Tre studerende fortæller: Sådan klarer vi os gennem corona-krisen

Seks uger efter at statsminister Mette Frederiksen lukkede store dele af landet ned, sidder næsten alle studerende stadig hjemme med studierne.

Derfor har Djøfbladet spurgt tre af dem, hvordan studielivet går lige nu. Én er træt af at glo ind i en skærm, en anden holder humøret oppe med de andre på et afskærmet kollegium, og en tredje ser virkelig frem til, at fitnesscentrene åbner.

Og alle savner de universitetet.

”Det er rigtig anstrengende at sidde otte timer dagligt og stene ind i en computerskærm”

Trods omstændighederne omkring hende er Katrine Rolskov Jacobsens hverdag som økonomistuderende ved Aarhus Universitet stadig struktureret. Hun står op mellem halv otte og otte og går så i gang med at se de forelæsninger og lave de opgaver, hun skal nå i løbet af ugen.

”Der er jo lige så meget arbejde nu, som der plejer at være, så jeg bruger stadig cirka otte timer om dagen alle hverdage på studiet. Så det er ikke, fordi jeg føler, at jeg har ferie,” siger hun.

Men selvom strukturen stadig er der, har meget ændret sig.

”Normalt – før corona – er jeg otte timer på uni hver dag, hvor jeg enten sidder til forelæsning eller laver opgaver med studiegruppen. Så det er en stor forandring, at jeg nu skal lave alt hjemme. Arbejdet i studiegruppen er en smule problematisk nu, for det er lidt svært at løse opgaver sammen over Skype. Vi får det til at fungere – det skal vi jo – men jeg savner virkelig at være på universitetet,” siger hun.

Uden de mange timer på universitetet hver dag kan Katrine Rolskov Jacobsen heller ikke undgå at blive påvirket på den sociale front. Og især studiegruppen er savnet.

”Vi har det supersjovt sammen normalt og ses også privat uden for studiet. Men dem har jeg ikke rigtig set. Vi har selvfølgelig mødtes over Skype, men det er bare ikke det samme. Vi får slet ikke hyggesnakket og drillet hinanden så meget, som vi plejer at gøre,” siger hun.

Den nye studieform betyder også, at al undervisning pludselig foregår gennem en computerskærm. Og det er en stor omvæltning, når man er vant til at sidde så meget og arbejde med studiegruppen.

”Jeg synes, at det er rigtig anstrengende at sidde otte timer dagligt og stene ind i en computerskærm. Jeg har haft flere aftener med hovedpine, hvor jeg ikke har kunnet overskue at åbne en computer eller se fjernsyn, fordi jeg har set ind i en skærm hele dagen,” siger hun.

Så for at kompensere for skærmtiden hjemmetræner hun og går og løber ture. Og så har hun også haft flere afbræk fra den lille lejlighed i Aarhus ved at rejse hjem til forældrene i Sønderjylland. 

Og lige netop pauserne fra studielivet er det, hun kommer til at savne over sommeren.

”Jeg kommer til at savne ikke at rejse sydpå i sommerferien for at koble helt af i varmen og ikke tænke over andet, end hvilken drink jeg skal vælge næste gang, og hvilken strand jeg vil ligge på. Så det må jeg jo gøre på andre måder – måske ved at tage et par dage i sommerhus eller på camping her i Danmark,” siger hun.

”Jeg er virkelig heldig at bo på kollegium”

Nogle hundrede kilometer mod øst sidder Mads Fuglsang Hove på sit kollegieværelse i København. Og her går det godt, omstændighederne taget i betragtning. For kollegielivet gør hele situationen lidt mere overskuelig for ham.

”Mit liv her ser i store dele ud, som det gjorde før, fordi vi har valgt at skærme kollegiet af fra omverdenen så meget som muligt. Så jeg har meget lidt kontakt med folk uden for murene, men så går livet egentlig semi-normalt videre indenfor. Vi spiser fællesmiddag, spiller spil og hygger i køkkenerne, så jeg er helt sikkert en af de heldigere, fordi jeg bor på kollegium,” siger Mads Fuglsang Hove, der er i gang med kandidatdelen af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet.

På kollegiet deler han køkken- og fællesarealer med 12 studerende. Så det har også krævet en omstilling at få hverdagen i kollegiekøkkenerne til at fungere.

”Vi spritter af dagligt, vi har ekstra fokus på rengøring, og så er vi mere påpasselige end normalt. Vi er stadig meget sammen, men med det forbehold, at vi har mindre fysisk kontakt – og slet ingen med folk fra andre køkkener. Men vi er også klar over, at bliver én smittet, så gør de 12 andre det givetvis også. Der er jo ikke så mange alternativer, når man deler alt,” siger han.

Mads Fuglsang Hove har studiejob i en konsulentvirksomhed, og på trods af coronakrisen er der stadig mindst lige så mange arbejdsopgaver som før, selvom han nu arbejder hjemmefra. Hans undervisning, der nu foregår online, fungerer også godt – faktisk næsten bedre end før. For hans underviser er dygtig til at lave onlineundervisning.

Han er også glad for den fleksibilitet, der nu opstår, når han kan dele arbejde og studie op i intervaller i løbet af dagen. Men det betyder også, at det kan være svært at adskille studielivet og privatlivet.

”Det sted, hvor jeg hygger mig, er også det sted, hvor jeg skal sidde og studere og arbejde. Der savner jeg at kunne sætte mig ind på læsesalen på studiet. Produktiviteten er bare bedre, når man sidder på læsesalen inde på campus, end når man sidder på sit værelse. Det er klart den største udfordring,” siger han.

Men ellers er der ikke meget, der har ændret sig studiemæssigt.

”Jeg havde i forvejen kun få timer på campus om ugen, så langt størstedelen af tiden skulle alligevel ligge herhjemme. Derfor er omvæltningen ikke så stor. Og så er jeg kommet ind i nogle rigtig gode rutiner. Jeg kæmpede lidt med det i starten, men jeg er blevet god til at få sat mig og arbejde,” siger han.

Selvom meget fortsætter, som det plejer, er der noget, der til gengæld virkelig fylder for Mads Fuglsang Hove. Han skal nemlig på udveksling til efteråret. Meldingen fra universitetet er, at de arbejder ud fra, at forløbet går som planlagt. Men intet er sikkert.

”Jeg er enormt bange for, at vi når til 1. august, og at jeg så får at vide, at jeg ikke kan komme på udveksling alligevel. Jeg skal skrive speciale til foråret, så det er den eneste mulighed, jeg har for at komme på udvekslingsophold,” siger han.

”Corona er dybt forfærdeligt – men personligt har jeg faktisk kun haft gavn af det” 

Et andet sted i København sidder Christina Hesel Nissen – eller det gjorde hun indtil Mette Frederiksen lukkede landet ned. Men for tiden er hun rykket hjem til forældrene i Aarhus.

Ved siden af studiet på Copenhagen Business School, hvor hun læser erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation, arbejder hun som selvstændig livsstilscoach. Her agerer hun både kostvejleder, personlig træner og mentaltræner. Og det, tror hun, har klædt hende godt på til at tackle nogle af de udfordringer, krisen bringer med sig.

”Min kernekompetence er mindset og mentaltræning. Det er det, jeg specialiserer mig i. Jeg har arbejdet meget med, at der er det i verden, vi kan kontrollere, og der er det, vi ikke kan. Så jeg arbejder både selv og professionelt med at lægge al energien i det, man kan kontrollere. Derfor er jeg godt trænet i at håndtere uforudsigelighed. Det betyder ikke, at det på nogen måde har været let, men jeg har haft et godt udgangspunkt,” siger hun.

Coronakrisen har for Christina Hesel Nissen betydet, at hun har fået mere ro på hverdagen.

”Corona er dybt forfærdeligt – men personligt har jeg faktisk kun haft gavn af det. Jeg pendlede rigtig meget før og havde rigtig mange bolde i luften. Så for mig har det skabt rigtig meget ro i mit liv,” siger hun.

Men krisen har også haft den konsekvens, at den fysiske del af hendes coaching ikke kan gennemføres, og samtidig føler hun, at hun går glip af rigtig meget teori på studiet, fordi hun ikke i alle fag har mulighed for fjernundervisning. Derfor har pigerne fra studiegruppen for tiden været ekstra vigtige.

”Hvis det ikke var, fordi jeg havde mine studiepiger at stå til ansvar for, så ville den der læsning godt nok være en kamp. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Og så kan vi også holde hinanden mentalt oppe, fordi vi alle er meget løsningsorienterede og prøver at få det bedst mulige ud af den her situation,” siger hun.

Selvom hun holder humøret oppe, er der stadig én ting, hun savner mere end noget andet: Fitnesscenteret.

”Det er så socialt for mig, for når man træner i det samme center på den samme tid seks gange om ugen, kan man ikke undgå at socialisere med en masse mennesker. Så jeg savner helt vildt meget at komme ned i fitness og sige hej til alle,” siger hun og fortsætter: ”Jeg savner også at komme op på studiet og at komme ud blandt mennesker. Men det har også været fantastisk at være hjemme ved min familie. Vi har det supergodt sammen, selvom min far nok synes, at det har været lidt op ad bakke indimellem. Når man som mig dyrker sport på højt plan, spiser man rigtig meget, så han synes, at jeg er i køkkenet hele tiden.”