Alternativt studiejob

Studiejob: Aktiehandler

26-08-2020
2 min.
Jakob Kaae Haussmann nyder friheden ved at handle med aktier.  Privatfoto

Ved siden af studierne investerer 21-årige Jakob Kaae Haussmann i aktier. Det hele begyndte med et computerspil. Og indtil han begyndte på CBS, har han haft et ret usædvanligt job for at skaffe penge til sine investeringer.

Jakob Kaae Haussmann er til dagligt 1. semesterstuderende på International Business ved Copenhagen Business School, og så handler han med aktier – og han er god til det. Interessen opstod, da han som barn spillede computer. 

”Da jeg var lille, spillede jeg en del World of Warcraft, og her var jeg – lidt atypisk for andre spillere – vild med delen 'Auction House', og interessen for aktiehandel blev nok sået her. I 'Auction House' skulle man købe og sælge ting, og jeg endte med at blive sindssyg rig i spillet, men jeg var ikke særlig god til resten. Jeg syntes bare, det var sjovt at handle,” forklarer Jakob Kaae Haussmann.

Skaffede penge som skraldemand

De første erfaringer med aktiehandel blev skabt under et udlandsophold efter folkeskolen. Destinationen var Texas, varigheden et år, og Jakob Kaae Haussman handlede lidt med aktier i øst og vest – uden rigtig at vide det helt store om det. Da han kom hjem, begyndte han for alvor at gøre noget ud af sin interesse.

”Efter jeg havde handlet lidt selv, søgte jeg råd og vejledning hos 'aktieguruer' på markedet for at blive klogere på deres strategier, men det viste sig hurtigt, at deres strategier ikke passede til mig. Fra midten af 2017 og til og med 2018 begyndte jeg at lave statistiske analyser på egen hånd, og fra slutningen af 2019 er jeg gået fuldt ind i aktiehandel,” fortæller han.

For at kunne satse helhjertet på aktiehandlen arbejdede Jakob som skraldemand, mens han gik på HHX samt i sit netop overståede sabbatår.

Flot afkast

Jakob Kaae Haussmann handler for det meste stabilt og relativt sikkert med en risiko på 2 procent. Dette betyder, at hvis han taber, når han handler, er det ”kun” 2 procent af det investerede beløb. Han vil ikke fortælle om sit afkast i kroner og øre, men for 2020 har han indtil videre scoret en gevinst på 360 %.



Han er meget bevidst om branchens hårdhed, som ikke er for alle.

”Man skal ikke handle med aktier for pengenes skyld. Du lægger sindssyg meget tid i det, og det er en hård og brutal branche, hvor man kan tabe det hele på gulvet, hvis man – modsat mig – vælger at handle med stor risiko. Jeg synes, det er sjovt at handle med aktier, og jeg nyder den store frihed. Andre vil nok hellere prioritere et regulært studiejob med større sikkerhed," siger han.

Vil blive i trading-branchen

Jakob Kaae Haussmann mener ikke, at han har behov for et traditionelt og studierelevant job. Han er på CBS for at suge ny viden til sig, så han kan arbejde i trading-branchen efterfølgende. Men han er også på uddannelsen for at kunne etablere et stærkt netværk og måske møde en kommende forretningspartner.

”Jeg er på CBS for at blive klogere, men også for måske at kunne finde en god samarbejdspartner, der kan noget, jeg ikke lige kan. Det kan fx være en god programmør eller lignende, hvor vi så kan starte noget op. Jeg ved, at der er en forening på skolen med navn CBS-Trading, og dén kunne være et godt udgangspunkt," siger han. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.