Nu ved jeg af gode grunde ikke, om du har indviet din chef i, hvordan situationen p.t. er hjemme hos jer, men hvis du ikke har, synes jeg, at du skal gøre det. Tag en snak med ham og fortæl, hvor hårdt din kæreste er spændt for, fordi jeres datter lige nu kræver mandsopdækning 24/7, og at du derfor i denne overgangsperiode har behov for at kunne tage fra derhjemme, hvis jeres søn bliver syg igen. Forhåbentlig vil det få din chef til i højere grad at lægge vægt på det faktiske og praktiske pasningsbehov frem for at lave en skrivebordsvurdering af, om der teknisk set er et pasningsbehov.