Guide

Sådan finder du et relevant studiejob

04-11-2020
5 min.
Lærke Ebbenæs har haft flere studierelevante job. For at få det første af dem trak hun bl.a. på de kompetencer, hun havde fra tidligere fritidsjob. Privatfoto

Vi har samlet seks gode råd til at lande et studierelevant arbejde – og så fortæller en studerende, hvordan hun har sikret sig sine forskellige studiejob.

Du har nok hørt det før – at et studiejob er værdifuldt for dit CV, og at det er vigtigt, at det er studierelevant. De nyeste tal fra Djøf viser, at fem ud af seks djøf-studerende har mindst ét studierelevant arbejde undervejs i uddannelsen.

Hvordan finder man så sådan et studiejob? Det har vi samlet seks gode råd til.

Men først kan du lade dig inspirere af Lærke Ebbenæs, kandidatstuderende i Business Administration and Information Technology fra CBS, der fortæller, hvordan hun har fået sine studiejob.

Jagten på det første studiejob

Da Lærke Ebbenæs søgte sit første studiejob hos Udviklings- og Forenklingsstyrelsen under Skatteministeriet, var hun godt klar over, at hun ikke kunne alt det, som opslaget på Jobindex efterlyste. Det skræmte hende dog ikke.

”Jeg tænkte, at de kvalifikationer, som de søgte, fx Excel, var nogle, jeg kunne tilegne mig undervejs,” fortæller hun.

Da hun ikke havde haft nogen studierelaterede job, brugte hun sin erfaring fra tidligere fritidsjob. Samtidig lagde hun i ansøgningen vægt på, at hun er lærenem og har masser af gåpåmod til at give sig i kast med nye ting.

”Jeg havde haft en del job før, der ikke var studierelaterede, og highlightede de kompetencer, jeg kunne tage med derfra. Fx arbejdede jeg i et supermarked og var derigennem blevet god til at kommunikere med andre mennesker, og så stod jeg i mit sabbatår i en bager med ansvaret for den daglige ledelse,” siger hun.

Find de skjulte jobs på virksomheders hjemmesider

Efter et stykke tid hos Udviklings- og Forenklingsstyrelsen fik hun lyst til at søge et nyt studiejob, der kunne udfordre hende mere. Nogle af hendes venner arbejdede hos IT-virksomheden IBM, og da hun gik ind og kiggede på virksomhedens hjemmeside, var der til hendes store overraskelse flere ledige stillinger.

Næste skridt var jobsøgningen. Men så langt nåede Lærke Ebbenæs slet ikke.

”I jobopslaget stod der, at de søgte en kandidatstuderende til marketingsafdelingen, og jeg vidste ikke, hvad de konkret mente med det. Der var generelt en del ting i opslaget, som godt kunne uddybes. Derfor spurgte jeg ind til det i en mail,” siger Lærke Ebbenæs, der fik positiv respons tilbage.

Mailen gjorde, at hun blev kaldt direkte til samtale uden at skrive en ansøgning eller et CV.

Brug dit netværk

Arbejdsopgaverne bestod primært af logistik og eventhåndtering, men da hun ikke følte, der var nok arbejdsopgaver til hende, valgte hun efter 10 måneder i marketingsafdelingen at lade folk omkring sig vide, at hun søgte nye udfordringer.

Her kom hendes netværk hende til undsætning. Lærke Ebbenæs var blevet medlem af personaleklubben, og samtidig var hun en del af studienetværket i virksomheden, hvor hun sidder i bestyrelsen.

På den måde hørte flere, at hun var interesseret i et nyt studiejob, og det gav pote.

”Jeg fik jobbet internt, hvor jeg blev spurgt: ’Jeg ved, at du søger nye udfordringer. Kunne du tænke dig at tage over her?’” fortæller Lærke Ebbenæs, der nu arbejder med intern kommunikation i IBM.

6 gode råd fra studenterrådgivningen i Djøf

1) Find din kerneinteresse

Til at starte med er det en god idé at indkredse, hvad der interesserer dig. Er marketing fx din store interesse, så kan du lave et mindmap, hvor du skriver alle afkroge af marketing ned, du kender til. Det kan give dig en masse søgeord at lede efter i jobopslag og/eller nøgleord, du kan skrive i en uopfordret ansøgning.

 

2) Hold ører og øjne åbne

Under en krise som corona-situationen kan man let komme til at tænke i begrænsninger, men Lotte Jepsen, chef for studenterrådgivningen i Djøf, opfordrer til, at man i stedet fokuserer på de mange muligheder, der er. Det er en god idé at søge bredt, både hvad angår virksomheder og jobtyper.

Ifølge hende har det en stor betydning, at man viser initiativ, og at man ved, hvad det vil sige at være en del af en større sammenhæng og have forretningsforståelse. Man skal altså ikke give op, hvis det første job ikke nødvendigvis er det mest studierelevante. Du kan godt være i en virksomhed, som kan drage nytte af dine kompetencer fra studiet og på den måde være med til at kreere dit eget studierelevante job.

”Jeg talte på et tidspunkt med et medlem, der arbejdede på et hotel, som fandt ud af, at han kunne bruge sine kompetencer inden for regnskaber på jobbet. Han lavede en deal om at medvirke i deres bogholderi og regnskabsafdeling,” fortæller Lotte Jepsen.

 

3) Research – benyt Djøfs jobunivers og LinkedIn

Når du først har fundet ud af, hvad der interesserer dig, skal du gå i gang med at researche. Du kan fx bruge jobdatabaser som Djøfs Jobunivers og oprette en LinkedIn-profil. På LinkedIn kan du både vise, hvad du kan fagligt, og følge virksomheder, som branchemæssigt ligger inden for dit interessefelt.

”Der er flere virksomheder, som slår jobs op på LinkedIn. Du kan også søge på arbejdspladser, hvor man kan se, hvordan medarbejdere profilerer sig, og derigennem få inspiration til, hvilke kompetencer eller keywords man kan bruge i sin ansøgning,” siger Lotte Jepsen.

 

4) Søg uopfordret – brug databasen BIQ

Som Djøf-medlem kan du bruge BIQ, Danmarks største erhvervsopslagsværk, til at søge uopfordret. Med BIQ kan du nemt målrette din søgning efter de virksomheder, som interesserer dig og få et hurtigt overblik over brancher, geografi, antal ansatte mm.

 

5) Analysér jobopslaget

Det er vigtigt at sætte sig ned og analysere jobopslaget. Du skal finde frem til, hvad der er det vigtigste i netop det job, du søger. Samtidig skal du svare på, hvorfor du er unik og skal have jobbet. Djøf giver sparring både på CV, ansøgning og LinkedIn-profil.



”Du skal bruge alt det fra dine tidligere job, studie og frivilligt arbejde til at vise, at du er den rette kandidat. Det kan fx være, at du har arbejdet i et supermarked og lært noget om kundekontakt – hvilket du med god grund kan fremhæve,” mener Lotte Jepsen.

 

6) Brug god tid på ansøgning og CV

Når du er nået til at skulle skrive din ansøgning og CV, skal du tænke over: Hvad er det, arbejdsgiveren ønsker af dig i jobbet? Du skal helt fra start af være skarp på din faglige profil og fremhæve din motivation for, hvorfor du er den helt rette til jobbet.

”Vi ved jo, at der er flere studerende, der tænker: ’Jeg har ingen kompetencer til at søge et studierelevant job.’ Men man skal bare huske, at man lærer af alt, hvad man har med at gøre, og man opnår kompetencer fra forskellige steder, fx studiet eller tidligere job og frivilligt arbejde,” fortæller Lotte Jepsen. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.