Brevkasse

Hvordan motiverer jeg mine medarbejdere?

23-09-2019
2 min.

"Jeg har ved en lederevaluering fået besked på at motivere mine medarbejdere på en bedre måde – hvordan kan jeg gøre det?"

Jeg er i mit første lederjob i en stor finansiel butik og har personaleansvar for to konsulenter og en specialist. Så jeg er ’spillende træner’ og skal både lede folkene og drible egne opgaver i mål.

Ved seneste udviklingssamtale har min direktør – på baggrund af en lederevaluering – bedt mig gøre noget ved min måde at motivere mine folk på. Har I et par tips til, hvordan jeg kommunikerer på en mere motiverende måde?

Kære leder

Som spillende træner, hvor du som leder også har et ben i den konkrete opgaveløsning, har du en fordel. Du ved nemlig, hvad der rører sig i forretningen, og kender dine medarbejderes faglighed, udfordringer og arbejdsmetoder. Dermed har du rigtig gode forudsætninger for at motivere gruppen, når blot du husker at skelne mellem, hvornår du er lederen, og hvornår du er kollegaen, der driver opgaver og projekter og er fagfaglig på lige fod med de andre.

Her er, hvad du med fordel kan være opmærksom på, når du skal motivere din gruppe:

  • Hvem i teamet har de bedste forudsætninger for at løse opgaven? Og dermed menes ikke bare evner, erfaringer og faglighed. Dem med størst motivation for projektet er ofte dem, der bedst driver det i mål. Det forudsætter, at du som leder interesserer dig for, hvad dine medarbejdere motiveres af. Ikke to medarbejdere er ens på det punkt.
  • Sørg for, at opgaven, mandatet og rammen er tydelig. Selv om det lyder banalt (det står jo på side ét i projektlederhåndbogen), så er det ofte her, kæden hopper af. Medarbejdere er ikke sjældent i tvivl om, hvad chefen vil have dem til. Enten fordi du ikke har været tydelig nok, eller fordi medarbejderne ikke tør spørge. Så inden du ’går på’ og sælger en vigtig opgave til dine folk, så forbered grundigt, hvad du præcist vil have ud af det. ’Hvor meget?’ ’Hvordan?’ ’Hvad ikke?’ og ’Hvorfor?’ Og sæt endelig tid af til afklaring. Husk, at for en personaleleder eksisterer der ikke dumme spørgsmål, bortset fra dem, der ikke bliver stillet. 
  • Og vær endelig også skarp på dit ’hvorfor’. Du skal sikre brobygningen mellem det, I gør i jeres team, og den store forretning, I er en del af. En væsentlig del af dine folks motivation er, at de kan se et tydeligt spor mellem det, de bruger deres kostbare arbejdstid på, og den værdi, det skaber for forretningen.

Din evne til at ’bygge den bro’ er væsentlig for, at du lykkes med dit motiverende lederskab. Pøj-pøj med at udvikle dit motiverende lederskab!

/ Frederik Iuel, chefkonsulent, Djøf

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.