Djøfernes stress er steget under krisen

For én af dem, der har svaret, er fleksibiliteten i jobbet medvirkende til den stigende stress – altså det, at han i princippet kan lægge sin arbejdstid hvor som helst på døgnet. For en anden er det arbejdsgiverens krav om at være til rådighed mellem 9-15, der lægger ekstra pres på. Men fælles for dem begge er, at de arbejder hjemme og har to mindre børn, de skal tage sig af. Længere nede i artiklen fortæller Mikkel og Marianne mere om hjemmearbejdsdage, hvor stressfaktorerne er steget.

Det er en situation, mange djøfere med hjemmeboende børn kan nikke genkendende til. Ifølge den nye Djøf-undersøgelse føler klart flere af forældrene sig stressede nu sammenlignet med før coronakrisen. Som diagrammet herunder viser, betegner 44 % af dem, der har børn i hjemmet, sig selv som stressede i høj eller nogen grad. Før coronakrisen var samme andel 30 %.

Blandt djøfere uden børn er der til gengæld ingen ændringer i stressniveauet, fremgår det af undersøgelsen.

Intet er som før. Næsten alle djøfere arbejder udelukkende hjemmefra nu (det gjorde de i hvert fald i perioden 2.-15. april, hvor undersøgelsen blev gennemført). Og tæt på hver tredje føler sig ensom.

12 % er bange for at miste deres job som følge af corona – særligt de privatansatte. 29 % arbejder mere, end de gjorde før, mens samme andel arbejder mindre, viser Djøfs undersøgelse.

Hjertebanken og manglende fokus

Men som diagrammet ovenfor viser, er det særligt Djøf-medlemmerne med hjemmeboende børn, der oplever, at de er mere pressede end før.

En af dem er Mikkel Bille, som er lektor på Roskilde Universitet og leder af forskningsprojekter med deltagelse af 12 kolleger.

”Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet til både at tage sig af børnene og lægge en 100 % arbejdsindsats,” siger han.

Den fleksibilitet, han har i jobbet – og i øvrigt normalt er meget glad for – den presser ham nu. Hans kone har ikke den samme fleksibilitet, så det er ham, der har stået for hjemmeskolingen af børnene, der går i 0. og 3. klasse.

Mikkel Bille starter oftest klokken seks for at kunne snuppe et par timer ved computeren, og han arbejder også ofte nogle timer om aftenen og i weekenden.

Over night skulle han også begynde at undervise online, og det kræver en ekstra indsats. Det gør børnene også.

Og så er der forskningen, som han er blevet nødt til at sætte på vågeblus. Men det betyder ikke, at deadlines er skudt, og selv om de ligger længere ude i fremtiden, end den daglige undervisning gør, så nærmer de sig.

Fordi Mikkel Bille er leder af forskningsprojekterne, har han også de andre at tænke på.

”Der er mange i midlertidige stillinger. Jeg har en ph.d., der i dagtimerne er alene med små tvillinger. Og jeg har en postdoc, der er alenemor og skal stoppe til efteråret. Jeg kan jo se, at hun ikke får lavet ret meget med et barn på halvandet derhjemme. Fuldt forståeligt. Men det kan godt stresse mig på hendes vegne, at hun måske ikke bliver stærk nok på cv’et, hvis hun ikke når den forskning, hun skal. Og det kan samtidig stresse mig i forhold til at komme i mål med projektet.”

Mikkel Bille har haft hjertebanken og mærker også, at han har svært ved at sætte sig ned og fokusere, når han finder et hul, hvor han kan arbejde.

”Jeg vil ikke kalde det apati, men hvis der dukker to timer op, hvor jeg kan sætte mig ned og arbejde, oplever jeg, at jeg simpelthen ikke rigtig får lavet noget – jeg plejer ellers at være rigtig god til at fokusere.”

”Jeg er skuffet over min arbejdsgiver”

Marianne er den ene af to HR-medarbejdere i en større privat virksomhed. (Hun har ønsket at være anonym, da hun er bange for sin arbejdsgivers reaktion, red.). Som i mange andre HR-afdelinger har de ekstra travlt med bl.a. refusion og hjælpepakker. Men samtidig har hun også to piger på tre og seks år, som også skal underholdes og undervises.

”Jeg har skullet varetage en fuldtidsstilling som HR-rådgiver ved siden af en stilling som pædagog. Det synes jeg har været vanvittigt hårdt,” siger Marianne.

Hun og hendes kolleger har fået at vide, at de stadig skal overholde deres fix-tid hver dag mellem klokken 9 og 15 – altså skal de være tilgængelig ved telefon og på mail, og i øvrigt skal de fylde op med arbejdstimer resten af dagen, så de når op på fuld tid.

”Lige inden påske frygtede jeg faktisk en stresssygemelding. Jeg var grådlabil, og der skulle næsten ingenting til at vælte mig. Stort set hver aften gik jeg i seng med hovedpine, dårlig samvittighed og uro i kroppen. Jeg var fuldstændig drænet, men kunne alligevel ikke falde i søvn.”

Men en god, lang påskeferie blev Mariannes redning.

”10 dage i sommerhus med ro, nærvær og natur var virkelig godt for mig og fik mig på ret køl igen.”

I skrivende stund er den store startet i skole og den lille i børnehave to timer om dagen. Det hjælper en smule på presset. Samtidig har Marianne bedt sin arbejdsgiver om at kunne afholde alt, hvad hun har af omsorgsdage og fleks for ikke at brænde sammen.

”Men jeg er faktisk meget skuffet over, at min arbejdsgiver ikke har en større forståelse for, hvordan det er at arbejde hjemme med to små børn. Ud over at skulle arbejde mindst fuld tid har det især presset mig, at jeg skal arbejde på bestemte tidspunkter.”

Ekstra pres på i forvejen stressramte

Djøf hører også fra medlemmer, der føler, at de er ekstra pressede for tiden, fortæller rådgivningschef Mette Knudsen.

”Det er klart, at de, der har mindre børn, og de, der sidder helt alene, er særligt udfordret. De fleste arbejdsgivere har forståelse for deres situation, men vi hører også om arbejdsgivere, der ikke har, og som forventer, at deres medarbejdere leverer på samme niveau som før uanset hvad,” siger hun.

Djøfs undersøgelse viser da også, at de fleste djøfere med børn oplever at blive forstyrret i deres arbejde. Mens det kun gælder 21 % af dem uden børn. Mens de, der bor alene, til gengæld føler sig markant mere ensomme.

Og så er der dem, der i forvejen havde en udfordring med stress.

”Vi oplever, at mange af dem virker til at blive endnu mere presset af den her situation, fordi krisen forstærker de problemer, der var i forvejen.”

Det skyldes især den manglende omgang med chefen og kollegerne, fortæller Mette Knudsen.

”For ud over arbejdspres skyldes stress også tit manglende forventningsafstemning, konflikter, der ligger og ulmer – og måske i det hele taget en dårlig relation til chefen. Og alt dét kan sagtens blive sværere at håndtere på afstand. Vi fornemmer i hvert fald en stigende utryghed og tendens til at fejlfortolke eller overtolke kommunikationen med chefen.”

Men det er dog ikke alle, der er hårdere presset end tidligere. Faktisk tilkendegiver 62 % af djøferne, at det fungerer ’godt’ eller ’rigtig’ godt at arbejde hjemmefra. Og hver fjerde føler sig slet ikke stresset.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vil i et nyt forskningsprojekt undersøge, hvordan COVID-19-krisen påvirker den mentale sundhed, arbejdsfællesskabet og opgaveløsningen hos ledere og medarbejdere i private virksomheder.