"Jeg har fået mere ansvar her, end jeg på nogen måde kunne have fået i København"

Det er to år siden, Sophie Emilie Lindenstjerne tog en beslutning og flyttede til Ringkøbing for at starte som fuldmægtig i Familieretshusets Adoptionskontor.

Væk fra København, hvor der er rift om pladserne, og hvor unge jurister ofte skal pukle længe, før de kan få et stort ansvar. Og hen til et sted, hvor hun kunne se muligheder.

 ”Det med at komme et sted, hvor kollegerne ikke er så gamle og garvede, som de er mange steder i København… Jeg har haft en mere stejlt stigende indlæringskurve, end jeg ellers ville have haft. Karrieremæssigt har jeg taget lidt af et kvantespring,” siger Sophie Emilie Lindenstjerne.

Egentlig var det slet ikke planen, at karrieren skulle være startet sådan. Faktisk havde hun allerede sagt ja til en helt anden stilling.

Sådan bliver du ikke super-populær

I december 2016 afleverede Sophie Emilie Lindenstjerne sit speciale om familieret med fokus på den europæiske Menneskerettighedsdomstols arbejde. Omtrent samtidig lykkedes det hende at få et job i Ankestyrelsen i København, og hun var stadig i gang med sin prøveperiode, da et jobopslag fik hende til at spærre øjnene op.

Et år tidligere, mens hun skrev specialet, havde hun været til samtale på en stilling hos Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) i Ringkøbing. Hun havde ikke fået den, men HR-folkene havde opfordret hende til at søge igen en anden gang. Nu søgte Statsforvaltningen på ny en jurist, og der var kun to timer til ansøgningsdeadline.

Normalt fik Sophie andre til at læse sine ansøgninger igennem. Det var der ikke tid til denne gang.

”Den røg direkte af sted. Jeg regnede ikke med at få det. Og jeg havde jo allerede et job. Men nogle gange skal man bare prøve nogle muligheder af. Jeg havde en idé om, at familieretten lige var noget for mig. Og jeg vidste også, at Statsforvaltningen især havde stillinger slået op i yderkommunerne.”

Sophie blev kaldt til samtale. En tidlig morgen satte hun sig i IC3-toget. 4½ timer til Ringkøbing, en halv times jobsamtale, 4½ timer retur til København. En uge senere havde hun et nyt job.

”Jeg sagde op i Ankestyrelsen, dagen inden min prøveperiode udløb. Det bliver man ikke super-populær af. Men det var jo et spørgsmål om at sige: 'Vil du det her nok? Så må du tage konsekvensen og prøve det.'”

Der gik halvanden uge til, så stod hun i Ringkøbing med et flyttelæs.

”Der var mange, der sagde 'hvor er det modigt' og 'hvordan tør du det?' – men for mig var det et eventyr. Lidt på linje med, hvis folk tager på udveksling. Jeg tog bare på udveksling til Ringkøbing. Jeg valgte ikke noget fra, jeg valgte eventyret til. Og så ser vi, hvor det bærer hen. Det er jo ikke sådan, at man bliver stavnsbundet.”

"Hende københavneren"

Ifølge Sophie Emilie Lindenstjerne var det ”lidt af en oplevelse” at lande i det vestjyske.

”Nu er jeg jo en ’kjole og stilet’-pige, og de findes bare ikke rigtigt ude i Ringkøbing. Så allerede der skilte jeg mig ud i gadebilledet. I lang, lang tid var jeg ’hende københavneren’. Det er jeg nok stadigvæk. De joker lidt med det. Men de har nok lært at holde af det på sin vis.”

Selv om hun skilte sig ud, havde Sophie Emilie Lindenstjerne forholdsvis let ved at falde til, både på og uden for arbejdet.

”Der er rigtig mange nyuddannede, der tager til Familieretshuset i Ringkøbing – og tager det som deres første job. Så der har hele tiden været nogle i samme situation, som man kunne snakke og danne fællesskaber med – samtidig med at personaleforeningen har holdt en masse arrangementer, der har kunnet knytte os til lokalmiljøet."

En aften i Ringkøbing kan være pænt stille sammenlignet med København, så Sophie fører en liste over interessante begivenheder i området – og har derudover lært at ”holde af sit eget selskab” og tage på tur til stranden og til skoven.

Den primære grund til flytningen var arbejdet og muligheden for at bide skeer med flere (og større) opgaver, end hun kunne få i København. Og her har Ringkøbing ikke skuffet. Efter to år er hun den jurist i adoptionskontoret, som – ud over lederstaben – har arbejdet der i længst tid.

”Lige så snart du er den, der har været der længst, er det dig, ledelsen kommer til, når der er lovændringer, der skal kigges igennem, eller når der skal svar ud til andre myndigheder. Og dig, der bliver stillet igennem til, hvis de ringer inde fra Udlændingestyrelsen eller Udenrigsministeriet. Så havner de komplicerede spørgsmål på dit bord, for hvor skulle de ellers ryge hen?”

En dårlig start – og hvad man kan lære af den

Når Sophie Emilie Lindenstjerne ser tilbage på den vej, der har ført hende til det første job, har den været alt andet end snorlige.

”Det startede egentlig i trods, det med at læse jura. Jeg havde været på ferie hos min mors søster og hendes mand mellem 8. og 9. klasse. Er der noget, de ikke bryder sig om, så er det liberale erhverv. De havde siddet og snakket om, at advokater var roden til alt ondt, og jeg kom hjem fra ferien og var super-meget teenager og tænkte: 'Jeg skal være advokat.'”

Hun overvejede andre karriereveje – bl.a. var hun i lang tid sikker på, at hun skulle på Designskolen i København – men vendte hele tiden tilbage til juraen.

”Og da min mor så syntes, at det da bare lød super-tørt og kedeligt, så var det jura, det skulle være.”

Det valg fortrød hun ikke. Heller ikke, selv om jurastudiet var svært det første år. De høje karakterer var kommet af sig selv i folkeskolen og gymnasiet, men nu kæmpede hun for at følge med.

”Jeg troede først, der var noget helt galt. Hvorfor kan jeg lige pludselig ikke? Men det var selvfølgelig, fordi niveauet var blevet en del højere. Jura er ikke det nemmeste studie. Jeg skulle lære, at jeg skulle yde en indsats, hvis jeg skulle nå noget. Der var ikke noget, der bare kom flyvende ned fra himlen. Hvilket var lidt af en øjenåbner, når man har været vant til det.”

I modsætning til mange af sine medstuderende havde hun ingen i familien med en jurabaggrund, hun kunne spørge om hjælp. Hun måtte knække nøden selv – og da det endelig lykkedes, fandt hun ud af, at hun egnede sig godt til studiet. At hun både ”havde det blik for helheden og detaljen”, som gør en god jurist.

”Psykisk bliver du mere robust af jurastudiet, fordi du bliver udsat for nogle slag og udsat for konkurrence. Pludselig er du samlet i en fold med en masse kloge hoveder, og ikke mindst folk, der virkelig brænder for det. Og det er en ting, der taler for, at du begynder at kigge lidt ud, når du tænker på det første job. For ikke nok med, at du konkurrerer med de gamle garvede jurister – og den konkurrence er blevet endnu hårdere efter udflytningerne af statslige arbejdspladser – men du sidder også samtidig med alle de skarpe hoveder på din egen årgang, og de vil have de samme job, som du vil,” siger Sophie Emilie Lindenstjerne.

Qua den langsomme start på studiet var hun bagud på point, når det gjaldt om at gafle de eftertragtede studiejob på de store advokatkontorer. Så hun kiggede andre steder. Fik studiejob i Region Sjælland. Blev gruppevejleder på Københavns Universitet. Havde lidt domsmandshverv ved siden af, stiftede en kunstforening.

”Man skal have foden ind et eller andet sted. Og nogle gange må man tage den mere kringlede vej for at nå dertil, hvor man gerne vil hen.”

Vejen væk fra Ringkøbing

Nu har den kringlede vej ført Sophie Emilie Lindenstjerne til Ringkøbing – og et job, der ikke kun har lært hende en hulens masse om familieret.

”Man lærer først sig selv at kende som arbejdsmenneske, som karrieremenneske, når man kommer ud og får et fuldtidsjob. Jeg vidste godt, jeg var karriereorienteret, men jeg vidste ikke, jeg var det i så udpræget grad. Og jeg har oplevet, at jeg trives i det, i arbejdslivet, men også at jeg bliver nødt til hele tiden at stræbe højere. Jeg har brug for hele tiden at blive udfordret, hvis det ikke skal blive for trivielt.”

Samtidig er det gået op for hende, at det private erhvervsliv tiltaler hende mere og mere, jo længere hun kommer. Og alt det peger frem imod, at hun ikke kommer til at tilbringe hele karrieren i Ringkøbing.

”Hvor jeg troede, da jeg læste, at det her var vejen for mig, så er det blevet klart for mig, at det ikke er ambitiøst nok. Og det er ikke for at sige, at der er noget dårligt ved familieretten. Det er bare for snævert et område til, at jeg vil kunne beskæftige mig med det hele mit liv.”

Drømmen om at blive advokat trækker. Og det samme gør advokatkontorerne i de store byer. Ikke at Sophie Emilie Lindenstjerne på nogen måde fortryder beslutningen om at starte karrieren langt væk fra København. Tværtimod.

”Jeg synes, at mange flere burde overveje at rykke væk fra de store byer og starte karrieren dér. For man får meget mere ansvar. Man får mulighed for at avancere hurtigere. For at få de mere spændende opgaver, man normalt i København vil skulle have siddet i mange flere år for at komme i nærheden af. Man kan få et forspring.”