Bl.a. nævner hun et forskningsprojekt, hun selv gennemførte i Danmark i Carlsberg Group over en tiårig periode, da bryggerivirksomheden omstillede sig til at være en stor global koncern. En omstilling, som betød, at man indførte nye globale ledelses- og styresystemer i koncernen, der i yderste led fx betød en ny GPS-overvågning og kontrol af hver enkelt bryggerichaufførs leveringsrute for at tidsoptimere deres arbejde og opnå størst mulig profit. Også selv om det underminerede chaufførernes fleksibilitet i det daglige arbejde, ødelagde de tætte kunderelationer og dræbte den motivation, der drev chaufførerne i deres job. En case, som Hatch dog blot betragter som ét ud af utallige eksempler på, hvordan kvantificeringen, teknologien og dataindsamling i dag bliver brugt som styrings- og kontrolredskaber på en måde, der til forveksling ligner den samlebåndsovervågning og ledelsestænkning, der gjorde sit indtog med taylorismen og fordismen for over 100 år siden.