"Uden hushjælp ingen karriere!"

Jeg fik tre børn i studietiden, så jeg havde fire børn, da jeg blev færdig som jurist. Det var ideelt at få børn i studietiden, for jeg kunne komme og gå, som jeg ville. Jura var nærmest et halvtidsstudium, og jeg kunne sagtens fortsætte på universitetet igen, en måned efter at jeg havde født. Min yngste søn kom til verden midt i afgangseksamen, så jeg måtte have en uges udsættelse.

Vi havde ung pige i huset i 12 år, og det er en af mine kæpheste: Uden hushjælp ingen karriere! Det, der engang blev sagt om, at ”de rige mokker skal ikke have tyende”, det kan overhovedet ikke forenes med idéen om, at vi skal have flere kvinder ind på ledelsesgangene og i bestyrelserne. Det handler ikke bare om måltidskasser – nogen skal holde hjemmet kørende, så både manden og kvinden kan bruge deres hjerne og energi på arbejdet. Jeg forstår ikke den modstand mod hushjælp; det er mangel på respekt for husligt arbejde, som også ville være godt for unge, der skal uddanne sig til fx pædagog eller sygeplejerske.

Min første stilling var som advokatfuldmægtig. Til samtalen var jeg højgravid med mit fjerde barn og måtte ud at købe ny kjole. Jeg fik jobbet foran en mandlig ansøger, da jeg havde 1. karakter og han kun 2. karakter. De havde også prøvet at have en kvindelig fuldmægtig før, hvad der var en sjældenhed. Jeg stod der 14 dage, før jeg skulle tiltræde, for jeg kunne simpelthen ikke vente med at komme i gang. Jeg havde ikke lyst til at gå hjemme, for jeg ville have følt mig som en fugl i et bur.

Jeg vidste, at jeg skulle specialisere mig, for ellers var jeg som kvinde kun kommet til at sidde med ægteskabssager og børnesager. I dag har alle advokater specialer, men dengang måtte man end ikke reklamere med særlige fagområder, for det var i strid med de advokatetiske regler.

Efter fuldmægtigtiden blev jeg lektor på universitetet og underviste i skatteret, som jeg havde kursusfag i. Da der ikke var nogen lærebog, skrev jeg én – på 700 sider – sammen med to fra Handelshøjskolen. Det var så sjovt! Nogle af elementerne fra den tid indgår fortsat i ’Lærebog om Indkomstskat’, og opbygningen er stort set fastholdt.

At undervise og forske på universitetet var ikke lige mig, selv om det var rigtig interessant at være der i 1970'erne med skiftet fra professorvælde til ny styrelseslov, og man pludselig skulle til at opdyrke et demokrati. Det var meget spændende, men også lidt forstyrrende og tidkrævende.

Klientkontakten i advokatbranchen er dybt fascinerende. Der ringer en mand fra en virksomhed med et problem, og så skal man løse det i tæt samarbejde. Det der samspil, hvor man både skal være lydhør og være talerør for klienten, og han skal have tillid til én – det er dybt fascinerende. Dét at man hele tiden skal sætte sig ind i en situation og overbevise sin omverden om, hvordan det forholder sig, det er lige mig. Jeg er ret god til samarbejdet med klienten, og jeg fatter ret hurtigt, hvad det går ud på, og hvad min rolle skal være. Det er noget af det, jeg savner mest ved ikke længere at være advokat.

Det har været så skønt at arbejde sammen med min yngste søn, Øjvind, og hans advokatfirma, Hulgaard Advokater i Kolding og Aarhus i 18 år, efter at jeg holdt op hos Bech-Bruun. Og jeg er rigtig glad for, at jeg ikke skulle gå som 62-årig eller 70-årig, men kunne drosle gradvist ned, til jeg fyldte 80 år. Jeg har haft vanvittigt interessante sager og ikke bare siddet og nusset med noget. Senest har jeg været bisidder i Skattekommissionen, og jeg har været så heldig, at de unge i firmaet har gidet at lytte og spørge den her ’omvandrende historiebog’ til råds.

Danmarksmester i bridge har jeg været flere gange sammen med min mand, der var praktiserende speciallæge og døde for fem år siden. Vi blev også nordiske mestre, og vi var til VM i Beijing. Bridge er dybt fascinerende. Det skærper éns hjerne og logiske sans, og man trækker lidt på de samme ressourcer, som når man arbejder som advokat.

Jeg skal bruge for meget energi på ikke at begå fejl nu, så det var tid at holde op som advokat. Jeg vil også gerne bruge tid på noget andet – især at skrive om min mor, som måtte flygte til Sverige under 2. Verdenskrig. Min far, som blev taget af tyskerne og kom hjem med De Hvide Busser, skrev sine erindringer, men der er kun skrevet ganske lidt om min mor, og det synes jeg er vigtigt at få gjort.