Studieliv

Emma dumpede eksamen: ”Det er ærgerligt, at det er så stort et tabu”

16-04-2020
4 min.

Emma Helbo dumpede på andet semester en eksamen for første gang. Det er noget, masser af studerende oplever, men de færreste taler åbent om det. Sådan burde det ikke være, mener hun.

For mange studerende på landets universiteter fylder eksamener meget. Ikke bare tidsmæssigt, men også psykisk – for på den anden side af eksamen er der en karakter, der enten betyder, at du er videre, eller at du skal igennem hele møllen igen.

Og der er nogle eksamener, studerende frygter mere end andre – heriblandt i fag med høje dumpeprocenter. For nogle djøf-studerende er det eksamen i finansiering, der trækker tænder ud. For andre er det formueret. For statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet Emma Helbo var det eksamen i faget mikroøkonomi på andet semester.

Med god grund, viste det sig.

2 x dumpet

Allerede inden eksamen vidste hun, at det ville blive svært for hende. Den matematiske del i faget var ikke hendes stærkeste side, og eksamen var uden hjælpemidler. Alligevel var hun ved godt mod, inden hun skulle op.

”Jeg tænkte, at det nok skulle gå. Så kom eksamen. Da jeg sad derinde, kunne jeg godt fornemme, at det gik dårligt. Og bagefter tænkte jeg, at jeg måtte være dumpet. Jeg kunne jo efterfølgende sidde og regne på, om mine svar var rigtige, og så kunne jeg næsten regne ud, at det ikke var tilstrækkeligt for at bestå,” fortæller hun.

En måneds tid senere, da hun sad på Roskilde Festival med studiekammeraterne, begyndte eksamenskaraktererne at tikke ind. Hun fik ret – hun var dumpet.

Det kom ikke bag på hende, og det var ikke et kæmpe nederlag – for hun kunne jo forsøge igen. Men til reeksamen blev resultatet det samme.

”Jeg var super-ærgerlig over, at jeg heller ikke denne gang bestod. Og nu kom der også det her pres, for jeg havde jo kun tre forsøg. Så hvis jeg ikke bestod tredje gang, ville jeg jo sådan set blive udskrevet af uddannelsen,” fortæller hun.

Der er jo en del, der prøver at dumpe fag igennem sin studietid. Så det er bare ærgerligt at noget, der er så relativt normalt, er så stort et tabu at tale om

Sidste forsøg

Emma Helbo kunne først komme op til sit sidste eksamensforsøg sidst på tredje semester, så der gik over et halvt år, før hun endelig kunne gå til eksamen.

Denne gang læste hun op i længere tid og fik hjælp fra en studiekammerat. Samtidig var eksamensformen blevet ændret fra skriftlig til mundtlig, så da eksamen nærmede sig, følte hun sig bedre rustet, end hun før havde gjort. Og tredje gang blev da også lykkens gang.

Men selvom hun endte med at bestå, er der flere ting, hun ville ønske, hun havde gjort anderledes undervejs.

”Én ting var, at jeg ikke var god til det fag, men en årsag til, at jeg ikke bestod, var garanteret også, at jeg ikke læste ordentligt op. Så det er noget, jeg helt sikkert har taget ved lære af,” siger hun.

Hun ville også ønske, at hun havde været bedre til at søge hjælp hos andre. For da hun på 3. semester havde et lignende fag, makroøkonomi, læste hun op til eksamen sammen med nogle studiekammerater.

”Vi var nogle stykker samlet i ugen op til eksamen og læste op sammen fra 9 til 18 hver dag. Der kom også løbende flere til, som ugen skred frem. Vi sad egentlig bare og øvede det dagen lang, og det gav mig rigtig meget, at vi øvede det så intensivt sammen,” fortæller hun.

Støt og hjælp hinanden

Da Emma Helbo skulle op til sit sidste eksamensforsøg i mikroøkonomi, fandt hun kort før eksamen ud af, at en anden fra hendes hold også skulle op igen.

”Det var super-ærgerligt, at jeg ikke vidste, at hun skulle op. For så kunne vi jo have hjulpet hinanden. Det var ikke en hemmelighed, at jeg var dumpet, men det var heller ikke noget, jeg talte højt om,” siger hun.

Derfor vil hun ønske, at folk er mere åbne om at dumpe eksamener – fx ved at fortælle det til læsegruppen og de nærmeste på studiet. For så er der større sandsynlighed for at finde andre, der står i samme situation, så man kan støtte og hjælpe hinanden.

For Emma Helbo er nemlig blevet meget bevidst om, at det kan være en stor styrke at turde søge hjælp hos andre.



”Jeg fik en fra min læsegruppe til at hjælpe mig, inden jeg skulle op til eksamen tredje gang, og det var en stor hjælp. Så mit råd til andre er: Spørg nogen, der har bedre styr på emnet end dig, om de vil hjælpe dig. For du bliver bare mere sikker, når du øver det med en, der har lidt mere styr på det,” siger hun.

Derfor opfordrer hun til, at man ikke er bange for at spørge sine studiekammerater om hjælp, hvis der er eksamener, man har svært ved – og at man omvendt tilbyder sin hjælp til de studiekammerater, der har det svært ved fag, man selv er stærk i. Og det gælder også inden den ordinære eksamen.

”Jeg tog ikke initiativ til det, fordi jeg tænkte, at jeg godt kunne klare mig selv. Men det er ærgerligt, for det er virkelig en god idé at sidde flere sammen og læse op. Især hvis det er et fag, flere har svært ved,” siger hun.

Bed bare om hjælp

Emma Helbo håber, at hendes erfaringer kan hjælpe andre, der ender i samme situation.

”Der er jo en del, der prøver at dumpe fag igennem sin studietid. Så det er bare ærgerligt, at noget, der er så relativt normalt, er så stort et tabu at tale om. Især fordi man kan vinde virkelig meget på det, hvis man taler om det. Det er klart, at hvis du ikke fortæller det til nogen og ikke beder folk om hjælp, så får du det heller ikke,” siger hun.

Og så vil hun gerne sprede budskabet om, at man som studerende kommer til at fejle på den ene eller anden måde – fx ved at dumpe eksamener – igennem studietiden. Og det er okay.

”Du er jo aldrig den eneste, der har prøvet at dumpe. Men når man får statistikken over, hvordan karaktererne har fordelt sig, og hvor mange der er dumpet, så står der jo ikke, hvem det er. Så man kan nemt forholde sig anonym, men ved at gøre det fastholder vi en form for tabu og gør det sværere for os selv,” pointerer hun. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.