Anbefalinger

"Jeg bliver altid fyldt af lidt national stolthed"

09-11-2020
1 min.

Bankdirektør Karen Frøsig anbefaler en bog om at føle sig alene i Vestjylland (og stalke Anders Agger) og et udsøgt museum for dansk design.

Karen Frøsig er administrerende direktør for Sydbank og har i år haft 10-års-jubilæum på posten. Hun er cand.jur. fra Aarhus Universitet og har tilbragt næsten hele sin karriere i finansverdenen.

Hvad læser du for tiden?

”Jeg elsker bøger, men når sjældent at læse ret meget skønlitteratur. Så når jeg endelig har tid, skal det være noget, som kan give mig et pusterum – en modvægt til dagligdagen. ’Meter i sekundet’ af Stine Pilgaard har jeg grinet meget af. Den handler om at flytte til Jylland og slet ikke kunne forstå, hvad folk siger. Hun skriver skarpt og sjovt, så den har jeg nydt at læse.”

Hvilken bog har ændret dit syn på verden?

”Jeg tror nok ikke rigtigt på, at en bog kan ændre éns liv. Mennesker kan ændre éns liv – bøger tilfører krydderi og viden. Men når det er sagt, så har ’Introduktion til formueretten’ af Jørgen Nørregaard haft stor betydning for mig personligt. Den er begynderpensum på jurastudiet, og det var, da jeg læste den, jeg virkelig fandt interessen for mit fag.”



Hvilke kulturelle perler burde være pensum for alle?

”Wegner-museet i Tønder. Der elsker jeg selv at komme, fordi det er så roligt og smukt et sted, som både samler noget historisk og tidsløst. Det er en demonstration af dansk design, når det er allerbedst, og jeg bliver altid fyldt af lidt national stolthed, når jeg kommer der. Og så ligger det i dejlige Sønderjylland.”

Flowradio eller podcast?

”Flowradio. Jeg kører i bil til og fra arbejde i mindst to timer hver dag og har gjort det i mange år. Her lytter jeg gerne til P4 eller P1. Men jeg har en stærk ambition om at blive mere podcast-orienteret. Det er et fantastisk medie, som mange i min omgangskreds har enormt stor glæde af. Jeg glæder mig faktisk til at komme i gang.” 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.