"Vi spilder medarbejdernes tid med idiotiske symbolinitiativer"

Jeg var kun nået et halvt skridt ind i direktionssekretariatet, da jeg blev stoppet af styrelsesdirektørens stemme fra hjørnekontoret.

”Du skal lige se det her.”

Han lød begejstret. Det var aldrig et godt tegn.

Jeg gik uroligt over til glasdøren og stak hovedet ind.

”Vi har fået plakaterne med den nye fortælling,” annoncerede direktøren fra mødebordet, hvor han var i gang med at rulle en farvestrålende A2-plakat ud på bordpladen.

Fortælling? Plakater? Åh, gud. Hvorfor havde jeg ikke bare taget en hjemmearbejdsdag?

Direktøren vinkede mig over til bordet. ”Direktionen følte, at styrelsen savnede en kort og letforståelig fortælling,” forklarede han. ”Som præciserer, hvorfor vi er sat i verden, og hvilke konkrete opgaver vi løser i det daglige.”

Direktøren kiggede alvorligt på mig. ”Så medarbejderne ikke mister overblikket over kerneopgaven.”

Jeg trådte hen til bordet og skævede ned mod plakaten, hvor styrelsens 'fortælling' stod med store, højtidelige bogstaver.

Jeg undertrykte et opgivende suk. Det var vist ikke en fortælling, vi skulle regne med at sælge filmrettighederne til.

”Idéen er at sætte dem op på gangene og i kantinen,” forklarede direktøren entusiastisk. ”Og så lægge en artikel på Intra, hvor vi opfordrer medarbejderne til at tage udgangspunkt i den fælles fortælling, når de snakker med hinanden om deres arbejde.”

Direktøren kiggede sigende ned mod de underliggende etager. ”Jeg tror virkelig, at det vil sætte nogle ting på plads hos medarbejderne.”

Jeg fulgte hans blik, mens jeg forsøgte at forestille mig medarbejdernes reaktion, når de så plakaterne. Én ting ville i hvert fald blive sat på plads: At styrelsens topledelse var en flok gigantiske klaphatte. Men det havde medarbejderne nok allerede luret.

Direktøren tog fat i hjørnerne på plakaten og holdt den op foran mig: ”Hvad tænker du?”

Jeg stirrede opgivende på plakaten, mens jeg et kort øjeblik overvejede at fortælle, hvad jeg i virkeligheden tænkte:

At det sidste, styrelsens medarbejdere havde brug for, var en 'fortælling' om, hvilke opgaver de løste. Det vidste de sjovt nok i forvejen. Fordi de gjorde det hver eneste dag! Men at det måske kunne 'sætte nogle ting på plads', hvis vi i stedet udviklede en 'fortælling' om de mennesker, der var sat til at lede styrelsen.

Man kunne jo trykke den på en plakat og sætte den på døren til styrelsesdirektørens kontor.

”Det bliver rigtig godt,” sagde jeg i stedet. ”Jeg tager en snak med betjentstuen om at få dem sat op.”

Jeg bakkede ud af kontoret med et stift smil, mens jeg forsøgte at fortrænge det indre billede af en plakat med min egen fortælling.