Vores videomøder løber løbsk

Fordelene er åbenlyse, når det gælder tidsbesparelsen ved ikke at skulle pendle rundt til møder, og derfor bliver ulemperne ved at mangle det sociale i mødet mellem mennesker langt hen ad vejen accepteret.

Finder vi den rette balance i en kombination af at mødes online og in real life, er vi da også nået til et rigtig godt sted for de fleste. Nemlig, hvor vi både udnytter vores tid effektivt og samtidig sparer noget (transport)tid, der kan give overskud til andet.

Men, men, men… en ny udvikling er så småt ved at vise sit ansigt. Hvor vi tidligere var naturligt opmærksomme på, at der skulle være nok substans i at mødes, når vi skulle bevæge os ud i trafikken og mødes på tværs omkring en velforberedt og planlagt dagsorden – så er der nu ved at vise sig en tendens til langt hyppigere møder og ofte mindre forberedte møder. For det er jo nemt lige at mødes.

Det har for manges vedkommende ført til et øget antal arbejdsrelaterede møder. Men også bestyrelser og foreninger, der glemmer, at vedtægterne foreskriver seks årlige ordinære møder, men nu mødes med få ugers mellemrum – for vi er jo tilgængelige blot ved få klik, og der er altid arbejde at gøre.

Møderne har tilmed også sneget sig ind hjemme i arbejdsværelset – eller endda sofaen – om aftenen eller i weekenden og ofte med dagsordenspunkter, der i virkeligheden kunne have været klaret over en mail eller et kortere telefonopkald. Og når der så er indkaldt til online-mødet, skal tiden jo også fyldes ud. Men det går ud over den vigtige og ofte helt afgørende tid til at holde fri og til at lade op til næste dag.

Forude anes derfor et behov for en work-life-balance 2.0, hvor vi igen finder en vane og kultur ift. at overveje, hvornår der indkaldes til møde, og hvornår noget kan vente eller klares over mailen, når den enkelte bedst kan passe det ind. At inddrage den dyrebare fritid – eller tiden sammen med familien – er ikke vejen at gå, og lader vi stå til, vil vi møde en ny bølge af stress og mistrivsel.

Så lad os allerede nu stoppe op og overveje, om det er en tendens, vi hver især er ved at blive hyllet ind i, og som vi må rette op på, inden en ny uhensigtsmæssig kultur bider sig fast.