En varm hyldest til hjemmearbejde

Det plejer at tage kegler hos kolleger og chefer her i Nordjylland, når man som jeg er typen, der møder på job med influenza. Vores mentalitet er meget lig Monty Pythons 'come back and fight, you coward'-ridder. Her anses det som pylret at blive hjemme med snue eller feber under 39.

Et bud er, at corona-krisen har fjernet status ved den slags jernvilje. Nu bliver man hjemme under dynen med sin virus, hoster i ærmet og vasker hænder i minimum 20 sekunder. Ellers vanker der et nakkeskud bag laden som den gale hund, man er.

Vi ser pludselig på alle andre som sådan nogle tegneseriefigurer med fluer, smitte- og lugtbølger, der stiger ud fra kroppen. Fysisk afstand og frygt for andre menneskers sekreter er forbavsende hurtigt blevet dagligdag – og jeg tror, der går en rum tid, før vi atter er trygge ved fysisk kontakt med folk, der er uden for den inderste smittekæde.

Dertil har arbejdsgiverne måske fået øjnene op for, at hjemmearbejde og virtuelle møder kan gøre os mere effektive.

Det har sine fordele for et selvbevidst, lettere introvert Kellermensch som mig.

Eksempelvis ligner jeg ikke just en elverprinsesse uden sminke. På hjemmearbejdsdage kan jeg sove ca. 25 minutter længere hver morgen i stedet for at smøre 10-11 makeup-produkter i ansigtet. Ja, 10-11! Og stod det til Magasins parfumedamer, skulle jeg bruge 15-16 stykker.

Det er også herligt befriende for en mindreværdsplaget med antennerne spændt helt ud til max blot at møde ind ved spisebordet i blød buks uden at skulle bruge energi på storkontorets skiftende stemninger, larm og mere eller mindre åbenlyse magtkampe.

Herhjemme knaser jeg min gulerod, som jeg vil – og jeg beklæder ikke toilettet med lyddæmpende papir, selvom jeg fik købt 200 ruller!

Befriende har det også været ikke at bekymre sig om sesam mellem tænderne, kagekrummer på hagen og hår i næsen. Alt sammen noget, der kan pille et menneskes autoritet fuldstændigt fra hinanden på et splitsekund. Tænk over det: Man kan arbejde i årevis på et fremragende oplæg om ny strategi eller have optjent respekt gennem årtier, men ét insisterende næsehår kan fjerne opmærksomheden fra det hele.

Der er også disse krampagtige situationer, hvor du sætter dig lige ved siden af en person med dårlig ånde. Éns gode opdragelse og empati indespærrer én i et lugtebur, for man skal vende næsen direkte mod staklen og lade, som om man overhovedet ikke bemærker noget. Befriende har det været at smide to ekstra fed i kødsovsen uden tanke på morgendagen. Dejligt var det med en kras ostemad til frokost.

Og så har det været herligt ikke at skulle tage det tilbagevendende valg om fysisk berøring i jobsituationer – krammer eller håndtryk? Begge parter venter ligesom på, at den anden enten fører hånden frem eller breder armene ud, og sekunderne er intense, før man lander i én af to meget goofy situationer her:

Jeg breder armene ud, mens den anden i samme øjeblik rækker en stiv hånd frem. I situationen er der ikke andet at gøre end at fortsætte sit kamikaze-ridt og helt overgrebsagtigt trykke vedkommende ind til sig med én eller anden metakommunikativ (og usand) bemærkning om: ”Ja, jeg er altså sådan én, der giver krammere.”

I den anden situation er det så mig, der rækker hånden frem, og den anden krammer mig. I selve krammet er jeg som en dryppende istap. Oplevelsen sidder i mig under resten af mødet, og jeg overkompenserer ved at skænke vedkommende kaffe i en lind strøm og gøre ekstra meget ud af min du-stilling.

Yes. Hjemmearbejde har givet en pause til forpinte sjæle som mig selv. Nu er det atter de ekstrovertes tur til at tage scenen. Take it away. Vi har en del at indhente på det bruttonationalprodukt – men please husk: Meget kan stadig klares (mere effektivt) med spinat mellem tænderne hjemme fra spisebordet.