Guide

5 gode råd til bedre søvn

27-10-2020
1 min.
Hvordan man opbygger et sundt søvnmønster, er et komplekst spørgsmål. Det er til gengæld simpelt at fastslå, at det er en skidt idé at tilbringe aftenen badet i køligt lys fra skærme. Foto: Dean Drobot/Shutterstock

Søvn er afgørende for at kunne studere godt og koncentreret. Vi har spurgt en ekspert, hvad der skal til for at optimere søvnen.

Man hører ofte, at det ikke kan lade sig gøre at komme sovende til gode resultater. Men søvn er faktisk afgørende for at kunne præstere på studiet. Det forklarer søvnekspert Poul Jennum, som er overlæge ved Dansk Center for Søvnmedicin, Glostrup Hospital/Rigshospitalet.

”Søvn er vigtigt for kroppens og hjernens genopbygning og dermed også for indlæringen. Dårlig søvn påvirker indlæringsevnen negativt for studerende,” siger han.

Det er individuelt, hvor mange timers søvn vi har brug for, men Poul Jennum har en tommelfingerregel.

”For de fleste mennesker er otte timers nattesøvn nødvendigt, og det er jo meget ligetil at få. Hvis man som studerende skal møde klokken 8, og plejer at stå op 6.30, så skal man senest sove 22.30,” siger han.

Nødvendige fravalg

En af nøglerne til god søvn er gode rutiner. Poul Jennum lægger vægt på, at det er vigtigt at stå op og gå i seng på samme tidspunkt hver dag. Det sikrer nemlig en naturlig døgnrytme, og man vil have nemmere ved at falde til ro.

Derudover kan man også selv foretage nogle fravalg i livet for at sikre sig en bedre søvn.

”Alkohol og koffein samt skærmarbejde inden sengetid er ikke godt for søvnen. Det går nemlig ind og påvirker den naturlige døgnrytme, så man kan have sværere ved at falde til ro,” siger han.

Spis dig til god søvn

Ud over alkohol og koffein er der også bestemte fødevarer, som har en negativ effekt på søvnen. Det er ikke hensigtsmæssigt at indtage store og tunge måltider inden sengetid, da fordøjelsen bliver sat på overarbejde. Der skal helst gå nogle timer fra aftensmåltidet, til hovedet rammer puden.



Også de klassiske snacks er mindre gode at indtage umiddelbart før sengetid.

”Salt og fedtholdig mad har en negativ indflydelse på fordøjelsen og derfor også søvnen. Klassiske snacks som fx chips er altså no-go, hvis man gerne vil give søvnen de rette betingelser,” siger overlægen.

Men hvad gør man så, hvis den lille sult kommer snigende hen på aftenen? Ifølge Poul Jennum skal man gå efter noget, der er let at fordøje.

”Fra et søvnperspektiv er det helt i orden at indtage yoghurt eller drikke et glas juice eller mælk. Her er der ingen røde lamper, der lyser,” siger han.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.