”Jeg var nervøs, men vil til hver en tid gøre det igen”

Hun er ledelsesforsker og har været ansat inden for forskningsverdenen i snart 20 år og ved, at sexisme og kønsdiskrimination også foregår i den akademiske verden. Men da de hundredevis af underskrifter og personlige beretninger begyndte at tikke ind, var hun alligevel forfærdet og chokeret. Ikke så meget over antallet, men mere over karakteren og den fysiske voldsomhed i de seksuelle krænkelser i hendes egen verden.

”Det bekræftede på et splitsekund, hvor vigtig denne underskriftsindsamling er,” siger Sara Louise Muhr, der er professor på Institut for organisation på CBS, hvor hun forsker i køn, HRM og ledelse.

Kunne ikke sige nej med mine værdier

Det var en af hendes kolleger, der i slutningen af september bankede på hendes dør med spørgsmålet om, hvorvidt de sammen skulle tage initiativet og igangsætte en #MeToo-underskriftsindsamling i universitetssektoren.

”Jeg tror, at jeg tøvede et kort sekund. For jeg ved som kønsforsker, hvor enorme konsekvenser det kan have at stille sig frem offentligt på det her felt. Den shitstorm, man kommer ind i, og de hatemails, man får, kan være virkelig voldsomme. Og så var jeg da også bange for konsekvenserne for min egen karriere. Omvendt vidste jeg, at med de værdier og den overbevisning, jeg har, kunne jeg slet ikke lade være, da først jeg havde stillet mig selv spørgsmålet.”

Følelsesmæssigt voldsomt

Hun og kollegaen var enige om at samle en større initiativgruppe. Dels for at få underskriftsindsamlingen længst muligt ud i universitetsverdenen, dels for at kunne beskytte hinanden og stå sammen over for angreb og negative reaktioner, når først historien ville blive bragt i medierne. De rakte ud til en større gruppe kollegaer, hvoraf nogle af angst for konsekvenserne for karrieren sagde nej. En kollega, ph.d. og ekstern lektor Benedicte Nielsen Whitehead, har i Uniavisen forklaret, at hendes nej ikke skyldtes angst for karrieren – men at hun syntes, at indlægget i sig selv var sexistisk anlagt.

De fleste takkede dog ja, og inden for et par døgn var en bredt sammensat initiativgruppe på 16 personer dannet. Der blev formuleret et fælles brev med en opfordring til at skrive under og dele anonyme krænkelseshistorier, og brevet blev sendt ud i gruppens bredere forskningsnetværk. Og efter få timer begyndte svarene at strømme ind på en fællesmail, som Sara Louise Muhr og en kollega fra initiativgruppen primært stod for at modtage og overvåge.

”Det var en følelsesmæssig utrolig voldsom oplevelse. At sidde der og modtage alle de personlige beretninger, der for nogle er dybt traumatiske og for manges vedkommende aldrig har været delt før. Jeg har nok troet, at sexisme på vores område primært har drejet sig om de mere lumre verbale sexchikaneringer. Men pludselig så jeg, hvor mange der reelt har været udsat for voldsomme fysiske overgreb, ligefrem voldtægter. Og hvor mange der aldrig har meldt det – eller netop har råbt op, men bare er blevet grinet ad og aldrig taget alvorligt. Og så chokerede det mig også dybt at se, at det her er noget, der så langtfra kun foregår under julefrokoster og festlige sammenkomster. Det udspiller sig midt i arbejdstiden her på universitetsgangene,” siger hun.

I de fem dage, underskriftsindsamlingen varede, tilbragte hun aftener og nætter med at tage imod og sortere de næsten 900 e-mails, der i alt nåede at komme ind. De blev siden sendt i anonymiseret form til Politiken, der 8. oktober bragte historien og dermed igangsatte #MeToo-bølgen i den danske universitetssektor.

"Vi fik dem i tale, vi ville"

Og så kom reaktionerne. Iblandt dem var der nogle af de forventede negative e-mails. Men ifølge Sara Louise Muhr var de fleste tilkendegivelser positive, og anerkendelsen fra rektoratet kom prompte med en indkaldelse til møde om fremtidigt samarbejde og indsats mod sexismen. Den store shitstorm udeblev derimod. Ifølge ledelsesforskeren formentlig fordi #MeToo-nedsmeltningen i Det Radikale Venstre tog fart i samme dage og derfor ryddede forsiderne, ligesom Frank Jensen også fik den største del af #MeToo-opmærksomheden senere. Men den timing begræder hun ikke.

”For os var det ikke dårlig timing, at vi ikke fik al medieopmærksomheden i længere tid. For det vigtige er jo ikke, at jeg og vi kommer i medierne. Det her handler ikke om mig. Det her handler om alle de kvinder – og også mænd – der ikke har fået jobs, som de har været kvalificerede til, fordi de har sagt fra over for sexisme, og derfor er blevet kørt ud på et sidespor. Ligesom det også handler om alle dem, som har følt sig tvunget til at lade sig krænke og fortie det, fordi det var forudsætningen for at komme videre i karrieren,” siger hun

Sara Louise Muhr kalder mediedækningen for et opråb, der havde til hensigt af få universitetsledelser i tale. Og det fik den. 

”Vi fik med det samme dem i tale, som vi gerne ville tale med. Nemlig ledelserne på landets universiteter, som er dem, der skal gøre noget ved problemet. De har allerede inviteret til videre samarbejde, der skal belyse, hvad de særlige problemer er i den akademiske verden er, og hvad vi kan og skal gøre fremover for at komme dem til livs. Det var vores mål, og det nåede vi,” siger hun.

Unge forskere afhængige af professorers gunst i mange år

For hvor sexismen i forskningsverdenen på mange måder bunder i samme problemstillinger som alle andre steder, nemlig misforståede ledelsesbeføjelser og magtmisbrug, findes der ifølge ledelsesforskeren dog også særlige forhold her, der skaber specielt gunstige vilkår for seksuelle krænkelser blandt forskere. Nemlig de løse ansættelser, som udgør næsten 50 procent af alle jobs i universitetssektoren. Og ugennemsigtige ansættelsesprocedurer, der betyder, at forskere langt op i karrieren vedbliver at føle sig usikre i deres jobs, og som gør dem nemmere at udnytte i skæve magtrelationer.

”Som forskere bliver vi oftest først fastansatte sent i karrieren. Mange sidder derfor i tidsbegrænsede ansættelser, helt op til de er 35 år. Det skaber en iboende usikkerhed hos mange unge forskere. For for at komme videre i karrieren er du hele tiden afhængig af at komme på det næste forskningsprojekt, som sikrer ansættelse lidt endnu. Og derfor er du også stærkt afhængig af den professor eller lektor, der skal give dig en plads på det projekt,” siger hun.

Bange for at brænde sine broer

Det betyder, at relationerne bliver særligt vigtige for at kunne gøre forskningskarriere, da man er bundet af sin nærmeste professors konstante anerkendelse. Samtidig er ansættelsesprocesserne ifølge Sara Louse Muhr lukkede og sjældent noget, ledere længere oppe i systemet har indblik i eller kontrol over. Stillinger kan slås meget snævert op, så de kun passer til meget få personer. Og det er professoren eller lektorens faglige vurdering, der afgør, hvem man finder egnet til næste forskningsansøgning. Derudover er bedømmelsesudvalg også noget, professorer eller lektorer i store træk selv kan påvirke.

”Endelig er vi i vores verden også ret fagligt specialiserede. Der er derfor ikke ret mange andre steder, du kan gå hen, hvis du fx kommer i konflikt med din chef. Man er derfor altid uhyre opmærksom på ikke at brænde sine broer. Og alt det her gør, at du jo står svagt i magtrelationen som yngre forsker, hvilket desværre skaber et gunstigt miljø for magtmisbrug og seksuelle krænkelser og for at blive kørt ud på et sidespor, hvis du afviser at være en del af det spil,” siger Sara Louise Muhr, der har modtaget flere e-mails og underskrifter, siden underskriftsindsamlingen officielt lukkede, og nu er oppe på at have modtaget over 1.000.

Håndbog skal sætte skub i samtaler og kulturændring

Forude ligger nu så arbejdet med at få indkredset og præciseret sexismen i den danske universitetssektor og igangsat den kulturændring, som Sara Louise Muhr håber på kan blive resultatet. Blandt andet ved, at topledelserne formulerer klarere strategier og politikker på området. Men også gennem et konkret arbejde og en åben debat om ledelseskulturen og magtbegrebet inden for forskningen, der skal sætte fokus på, hvad god ledelse er og ikke er, hvad magt berettiger til, og hvad magt ikke berettiger til. En proces, som alle de mange anonyme udsagn fra underskriftsindsamlingen kommer til at spille en afgørende rolle i.

”Lige nu er vi i gang med at udarbejde en håndbog med alle de anonyme historier. Helt konkret kategoriserer og koder vi alle eksemplerne på en sådan måde, at de kan bruges direkte som afsæt for at diskutere sexisme på arbejdspladser,” siger hun og fortæller, at en af udfordringerne med at arbejde med og håndtere sexisme er, at selvom mange eksempler er klokkeklare, findes der også mange hændelser, hvor det er uklart, hvor og hvornår grænsen præcist blev overtrådt.