Derfor er humor på jobbet så svært

Eller spørg Lita Lundquist, professor emerita ved Center for Civilsamfundsstudier på CBS, som mødte André i forbindelse med sin forskning om vores brug af humor på jobbet – og  har gravet i alt det, der er på spil, når en kollega kaster sig ud i en sjov anekdote under frokosten.

På den ene side kan der være gevinster at hente i en veltimet vittighed, ikke kun for spasmageren, men også for arbejdspladsen.

”Hvis man griner af en kollegas sjove historie, giver det en følelse af velbehag, glæde, afslappethed og af fællesskab,” siger Lita Lundquist.  ”Sociologien har vist, at en episode med vellykket spontan humor kan udvikle sig i trin fra gensidig identifikation mellem afsender og modtager over en følelse af tilknytning til etablering af et tillidsforhold mellem parterne. Hvilket på længere sigt kan befordre et indbyrdes samarbejde mod et fælles mål på arbejdspladsen.”

På den anden side kan den sjove historie ende med at være alt andet end opbyggelig.

”Afkodningen af humor er nøglen til, at humoren virker efter hensigten,” siger Lita Lundquist – og glipper afkodningen, fungerer humoren ikke som tænkt og kan tværtimod skade stemningen på arbejdspladsen.

Det er netop dette, sociologen afdækker i sin nye bog, 'Humorsocialisering'. Hvorfor opstår misforståelser og det, der er værre, i forbindelse med brugen af humor?  

Humoropfattelse er tillært

”Ikke alle danskere har samme humor, men vi har mere humor til fælles indbyrdes end med andre. Vi er blevet ansporet til bestemte opfattelser af humor gennem de sociale grupperinger, vi er vokset op i og tilhører. Der kan også være forskel på de forudsætninger, som en nyligt ansat kommer med, og den jargon, der har indlejret sig på arbejdspladsen,” siger Lundquist.

Hun siger, at det kan gå helt galt med humor i en organisation, der også omfatter ikke-danskere – hvad enten det er en dansk arbejdsplads med internationale ansatte eller en udenlandsk/international arbejdsplads med danske medarbejdere. Typisk dansk humor, som har bestemte karakteristika, risikerer at støde sammen med andre tilgange.

Lita Lundquists bog er baseret på interviews og spørgeskemaundersøgelser med ledere, ansatte og studerende på forskellige typer af arbejdspladser med internationalt islæt. Nemlig danskere i franske virksomheder og franskmænd i danske virksomheder, studerende på CBS’ internationale studier samt danske og ikke-danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

En dobbelt betydning

Der findes universelle kendetegn ved humor, og derudover er der lokale særtræk, forklarer Lita Lundquist. Dobbelttydighed indgår i stort set alle humormodeller.

”Dobbelttydigheden består i, at ytringen har ét udtryk på grund af fx et centralt ord eller en anslået stemning, og modtageren bliver placeret i én forestillingsverden. Men når ytringen fortsættes med en ytring med humor, bliver modtageren pludselig og overraskende ført ind i en anden forestillingsverden. Man bevarer begge led i hovedet på samme tid,” siger hun.

Humoren kan ved hjælp af dette twist bl.a. bruges til at sætte noget virkeligt op over for noget abstrakt, eller humoren kan anvendes som en ventil, der lukker tilbageholdte og forbudte følelser ud.

Foruden dobbelttydigheden gælder det universelt om humor, at der er et såkaldt kognitivt økonomiprincip.

”Vi kender alle til personer, der fortæller lange historier, inden de kommer til pointen, og det er gabende kedeligt. Princippet er, at jo mindre sprogligt materiale, desto større bliver effekten af humor,” siger hun.

Samtalesmåord og ironi

Grundpillerne for humor bliver suppleret af særlige karakteristika ved dansk humor. Det danske sprog er særligt kendetegnet ved såkaldte samtalesmåord, pointerer Lita Lundquist. Det er jo, nok, vist, vel og da – alle ord, som har én stavelse og er ubetonede.

”Samtalesmåordene indgiver en intimitet, der er essentiel for at fortolke spontan samtalehumor. Ved at benytte et samtalesmåord signalerer afsenderen, at begge parter har en baggrundsviden, som afsenderen forudsætter, at modtageren er i stand til at rekonstruere,” siger Lundquist.

”Ordene er svære at fatte for ikke-danskere,” siger hun videre.

Samtalesmåordene bliver også tit bragt i spil i forbindelse med ironi og selvironi, som er populære virkemidler i dansk humor, ja, måske de mest udbredte. Med ironi foregiver afsenderen at være mere naiv, end han er. Med selvironi foregiver afsenderen at gøre sig mindre, end han er.

”Ironi og selvironi fungerer kun, når alle kender hinanden – eller i det mindste kender hinandens måde at tænke på,” siger Lundquist.

Den store humor

De sproglige aspekter rækker i Lita Lundquists analyse kun et vist stykke til at kaste lys over humorens væsen. Hun vurderer, at samfundsvidenskab er bedre til at forklare, hvordan humor virker mellem samtalepartnere og påvirker deres indbyrdes relationer.

Lundquist finder, at to teorier er centrale for forståelsen. Den ene er den tyskfødte sociolog Norbert Elias’ teori om civilisationsprocessen. Ifølge Elias er det historiske udviklingsmekanismer, der øver indflydelse på den enkelte i samfundet og samlet set bestemmer folkementaliteten.

Den anden er den danske filosof og psykolog Harald Høffdings sociologisk inspirerede teori om humor. Ifølge Høffding er menneskers humoristiske sans civiliseret til den store humor, som er befolkningens eller gruppens humor, gennem de mange bittesmå og små oplevelser med humor, som de har været udsat for gennem livet.

”Jeg kalder det humorsocialisering,” siger Lita Lundquist om den samfundsmæssige oplæring til humor.

Hun fremhæver som den måske vigtigste betragtning hos Høffding, at kun hvis samtalepartnere er bekendt med den såkaldte store humor, altså befolkningens eller gruppens humor, har de en fast og fælles grund under fødderne, og kun da er latter mulig.

Dansk kontra fransk

Lita Lundquist sætter dansk humorsocialisering i perspektiv ved at sammenholde den med fransk humorsocialisering. I Frankrig sivede en særlig hofkultur hos aristokratiet ned til borgerskabet, da det kom til magten, og videre ud i samfundet. Det franske samfund er meget hierarkisk opbygget, og det handler om at forsvare sin rang og helst avancere.

Konsekvensen er, at den foretrukne humorform er ordspil, der viser afsenderens vid og fornemmelse for stil. Til forskel fra i Danmark holdes privatlivet ude af humoren på jobbet for at værne om den opbyggede status.

Danmark har været en småstat siden nederlaget i 1864, og sammenhold blev set som uomgængeligt for at redde nationen. Bønderne og arbejderne skulle inkluderes, og sociale reformer og uddannelsesløft kom på dagsordenen. Danmark blev et mere egalitært samfund. Lundquist beskriver med et lånt udtryk, at der er en 'lejrbålsmentalitet' i Danmark, hvor alle sidder samlet skulder ved skulder om bålet og vender ryggen til mørket bag dem.

Fællesskabsfølelsen danner sammen med tillid basis for humorformerne ironi og selvironi.  

Når det mislykkes

”Den forbundethed, som ligger i sproget og nationalkarakteren, kan give et problem, hvis afsenderen af humor tror, at alle andre er som ham eller hende. For det er ikke i alle situationer, at alle er som ham eller hende. De kan tilhøre andre grupper, eller de kan komme ud af et andet samfund og har et andet sprog,” siger Lita Lundquist.

Når afsenderen går fejl af modtagerne, viser det sig i bedste fald ved, at modtagerne ikke ænser den kvikke bemærkning, eller de reagerer med en demonstrativ ikke-latter, hvilket kan virke disiciplinerende på afsenderen.

I værste fald oplever modtageren humoren som skarp, krænkende og ekskluderende. Her har humor en negativ effekt i organisationen.

”Malplaceret humor kan udløse utryghed, forvirring og en følelse af at blive set ned på. Modtageren begynder måske i sin adfærd at trække sig og fx holde sig væk fra det fælles frokostbord,” siger Lita Lundquist.

Humor lader sig tilpasse

Humor er ikke kun dynamisk ved at kunne ændre på parters indbyrdes relationer. Man kan også socialiseres til humoren hos andre, der har en anden baggrund, på samme måde som man er socialiseret ind i sin gruppes eller befolknings humor, påpeger Lita Lundquist.

”Man kan finde sammen om et nyt og bredere grundlag for humor på arbejdspladsen. Fremgangsmåden er at lære om humoren hos kolleger, der kommer med en anden grundlæggende humor, aflære egne uproduktive humorvaner og bidrage til et nyt humorfællesskab,” siger Lundquist.

Hun tilføjer, at en fælles humorforståelse tilmed kan være en nødvendighed i arbejdsrelationer på tværs af sprog og nationalitet, for at samarbejdet kan lykkes.

Lita Lundquist nævner Europa-Parlamentet som eksempel på et sted, hvor der sker en langsom tilpasning til en fælles humor. Det beretter danske, franske og tyske parlamentsmedlemmer om i hendes interviews med dem. Hun kalder det en international humorsocialisering.

Den nye humorplatform i Europa-Parlamentet er spontant stykket sammen af menige parlamentarikere, og en nedefra-og-op-proces er netop, hvad Lita Lundquist generelt anbefaler. Hun er yderst skeptisk over for en målstyret humoroplæring, som der findes konsulenter i ledelse og organisation, der udbyder.