Anmeldelse

I morgen dør dit firma

27.10.2020

af

'Always Day One' giver et godt indblik i, hvorfor det er lykkedes nogle få tech-firmaer at få massiv indflydelse på store dele af vores liv. Forfatteren vakler dog lidt mellem rollerne som konsulent og kritisk journalist.

Den sidste onsdag i juli afviklede den amerikanske kongres historiens nok rigeste videomøde: De fire deltagere havde en sammenlagt formue på mere end 1.500 milliarder danske kroner. Men stemningen var ikke jublende.

Tim Cook, Jeff Bezos, Sundar Pichai og Mark Zuckerberg – direktører for hhv. Apple, Amazon, Alphabet (Google) og Facebook – var nemlig blevet indkaldt til kritisk høring af Kongressen. Og spørgsmålet var direkte: Udnytter techgiganterne deres position til at skabe monopollignende tilstande, hvor den offentlige samtale lider, og konkurrenter bliver kvalt?

Samme spørgsmål har Margrethe Vestager stillet som EU-kommissær, og i det hele taget vokser modstanden mod de teknologifirmaer, som ellers plejer at være klassens populære drenge.

Men hvordan nåede vi overhovedet hertil, hvor en lille gruppe firmaer har koncentreret størstedelen af klodens opmærksomhed på så få hænder?

Hver dag er dag ét

Ifølge Alex Kantrowitz er svaret, at techfirmaerne stadig opfører sig, som om det var deres allerførste dag på markedet. De genopfinder sig selv konstant.

På et stormøde i Amazon i 2017 fik Jeff Bezos et spørgsmål fra salen: “Hvordan ser dag to ud?” Tydeligt skuffet svarede verdens rigeste mand: “Dag to er stilstand, efterfulgt af irrelevans, efterfulgt af ulideligt, smertefuldt forfald, efterfulgt af død.” 

Hos Amazon har Bezos brugt 25 år på at indprente i sine ansattes hoveder, at de altid skal opføre sig, som om det stadig var dag ét. Det handler om aldrig at hvile på laurbærrene. Dag ét er startup-fasen, hvor firmaet stadig skal bevise sit værd og stadig opfinde nye måder at tilfredsstille brugeren, som er umættelig.

Hos Facebook er det ikke opfindelser, men feedback, der dyrkes religiøst. Alle ansatte giver og beder konstant om feedback. (At Facebook så ikke altid lytter til feedback fra den demokratiske offentlighed, er en anden sag).

Hos Google handler det om samarbejde. Teams arbejder autonomt og parallelt som blækspruttearme uden et topstyret hierarki. Til gengæld har de værktøjerne til at samarbejde effektivt på tværs og mandatet til at handle. Det er innovativt anarki.

Mellem skepsis og beundring

Man kan mærke, at Alex Kantrowitz er fascineret af techgiganterne uden at være forelsket i dem. Han har set, at de skaber resultater, men han har også set, at de ikke nødvendigvis er gode arbejdspladser.

Det virker som en sund holdning, der ligger et sted mellem den blåøjede beundring, der omgærdede selskaberne for bare få år siden, og så det hadefulde tilbageslag, som for alvor tog fart, da Facebooks rolle i det amerikanske valg 2016 blev tydelig. Der er nemlig både noget at lære og noget at kritisere.

Ikke desto mindre vakler Kantrowitz en smule i løbet af bogen. Han kan ikke rigtig finde sig til rette i rollen mellem kritisk journalist og konsulent, så hans konstante vekslen mellem illustrative cases og skrækhistorier virker til tider usammenhængende.

Skrækhistorierne er sande, så de skal ikke gemmes væk. Men det er på bekostning af bogens egne pointer. Det er ærgerligt, når man som læser allerede kender de fleste kritikpunkter.

Ikke desto mindre: Hvis stoffet er nyt for dig, er 'Always Day One' et rigtig fint sted at starte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet