min far taget ud af skolen tidligt, fordi hun skulle hjælpe med at passe sine små søskende. De var otte børn i alt. Hun nåede at have forskellige job i Danmark, inden hun blev sygemeldt for få år siden. Min far prøvede også lidt forskelligt. På et tidspunkt havde han et pizzeria, i dag har han en take-away-restaurant i Værløse. Der står han fra 10 morgen til 22 om aftenen, alle ugens syv dage. Han arbejder ca. 90 timer om ugen og holder meget sjældent ferie.

I de første år boede vi i Farum Midtpunkt, der dengang var lidt som Gellerupparken. Mine forældre kunne hurtigt se, at der var en integrationsudfordring, og de var bange for, at det skulle ende galt. Derfor købte de et hus i den østlige del af Farum, og vi tre drenge kom på privatskole.

Jeg synes ikke, det er smart, at nogle skoler har 90 % brune, men det er heller ikke sjovt at være den eneste. Det var jeg indtil 8. klasse, hvor min fætter begyndte i parallelklassen, for nu at gøre billedet helt stereotypt.

Jeg blev ikke mobbet, det ville være respektløst at sige det over for alle dem, der rent faktisk bliver det, men jeg blev defineret ud fra min hudfarve, og jeg oplevede en hverdagsracisme. En slags hyggeracisme. Vildt, at vi har sådan et ord på dansk, ik'?

I 6. klasse havde jeg en konflikt med én fra klassen. Han kaldte mig perker, og jeg forstod det ikke. Jeg er jo født i Danmark. Bagefter i dansktimen skulle vi diskutere, om jeg var dansker eller ej. Klassen blev delt i to, den ene halvdel mente ikke, jeg var dansker, og resten sagde ikke noget. Kun min klasselærer mente, at jeg var dansker. Det er oplevelser som den, der gør, at jeg fra barnsben har haft en følelse af at være anderledes. Jeg følte en skam over min hudfarve. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg kunne vende det til noget positivt, dét med at være anderledes. Nu er jeg stolt af at være minoritetsdansker med kurdiske rødder.

I 6. klasse havde jeg en konflikt med en fra klassen. Han kaldte mig perker, og jeg forstod det ikke. Jeg er jo født i Danmark. Bagefter i dansktimen skulle vi diskutere, om jeg var dansker eller ej. Klassen blev delt i to, den ene halvdel mente ikke, jeg var dansker, og resten sagde ikke noget. Kun min klasselærer mente, at jeg var dansker. Det er oplevelser som den, der gør, at jeg fra barnsben har haft en følelse af at være anderledes. Jeg følte en skam over min hudfarve. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg kunne vende det til noget positivt, dét med at være anderledes. Nu er jeg stolt af at være minoritetsdansker med kurdiske rødder.

Jeg var ikke superdygtig i gymnasiet. Der gik måske lige lovlig meget fest i den, så da jeg kom på universitetet, besluttede jeg at give den en skalle. Jeg var flittig, og det gav gode resultater. Efter andet semester fik jeg studiejob i Udlændingestyrelsen, jeg tror, at jeg var den første på årgangen, der fik studierelevant arbejde. Der var flere, der spurgte:

Det er ikke så meget anderledes, end hvad jeg tidligere har oplevet. Jeg kender min kammerat, og jeg ved, at han ikke mente noget racistisk med det, tværtimod tror jeg, det var ment som en slags ros. Men jeg vil jo bare gerne have lov til at være mig selv.

Du kan sagtens sige noget racistisk uden at være racist. Ligesom du også kan være racist uden at sige noget racistisk. 

Jeg har flest hvide venner. Når jeg er sammen med mine brune venner, taler vi om noget andet, end jeg gør med mine hvide venner. Jeg undgår altid at tale om racisme med mine hvide venner, for det kan de ikke rigtigt finde ud af. Eller også er det sådan noget med: ”Kan du ikke fortælle om nogle episoder, hvor du har oplevet det?”

Jeg har egentlig ikke så meget lyst til at fortælle om enkelte episoder. For det første giver det mig et ubehag at tale om det. Jeg bliver ked af det. For det andet har jeg ikke lyst til, at andre skal vurdere, om de nu også synes, det var racistisk. Jeg bryder mig ikke om, at personlige episoder skal vurderes af andre som en slags folkejury. Der er også en tredje grund til, at jeg ikke bare vil lade det handle om enkelte, isolerede episoder, og det er, at det let kan afspore debatten. Vi skal gerne dybere ned end bare at lade sig forarge over, at jeg og en række andre er blevet hængt ud på Facebook.

Men okay, nu er det jo det, vi taler om, så her kommer et par eksempler: Min far havde et pizzeria og en varevogn, der hørte til. Og en morgen var der nogen, der havde lagt en lort på kølerhjelmen. 
Vi boede i det østlige Farum som de eneste brune i det lille kvarter med rækkehuse, og vores hus var det eneste, hvor der systematisk blev lavet hærværk. Stakittet blev smadret, og der blev malet graffiti på muren. Sådan noget. På et tidspunkt havde min far sparet sammen til en stor Mercedes. Så spurgte folk:

Det er en misforståelse, at man ikke må spørge: 'Hvor er du fra, eller hvor stammer din familie fra?' Det har jeg da overhovedet ingen problemer med. Vi lægger jo også mærke til, om folk er høje eller lave, har rødt eller brunt hår. Det vigtige er ikke, om jeg bliver kategoriseret som brun med rødder i Kurdistan, for det er en overfladisk karakteristik, der svarer til, at en lyshåret dansk kvinde bliver kaldt blondine. Men debatten er kommet derhen, hvor man lige pludselig ikke må lægge mærke til, om folk er hvide eller brune, og det er så forkert. Men det er desværre rigtigt, at meget af min adfærd bliver defineret ud fra min hudfarve. Det er dér, problemet ligger.

Der er et konstant fokus på sange, statuer, kostumer og politivold, men den reelle diskrimination er på job- og boligmarkedet, i den økonomiske ulighed og i den generelle accept af at en række borgere lever under vilkår, der er så kummerlige, at Institut for Menneskerettigheder karakteriserer dem som grundlovsstridige.

For slet ikke at tale om Udrejsecenter Sjælsmark, hvor forholdene ifølge Dansk Røde Kors er så ringe, at seks ud af 10 børn får diagnoser. Det er vilkår, man aldrig ville tillade for etnisk danske børn. 

Den identitetspolitiske venstrefløj prøver at sammenligne problemerne i USA med Danmark. Det giver ingen mening at adoptere de lidelser. Ligesom det heller ikke giver mening, når højrefløjen fokuserer på Bwalya Sørensen (talsperson for Black Lives Matter i Danmark, red.), når det er helt tydeligt, at hun frastøder langt flere, end hun samler – også på venstrefløjen. Debatten bliver hele tiden afsporet. Den nuancerede diskussion ville være langt mere samlende, men det er sjældent, vi når derhen. Vi er nødt til at komme dybere ned og finde en løsning på, at sådan en som mig skal sende 52 % flere ansøgninger for at få et job og 27 % flere ansøgninger for at få en bolig end en etnisk dansker.

Følelsen af at være en minoritet vil altid være der, for jeg bliver aldrig etnisk dansker, og jeg bliver heller aldrig så kurdisk som mine forældre. Og uanset hvad jeg gør, vil jeg altid være defineret ud fra min hudfarve. Det er det, vi skal væk fra.