Mit arbejdsliv har været fyldt med chikane

Da jeg læste det anonyme indlæg om arbejdskultur i en offentlig administration i Djøfbladets september-udgave, fik jeg på mange måder et flashback. Et flashback til de job, jeg over tid har haft.

Jeg tænkte: Hvorfor er det, at det er de mennesker og de rammer, vi er omgivet af, der i den grad skal styre vores arbejdsliv og nogle gange vores psykiske og fysiske helbred?

Mit første job efter studiet startede jeg aldrig i. Jeg havde været til samtale i en mindre privat virksomhed, fik jobbet, og lønnen blev aftalt. Ugen før jeg skulle starte, ringede chefens sekretær og fortalte, at de havde ændret lønnen til 12.000 kr. i måneden. Jeg oplyste, at jeg på den baggrund ikke ønskede at tage jobbet. To dage efter lå der et brev i min postkasse fra chefen med hans personlige underskrift, hvor han skrev, at jeg som nyuddannet havde udvist en uhørt arrogance – hvorfor han fyrede mig – og at dette ville skade min karriere.

Næste job i en mindre privat virksomhed holdt i otte måneder. Så fandt min chef ud af, at jeg var lesbisk. Jeg blev derefter fyret med den begrundelse, at min livsførelse ikke matchede de forventninger om familie og om at kunne indgå i lokalsamfundet, som var en del af det at være ansat i virksomheden. Fyringen var åbenlyst ulovlig, men jeg valgte ikke at reagere på sagen og koncentrerede mig om at finde et nyt job. En måned efter underskrev jeg en ny jobkontrakt.

Det næste job i en offentlig styrelse holdt i 10 gode år. Jeg søgte væk for at få nye udfordringer, og ikke fordi der var forhold, jeg var utilfreds med.

Denne gang fik jeg job i en stor privat virksomhed. Jeg sad i en arbejdsenhed på tre personer. Da den ene kollega gik på pension, var vi i en periode kun to personer, der skulle samarbejde. Pludselig – for mig helt ud af den blå luft – begyndte min mandlige kollega at kontakte mig privat, sende mig gaver, lede efter en lejlighed nær ham og hans kone samt bestille skiferie. Jeg fandt ud at, at planen var, at jeg skulle bo nær ham og hans kone og være hans elskerinde. Så kunne vi tage på ferier sammen og være sammen, når vi havde lyst til det. Han mente, at fordi jeg så godt ud og var feminin, var det en fejl, at jeg var lesbisk. Han var manden, der skulle redde mig ud af denne fejltagelse.

Hele sagsforløbet var så absurd, at jeg ikke stolede på, at nogen ville tro på min fortælling. Derfor valgte jeg i første omgang selv at prøve at tale med min kollega og høfligt forklare ham, at jeg ikke var med på hans plan. Min kollega oplyste under denne samtale, at han ville ødelægge mig og min karriere. Det gik han så i gang med, bl.a. ved at stille mig i miskredit over for afdelingens primært mandlige kollegaer og vores fælles chef.

Selvom HR var inde over, var klokken slået for mig. Vores fælles chef indkaldte mig til møde og fortalte, at jeg havde seks måneder til at finde mig et nyt job, fordi jeg chikanerede min kollega. Efter seks måneder ville jeg blive fyret. Jeg fandt hurtigt et nyt job, og Djøf hjalp mig med at få en kompensation for chikane. Men skattepligtige 200.000 kr. vil aldrig kunne erstatte et job, jeg indtil da havde været rigtig glad for og kunne se mig selv i mange år frem.

Mit nye job i en større privat virksomhed startede fint, og chefen gav et rigtigt godt indtryk. Grundet de to tidligere job-erfaringer, hvor det klart havde været en ulempe at være homoseksuel, spillede jeg i dette job heteroseksuel. Det var et nyt drømmejob, og jeg så frem til en mangeårig ansættelse.

Efter nogle ugers ansættelse oplyste min nærmeste kvindelige kollega mig om, at hun frygtede, at hun var næste mobbeoffer for vores fælles chef. Hun og andre kvindelige kollegaer havde gennem de seneste år udarbejdet en form for matematisk formel, der nøje kunne forudsige, hvornår man som kvindelig medarbejder under denne chef stod for skud. Mænd var ikke berørt af chikane fra denne chef.

Der gik et lille år, før mobningen af min kollega startede. Min kollega blev miskrediteret over for direktionen og ledere i organisationen og mobbet i en grad, som også gjorde mig fysisk og psykisk dårligt til mode. På randen af en sygemelding formåede hun at samle kræfter til at sikre sig et nyt job.

Så var det efter den medarbejderfastsatte formel min tur til at blive chikaneret. Igen gik der et lille års tid. Så blev jeg indkaldt til en samtale, hvor min chef fortalte mig, at jeg havde psykiske problemer. Han forklarede, at det bedste for mig ville være at starte i terapi hos ham. Ellers ville han ikke kunne stå inde for min fortsatte ansættelse i virksomheden. Min chef interesserede sig meget for psykologi og havde taget en del kurser. Jeg vidste fra mine kollegaer, at det var sådan, mobningen startede. Et tilbud om terapi, som man ikke kunne afslå, var en åben dør til et psykisk helvede. Jeg afslog høfligt og begyndte straks at søge nyt job. I jobsøgningsperioden passede jeg mit job, så godt jeg kunne, men mobningen gjorde det svært. En medarbejder hos Djøf gav mig god coaching, som kunne understøtte mig.

Specielt én morgen gik det galt. På vej hen til min bil faldt jeg om på fortovet. Min kone så det heldigvis og fik mig hjulpet ind. Et kort øjeblik var jeg blind, derefter blev mit syn sløret, så jeg ikke kunne se klart. Min krop var helt stiv og kunne ikke bevæge sig. Jeg havde svært ved at trække vejret. På trods af dette tog jeg på arbejde. Min chef skulle ikke have lov til at få mig ned med nakken. Kort tid efter kunne jeg underskrive en ny jobkontrakt.

Når jeg tænker tilbage på min karriere, kan jeg konkludere, at den har været meget styret af de chefer og kollegaer, jeg er stødt på, og mindre af mine egne karriereplaner og ønsker.

Det er ikke kun som nyuddannet, at man står over for et jobmarked, der kan være en udfordring. Gennem hele karrieren vil der være forhold, der kan få stor indflydelse på éns fysiske og psykiske helbred og på éns jobsituation. Disse forhold er alt for dårligt italesat og behandlet. Både hos fagforeninger og på arbejdspladserne.

Personligt har disse oplevelser mærket mig. Hvis jeg i morgen bliver involveret i lignende situationer med chikane og mobning, tror jeg ikke, jeg vil kunne klare det. Min kvote, psykisk og fysisk, er på en måde brugt op.

Jeg håber, at min oplevelse med chikane på tre ud af de fem arbejdspladser, jeg har haft, ikke er et generelt billede af arbejdskulturen i Danmark. Alle fortjener en chance baseret på deres evner og faglighed.