I Coloplast Danmark er der fx indført mødefrie fredage, hvor man som udgangspunkt ikke må booke hinanden til møder og derfor har mulighed for en dag med fordybelse. I Helsingør Kommune har nogle kontorer eksperimenteret med en rød, gul og grøn legoklods på skrivebordene. Hvis man satte den grønne øverst, var der fri bane til at henvende sig. Med den gule øverst signalerede man, at det var ok at forstyrre, hvis det var vigtigt, og med den røde øverst opfordrede man kollegaer til at vente med at henvende sig. Hos Copenhagen Capacity har ledelsen lavet et meditationsrum, som man kan bruge, hvis man skal koble af og finde fokus i en travl hverdag. Og Københavns Kommune har lavet et udførligt regelsæt for, hvordan man gør det rart at være i storrumskontorer.