Dimittender

Jurister og økonomer finder hurtigst job

27-01-2020
3 min.
Nogle af de kompetencer, som jura- og økonomistudierne giver – fx evnen til at håndtere regler og budgetter – er der altid efterspørgsel på. Foto: Marvent/Shutterstock

Nyuddannede akademikere får skældud for deres relativt høje ledighed og bliver kaldt luddovne. Men kigger man på fakta, er der stor forskel på, hvor hurtigt forskellige faggrupper kommer i arbejde.

Tag et job ved kassen i Netto i stedet for at være arbejdsløs, har de nyuddannede ledige fået besked på fra flere sider – bl.a. af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S). Og Københavns beskæftigelsesborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), har ligefrem sagt i Berlingske, at A-kasserne overbeskytter de luddovne nyuddannede akademikere.

Men nogle af dimittenderne kommer faktisk langt hurtigere i arbejde end gennemsnittet, viser statistikken. Og jurister og økonomer er de samfundsvidenskabelige faggrupper, der allerhurtigst finder arbejde, efter at de har eksamensbeviset hjemme. Det viser de seneste ledighedstal for akademikere, der er fra oktober 2019.

Ser man på dem, der har fået deres kandidatgrad for højst tre måneder siden, er 29 % af de universitetsuddannede økonomer og 35 % af juristerne berørt af arbejdsløshed. Blandt dem, der har været færdiguddannede i mellem tre og seks måneder, er 21 % af økonomerne og 17 % af juristerne ledige.

Til sammenligning er over halvdelen i flere andre faggrupper berørt af ledighed op til et halvt år efter dimissionen.

Bag tallene ligger, at mange studerende nu bliver færdige samtidig som følge af fremdriftsreformen, og at et stort antal udklækkes lige op til sommerferien, hvor det kan ligge tungt med at finde job, fordi nogle arbejdspladser er i dvale pga. sommerferie.

Regler og budgetter

Men hvorfor er det lige jurister og økonomer, der hurtigst finder arbejde efter afsluttende eksamen? Ifølge chefkonsulent Steen Vive fra Djøf har det betydning, at områder som GDPR og compliance er i vækst, for disse felter er komplekse og kræver særlige kompetencer. Desuden er der altid brug for medarbejdere, som kan håndtere regler og budgetter, og her kommer jurister og økonomers kombination af specialist- og generalist-kompetencer til sin ret.

”Der har altid været en sammenhæng mellem din evne til at få styr på tal og ledighedsgrad. Jo mere økonomi, der indgår i en uddannelse, jo lavere er ledigheden, generelt sagt,” siger Steen Vive.

I 2017 viste en stor Djøf-analyse om fremtidens arbejdsmarked, at der er tre kompetencer, som ligger særligt højt på listen over, hvad fremtidens medarbejdere skal kunne:

  1. Problemløsning – evnen til at afdække, analysere og udarbejde beslutningsgrundlag.
  2. Sociale kompetencer – evnen til at arbejde i tværfaglige grupper, at arbejde sammen om et fælles projekt, eventuelt med andre faggrupper som fx ingeniører og håndværkere.
  3. Nysgerrighed – evnen til at være interesseret i at sætte sig ind i nye emner og få ting til at ske.

De tre har som fællestræk, at de menneskelige egenskaber i dag er mere væsentlige end tidligere, og derfor vurderer Steen Vive, at det er vigtigt at demonstrere nogle af disse kompetencer, når man som nyuddannet søger job.

Nemmere at få job, hvis man allerede har ét

Men hvor længe skal man så vente på at få arbejde som akademiker, inden man tyr til fx et job ved kassen i Netto?



”Jeg har set mange, der simpelthen ikke kunne med arbejdsløshedssystemet og derfor hellere ville tage et job under det akademiske niveau og så søge derfra,” siger Steen Vive.

Men han bemærker også, at ledige ser forskelligt på det, og at nogle synes, det er spild af tid at tage et lavtlønnet job. Det er en individuel vurdering, hvor konklusionen må afhænge af, om man er i konkurrence med mange andre kandidater, der også lige er blevet færdiguddannede, og hvordan jobsituationen inden for éns fagområde i det hele taget tegner sig.

Som udgangspunkt lyder anbefalingen fra Djøf dog, at det er bedre at søge, mens man er i beskæftigelse, hvis kombinationen af arbejde og jobsøgning ellers ikke stresser én. For selv om jobbet måske er kedeligt og under éns faglige niveau, har man alt andet lige et stærkere udgangspunkt for at få et nyt arbejde, hvis man i forvejen er i ansættelse. 

Kommentarer

Josefine

29.01.2020 kl. 17.28

Procenterne under cand.merc er forkerte, de summer til 134%

1 kommentar
0

Mikkel Arre, Djøfbladet

30.01.2020 kl. 10.41

Hej Josefine

Det er ikke meningen, at tallene skal summere til 100. Procenttallene viser, hvor stor en andel af dimittenderne der er ledige.
Det vil fx sige, at blandt de cand.merc.er, der blev færdige for max tre måneder siden, er 28 % berørt af ledighed. Og i den anden ende af tidsspektret er der en ledighedsprocent på 8 blandt gruppen af cand.merc.er, der blev færdige for mellem 15 og 18 måneder siden.

Venligst
Mikkel Arre
digital redaktør, Djøfbladet

0 kommentarer
2
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.