Ulla har et af verdens vigtigste job lige nu

Vaccinen skal opbevares ved en temperatur mellem minus 80 og minus 60 grader. Og det kan blive en udfordring for de fattige lande, der ikke har køleudstyret til at opbevare den. Det er hendes hovedpine.

Stort set alle verdens lande – undtagen USA og Rusland – har indgået en aftale om, at alle samtidig skal have den første Covid-19-vaccine til 20 % af deres befolkning.

Først var konsulentvirksomheden McKinsey sat på opgaven, men nu leder Ulla Kou Griffiths den arbejdsgruppe, der skal regne på, hvad det koster, og hvad der skal til for at få vaccinen ud til de 92 fattigste lande.

Hun kalder det en kulmination på sin karriere.

”Det er underligt at være en del af noget så stort. Hvem skulle tro, at vi ville få en pandemi, hvor alle er enige om, at vacciner er det eneste, der kan få os ud af det her?” siger Ulla Kou Griffiths.

Samarbejde i stedet for slagsmål

Hun er til daglig leder af et lille team i Unicefs hovedkontor i New York, som sørger for økonomien, når børn over hele verden får livsnødvendige vacciner. Et job, hun stadig passer ved siden af.

Men sammen med andre eksperter fra bl.a. WHO, Harvard University og Verdensbanken er Covid-19-vaccinen nu også blevet deres gebet. De arbejder for Covax, en organisation, der blev til efter et møde i april faciliteret af EU og WHO. Covax står for fælles indkøb og ’retfærdig’ fordeling af Covid-19 vacciner.

”I stedet for at slås om vaccinerne er idéen, at vi køber dem sammen og sørger for, at de bliver ligeligt fordelt blandt alle lande,” fortæller Ulla Kou Griffiths.

Covax har forhandlet med ni medicinalfirmaer om et endnu ukendt antal doser med det samme, de er på markedet. Målet er, at 20 % af befolkningen kan blive vaccineret med to doser i 2021. Sundhedspersonale og de ældre først. Pfizer ser i skrivende stund ud til at være først i mål med en vaccine.

Stor travlhed i en ’død’ by

Ulla Kou Griffiths sidder alene i sit hus i Brooklyn og arbejder. Hun vil faktisk hellere være inde i Unicefs hovedkvarter på Manhattan, og hun må i princippet også godt. Men de gange, hun har brugt den time, det tager at komme derind med subway, er hun blevet mødt af et spøgelsesagtigt Manhattan, fortæller hun. Der er fuldstændig dødt – dødt på kontorgangene og dødt på gaden. De caféer og madboder, hvor de plejer at stå i kø udenfor i frokostpausen, er lukket ned. Ulla er usikker på, om de overhovedet åbner igen. Turisterne er væk, og alle jakkesættene er væk. Alle kunderne er væk.

Ullas mand har været i London i fem uger. Han er englænder, men arbejder som programmør i en medicinalvirksomhed i New York. Børnene læser på hver sit universitet – datteren Serena på Manchester University i England og sønnen Johan på Syracuse University fire timers kørsel nord for New York City. Så det er helt fint med Ulla, at arbejdet fylder rigtig meget lige for tiden.  
Hun havde ellers forsvoret, at arbejdet nogensinde skulle komme til at fylde så meget, som det gjorde de 10 år, hvor hun forskede i alle de økonomiske aspekter af vaccinationer på London School of Hygiene. Hun tog også en ph.d. samme sted.

”Mine kolleger tænkte ikke på andet end deres arbejde, og de lavede ikke andet end at arbejde – og det gjorde jeg faktisk heller ikke i de 10 år. Det var rimelig hårdt, for at sige det mildt.”

Da hun fik jobbet som Senior Advisor Health hos Unicef i New York, ændrede det sig.

”Jeg gik altid klokken 5, og jeg holdt mine weekender. Det gør jeg så ikke lige nu på grund af det her – men det er meget bedre end i London.”

Ulla Kou Griffiths har som regel det første Zoom-møde ved 7-8-tiden om morgenen. Og det ene møde tager det andet i løbet af formiddagen. De fleste af hendes samarbejdspartnere og arbejdsgruppen sidder i Europa. Hun har et fast møde fredag morgen med sin arbejdsgruppe om, hvem der gør hvad. Og så har hun måske et møde om køleudstyr, ét om sundhedsansattes kapacitet og om demografien i de enkelte lande.

Om eftermiddagen holder hun møder med amerikanske samarbejdspartnere. Der er sindssygt meget, der skal koordineres.

Og der er meget at huske og lange Excel-ark at holde styr på. For hvad skal der til for at få vaccinen ud til sundhedspersonale og ældre, som står først i køen? Hvad kræver det af udstyr at opbevare og fragte vaccinen ud til befolkningen? Hvad bliver regningen for masker og træningsmateriale, for sprøjter og mobile håndvaske? Listen er lang, hvis det skal lykkes alle at få vaccinen samtidig.

Alt dét sidder Ulla Kou Griffiths og hendes arbejdsgruppe og regner på i detaljer. Og regningen bliver stor – sådan cirka 1,5 milliarder dollars det første år, har holdet i første omgang regnet sig frem til. Beløbet er uden vaccinen, da de ikke kender prisen på den endnu. Køleudstyret er den dyreste post af alle. Pengene skal de globale partnere også ud at finde, og de er slet ikke i mål endnu.

Men Ulla og arbejdsgruppen drøner videre og regner lige nu på, hvad det koster, og hvad der skal til for at få Pfizers vaccine distribueret ud. Er det pludselig en anden vaccine, der overhaler, er det dén, de i stedet skal regne på. Fx meldte producenten Moderna efter interviewet sig på vej med en vaccine, som opbevares ved minus 20 grader. 

Det begyndte i Guyana

Det er lidt af et tilfælde, at Ulla Kou Griffiths er blevet sundhedsøkonom og ekspert i vacciner. Under sit polit-studie læste hun en master på School of Oriental and African Studies i London. Det gav hende adgangsbillet til et toårigt fellowship, hvor det engelske udenrigsministerium sender økonomer ud for at hjælpe ministerier i fattige lande. Hun blev sendt til Guyana i Sydamerika, der gerne ville have hendes hjælp i deres sundhedsministerium. Lige siden har hun arbejdet med sundhed.

Og lige siden har hun arbejdet globalt med undtagelse af to år i Danmark. Ud over London, Guyana og New York har hun også arbejdet i WHO’s vaccinationsafdeling i Geneve.

Så Ulla Kou Griffiths er vant til at arbejde med folk fra hele verden, og det lyder måske lidt underligt, men det giver hende tryghed.

”Vi tænker lidt ens, fordi vi har rejst rundt og boet alle mulige forskellige steder. Når man har vænnet sig til det, er det svært at komme ud af igen, fordi man er vant til at interagere med folk, der har verden som sin arbejdsplads. De folk, jeg arbejder sammen med, er også utroligt engagerede i deres job, og det er meget inspirerende,” siger Ulla.

Det giver hende tryghed at arbejde med vacciner.

”Jeg har fundet mig en lille niche ved at være ekspert i, hvad det koster at vaccinere. Det er nemmere at finde job, når man kan noget, der er så specifikt – og der er faktisk en del job inden for det her område. Og netop fordi det er et helt særligt område, er det også de samme mennesker, jeg har arbejdet sammen med de seneste 20 år, og det er meget betryggende.”

Positiv energi

Selv om Ulla Kou Griffiths altid har følt, at hendes job giver stor mening, har det aldrig føltes så vigtigt som nu. Det kan hun også mærke på dem, hun arbejder sammen med.

”Vi arbejder bedre sammen end nogensinde, fordi vores opgave er så ’urgent’, at der ikke rigtig er tid til, at nogle er sure. Jeg synes, vi er mere konstruktive og mere inkluderende, end vi var før. Vi plejer altid at konkurrere lidt organisationerne imellem – WHO, Unicef og Verdensbanken konkurrerer om, hvem der skal gøre hvad,” siger Ulla.

Den slags stridigheder er der blevet langt færre af.

”Og det gør klart mit job nemmere. Jeg kan mærke en helt anden positiv energi – de vil gerne arbejde sammen uden at begynde at kritisere og stille spørgsmålstegn. Det er meget befriende,” siger hun.

Men selv om hun sætter stor pris på at arbejde sammen med folk fra hele verden, holder danskerne sammen derude, fortæller Ulla.

Hun er meget glad for Djøf-netværket i New York, og de danskere, der arbejder på Unicefs ’headquarters’ i New York, er også gode til at finde hinanden. Lige nu er de omkring 10 – det svinger hele tiden, fordi der er stor rotation. Ulla er den ældste af danskerne, og hun har holdt julefrokost for dem i hjemmet i Brooklyn de seneste to år.

”Det vil de også have mig til i år på trods af Covid, så det gør vi nok.”

Menuen fra sidste år har Ulla selvfølgelig i et Excel-ark, og den bliver nok den samme i år. Claus medbringer to styks hjemmebagt rugbrød, og ellers står den på danske klassikere som sild, fiskefileter med remoulade, leverpostej med champignon, frikadeller og risalamande. Og så selvfølgelig snaps – og et pusterum fra Zoom-møderne og Excel-arkene.