Nyt job

"Jeg tænker, at jeg skal lære at svejse"

27-10-2020
2 min.
Efter at have forsket i universitetspædagogik i en årrække er Anna Bager-Elsborg rykket til Maskinmesterskolen, hvor hun bl.a. skal være personaleleder. Foto: Kristoffer Mølstrøm

Anna Bager-Elsborg har skiftet universitetet i Aarhus ud med byens maskinmesterskole. Samtidig har hun skiftet forskning ud med praksis og personaleledelse.

I knap et årti har Anna Bager-Elsborg forsket i samfundsvidenskabelig universitetspædagogik ved Aarhus Universitet. Samtidig har hun "undervist undervisere i at undervise," som hun formulerer det.

Men nu har hun forladt universitetet og taget sin viden om undervisning med til Aarhus Maskinmesterskole. Her er hun ny teamleder for skolens undervisere på 4. og 5. semester, hvor uddannelsen bliver teoretisk, og eleverne skal forvandle sig til studerende.

”Jeg tænkte: 'Nu har jeg undervist i det samme i noget tid og trænger til, at der skal ske noget andet.' Og det kunne enten være at blive mere specialiseret i forskning eller få lov til at bruge det i praksis. Det har jeg savnet i mit arbejde,” siger Anna Bager-Elsborg.

Sideløbende har hun virket som undervisningskonsulent for fakultetets undervisere og undervist dem i kompetenceudvikling. Det betyder, at hun har lært at arbejde med folk, der har ekspertviden om et fagområde, men ikke nødvendigvis stor pædagogisk viden.

”At formidle universitetspædagogik til dem kræver, at man er meget lydhør over for deres faglighed. Det tager jeg med mig.”

Hun er bevidst om, at hun endnu ikke ved meget om hverken "el eller termiske maskiner". Til gengæld ved hun rigtig meget om undervisning. Derfor er hun ikke nervøs for at møde modstand fra skolens fagligt stærke undervisere. Tværtimod.

”Jeg tager en enormt stor faglighed med mig. Og så tager jeg en erfaring i at håndtere modstand og stærke personligheder med mig.”

På universitetet indebar hendes funktion, at underviserne kunne rekvirere støtte til deres undervisning. Men så snart de var ude af døren, var det videre forløb ude af hendes hænder. Det betød, at hun kom til at savne at se resultaterne af sit arbejde over længere tid.

Nu ser hun frem til at følge undervisere over lang tid. Og se resultaterne af den uddannelses- og pædagogiske ledelse, som hun skal levere. Samtidig ser hun frem til at få erfaring med personaleledelse. Men det betyder ikke, at hun endegyldigt har sagt farvel til forskningsverdenen.

”Jeg synes ikke, at jeg er færdig med at forske,” siger Anna Bager-Elsborg og uddyber:



”Jeg ser det som en mulighed for at se med forskningsbriller på en institution, der ikke er gennemforsket. Det er relativt nyt, at Maskinmesterskolen skal have så massivt et vidensgrundlag og skal forske i egen praksis.”

Hendes rolle på skolen indebærer en vis frihed, for hele stillingens indhold ikke er defineret fra start. Det betyder, at hun har mulighed for at byde ind med egne idéer til indholdet af opgaverne. Og sideløbende har hun mulighed for at lære nye færdigheder.

”Jeg ser for mig, at jeg kan få nye hobbyer. Jeg tænker, at jeg skal lære at svejse.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.