Kunsten at klæde sig korrekt på kontoret

Nogle vil mene, at det var bemærkelsesværdigt, at de ikke bar høje hæle, og at deres mandlige kolleger måske godt kunne have taget sig tid til at binde et slips, nu hvor en ny kommission endelig var samlet.

Hvordan de – og vi – klæder os på, når vi går på arbejde, debatterer vi gerne, og det kom senest til udtryk, da vi i juniudgaven af Djøfbladet bragte en lille notits fra en klumme i netmediet Quartz at Work. Klummens forfatter, en kvindelig CEO, skrev, at kvinder muligvis havde draget nogle ligestillingsmæssige fordele af coronakrisens mange digitale møder, bl.a. fordi de ikke skulle tænke så meget på deres påklædning.

Notitsen blev sidenhen delt på LinkedIn, hvor flere kritiserede den. For hører det ikke et forhistorisk kvindesyn til at mene noget om, hvordan kvinder skal klæde sig? På samme vis kan man spørge, om slipset ikke også efterhånden er passé? Og shortsene – hvorfor må mænd ikke have shorts på, når hele kontoret sveder midt i juli, mens de kvindelige kolleger må have bare ben?

Minimand eller forfører?

Søger man på Google, finder man overskrifter som ”Sommer på jobbet: Sådan må mænd og kvinder gå klædt”, ”Fem nemme modetips til businesskvinden” og ”Hvordan skal karrierekvinden klæde sig: Minimand eller forfører?”

De mange velmenende råd, som journalister og folk med forstand på god stil har brugt deres tid på, har formentlig været nødvendige, fordi vi ikke bryder os om egentlige regler for påklædning herhjemme. Det fortæller etnolog Helle Leilund.

I sin ph.d.-afhandling undersøgte hun bl.a., hvordan en arbejdsuniform påvirker den enkelte medarbejder og virksomheden i firmaer som DSB og Postnord, hvor det er obligatorisk for mange medarbejdere at arbejde iklædt uniform.

Men for de medarbejdere, der ikke får udstukket en dresscode, er det op til den enkelte at finde en passende påklædning. Det vil for de fleste handle om at klæde sig på, så man føler, at man passer ind blandt sine kolleger. Ifølge Helle Leilund vil det formentlig på en typisk djøf-arbejdsplads betyde, at man klæder sig mere traditionelt og ikke tager noget meget vildt og outreret på, fordi man som udgangspunkt ikke ønsker at skille sig ud, mens det samme tøj i eksempelvis reklamebranchen modsat vil blive betragtet som helt utroligt kedeligt og konformt.

”Men uanset hvilken jobfunktion du har, forsøger de fleste at klæde sig, således at deres tøj understøtter den person, de gerne vil være, deres faglige seriøsitet og de kompetencer, de har. Du kommer jo ikke i stiletter, hvis du skal grave en brønd,” siger hun.

Business-shoppere

Helle Leilund fortæller også, at vi i Danmark er mindre strikse i forhold til vores syn på, hvad der er korrekt påklædning på en arbejdsplads, end man er i fx Storbritannien eller USA. Et amerikansk studie fra 2006 viste eksempelvis, at både kvindelige og mandlige ledere brugte deres påklædning til at imponere. Det viste også, at respondenternes påklædning påvirkede deres følelse af at være venlige, kompetente og produktive.

Vi har dog ikke altid været så afslappede herhjemme. Kom en kvindelig bankansat på arbejde i bukser i 1960’erne, blev hun sendt hjem igen for at skifte til nederdel. Banken skulle være et ordentligt sted med styr på etiketterne, men i løbet af 70’erne kunne den profil efterhånden kombineres med kvindelige ansatte i bukser. 

En af grundene til, at vi i dag er mindre strikse, kan ifølge Helle Leilund være, at man i lande med større sociale forskelle end i Danmark oftere foretager en længere rejse op gennem det sociale hierarki, i takt med at éns karriere udvikler sig. Her kan man have brug for professionel hjælp til den rette businesspåklædning, fordi man ikke nødvendigvis har viden om at sætte tøj ’rigtigt’ sammen med hjemmefra. Der findes ikke blot personal shoppers, men også business-shoppers, og langt flere regler end i Danmark.

”På de fleste danske arbejdspladser, som ikke bruger uniform, er man ikke glade for at have regler, der er for håndfaste. Fordi reglerne er uskrevne, bliver det i stedet noget, som den enkelte medarbejder skal fornemme sig frem til,” siger Helle Leilund.

Det kom også til udtryk i forsommeren 2018, hvor Jyllands Postens chefredaktør sendte en skriftlig løftet pegefinger rundt i mediehuset, efter at temperaturerne havde fået de ansatte til at klæde sig let. Chefredaktøren skrev, at de mandlige ansatte ikke skulle gå i shorts, men kvinderne måtte derimod gerne gå i knælange kjoler. Han bad til, at den sunde fornuft måtte vinde indpas.

Vestagers kjoledynasti

Hvis den sunde fornuft råder på danske arbejdspladser, er den mange steder, at kvinder må gå med bare ben, mens mænd ikke må. Marie Riegels Melchior, der er lektor i europæisk etnologi ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet og forsker i modens kulturhistorie, er ikke overbevist. 

”Hvis der ikke er restriktioner, må mænd jo også godt gå i t-shirts og shorts, men mange kvinder går mere feminint klædt end mænd,” siger hun, og kjoler bliver trods alt i vores tid betragtet som et feminint stykke tøj.

Men forskning viser også, at kvinder bedømmes mere på deres udseende og påklædning, end mænd gør, ligesom kvinder oftere end mænd oplever sexistiske kommentarer om deres påklædning. 

”Det er en hårfin grænse, i forhold til hvem man er som person, der afgør, om påklædning for en kvinde bliver til et problem med chikane, eller om hun hviler så meget i sig selv, at der ikke er nogen, der stiller spørgsmålstegn ved det,” siger Marie Riegels Melchior og fremhæver Margrethe Vestager, der er kendt for altid at gå i kjoler – gerne farverige og mønstrede. 

”Hun går ikke klædt, som man ville forvente. Hun viser sin personlighed, men uden at vise sin privathed. Det gør hende hverken mere eller mindre magtfuld, fordi der er en utrolig sikkerhed i hendes måde at træffe sine tøjvalg på.”

Men er den hårfine grænse for tøjvalg så mere hårfin for kvinder end for mænd?

”Helt principielt vil jeg sige nej, men vi kan måske være oppe imod mere indgroede og reproducerende forestillinger om kvindelighed og femininitet, som både mænd og kvinder reproducerer,” siger Riegels Melchior.

Jakker giver autoritet

Det har Stine Bosse også oplevet i sin karriere, hvor både mænd og kvinder har bedømt hende på hendes tøj. Dog har hun især oplevet, at mænd har komplimenteret hendes tøj. 

”De gør det i den bedste mening, som de vil gøre det med deres sekretær, men det kommer til at virke forkert. Jeg kunne aldrig drømme om at sige til en mand, at ’det er vel nok et smukt jakkesæt, du har på,’ for det gør man bare ikke. Det er irrelevant, når man træder ind i et professionelt rum, hvor alle ved, at du skal anerkendes for det, du kommer til fadet med – ikke det tøj, du har på,” siger hun. 

På sin vej op gennem Tryg, hvor hun var direktør i 1999-2011, klædte hun sig ellers som en mand.

”Jeg gik i ét med tapetet, lignede mændene og stak ikke ud, men da jeg blev CEO, var jeg så træt af, at jeg skulle have det maskuline look, at jeg smed mine jakker ud og lovede mig selv, jeg ikke vil gå med dem igen. Det løfte har jeg holdt.”

Jakken har ellers stor betydning, mener Torsten Grunwald, som er cand.scient.pol. samt herremode-connaisseur og forfatter bag bogen ’Den velklædte mand’.

”Du kan være uformelt klædt i skjorte, chinos og sneakers, men så snart du tager en jakke på, flytter du hen i en anden kategori i forhold til modenhed og ansvarlighed,” siger han. 

Jakkesættet avler stadig på sin autoritet, som stammer tilbage fra 1800-tallet, hvor det blev båret af borgerskabets mænd som en reaktion på adlens mere farverige uniform, da demokratiet erstattede adlen og enevælden.

”Unfuck the system”

Torsten Grunwald har selv arbejdet i Erhvervsministeriet og oplevet, at shorts blev mere og mere accepteret, ligesom sandalerne også er begyndt at dukke op – dog ikke til et juramøde med interesseorganisationer. 

”Jo tættere du er på tech og digitalisering, jo flere shorts vil du se, og jo mere over mod juraen du kommer, jo flere jakkesæt og nystrøgne skjorter vil du se.” Slipsene til gengæld, dem ser man færre og færre af. 

Det er startup-bølgen fra Silicon Valley, der skyller ind over København, hvor Steve Jobs’ rullekrave efterhånden også er synonym med lederen af Det Radikale Venstre, Morten Østergaard, mens stifter og tidligere leder af Alternativet, Uffe Elbæk, er kendt for sine mange t-shirts og sweatshirts med budskaber som ”Unfuck the system” og ”Empati”. 

Men de tre herrer har også den fordel, at de er mænd. For forskning viser, at de fleste mennesker forbinder en leder med en mand, forklarer Florence Villesèche, der er lektor ved Copenhagen Business School og forsker i diversitet og køn. 

Hun fortæller om et studie, som viser, at jo længere nede i hierarkiet en kvinde er, desto kortere accepterer vi, at hendes kjole er. Handler det derimod om en kvindelig leder, skal kjolen helst ikke være for kort. 

”Man bedømmer altså kvinden på hendes kjole i stedet for på hendes kompetencer,” siger Florence Villesèche.  

Derfor prøver mange kvinder som eksempelvis Stine Bosse at klæde sig mere maskulint for at blende ind. 

”Det kan hjælpe lidt, men ændrer ikke på det dybere problem: Den kvindelige krop passer ikke ind i vores idé om, hvem en arketypisk leder er.”