"Vi burde alle sammen klappe hinanden på skuldrene"
Hvilke trends i den danske befolknings håndtering kan du pege på?
”Der er flere væsentlige ting at bide mærke i. Den første er fleksibiliteten i vores reaktioner. Det ser ud til, at når smitten stiger, så bliver vi mere bekymrede og mere opmærksomme på sundhedsrådene. Når smitten så falder, slapper vi mere af. Det er jo en af de ting, som lige nu står sin prøve: Hvor meget kan vi så skrue tilbage til adfærdsmønstre fra foråret?”
”Det andet er, at vi i høj grad kan se i vores data, at befolkningen er motiveret til at følge anbefalinger og siger, at de godt kan holde ud at leve med de restriktioner, der er. Idéen om metaltræthed, som har spillet en rolle i den offentlige debat både her og i udlandet, kan vi endnu ikke spore i den danske befolkning i særlig høj grad. Folk er villige til at gøre en indsats og opfatter myndighedernes anbefalinger som vigtige.”
”Det, der ser ud til at være det springende punkt, er ikke motivationen, men forståelsen af, hvad vi rent faktisk bliver bedt om at gøre. Der er tendenser til, at folk bliver usikre på, hvad sundhedsanbefalingerne egentlig går ud på: 'Hvad er det, man gerne vil have mig til at gøre?' Vi kan se i nogle af de mere sofistikerede analyser, at de, der i højest grad rapporterede, at de ændrede adfærd under forårets første nedlukning, også var dem, som rapporterede, at de havde den klareste forståelse af, hvad indholdet af sundhedsanbefalingerne rent faktisk var."
Hvordan vurderer du danskernes håndtering af situationen indtil videre?
”Overordnet set må jeg sige, at jeg synes, vi alle sammen skulle klappe hinanden på skuldrene i forhold til håndteringen i foråret, hvor vi så en enorm villighed til at gøre en indsats. Vi så virkelig styrken af det danske civilsamfund i forhold til at ændre utrolig mange vaner for at få det her til at fungere. Fx omkring lærere, folkeskoler, osv. Overordnet set har vi håndteret det rigtig godt.”
”Det ser ud, som om vi som befolkning også er sluppet med optimismen i behold. At vi har været i stand at opretholde sociale kontakter til vores familie og venner hen over sommeren. Vi har ikke set meget udbredte følelser af ensomhed i den generelle befolkning ifølge de data, som vi har indsamlet. Man kan se, at der er mere ensomhed at spore og flere følelser af at stå alene i nogle af de andre lande, som vi indsamler data på.”
”Så er det nu, spørgsmålet kommer: Fordi vi måske er vendt tilbage til normale måder at omgås hinanden på, mens smittetallene så gode ud, er vi så i stand til at få ændret vores adfærd tilpas meget – ikke mindst i det genåbnede samfund – til at vi kan få knækket den stigende smitte?"
Tilføjet 13. november: Siden Djøfbladet interviewede Michael Bang Petersen, er befolkningens tillid til myndighederne faldet, så den nu ligger på det hidtil laveste niveau, siden pandemien nåede Danmark.