Klimaprofessor: Arbejdspladser skal ind i klimakampen

Vi har spurgt 10 af de virksomheder, der har flest djøfere ansat, hvad de gør for at reducere deres CO₂-udledning i den interne drift. Otte af dem svarede tilbage. Vi fremlagde svarene for klimasociolog og lektor Anders Blok fra Københavns Universitet.

”Svarene viser, at klimahensyn for længst er blevet en del af det arbejde, der foregår i den type af service- og vidensorganisationer. Langt de fleste svarer også, at det er noget, de har været i gang med i længere tid,” vurderer han.

Men inden djøf-arbejdspladserne pudser deres grønne glorie alt for meget, har Anders Blok dog et par kritiske pointer. Han påpeger bl.a., at de adspurgte arbejdspladser har kunnet plukke relativt lavthængende frugter i klimakampen. Fx ved at spare på deres energiforbrug: For det første er energiforsyningen i Danmark allerede godt i gang med den grønne omstilling. Det pynter på virksomhedernes CO₂-bundlinje. For det andet er det noget lettere at udskifte til energisparende belysning i et kontorlandskab end at spare på energien i en tung fremstillingsvirksomhed, hvor der typisk ikke er lige så mange djøfere ansat.

Anders Blok synes stadigvæk, det er glimrende, at virksomhederne gør noget. Men han mener, at deres svar peger på, at de står over for langt tungere og sværere skridt, hvis de skal udlede endnu mindre CO₂. Her nævner han særligt virksomhedernes brug af flyrejser. Dem vender vi tilbage til.

Den offentlige indkøbspolitik skal ændres

Men hvor vigtigt er det egentlig, at arbejdspladserne tager del i klimakampen? Det spørgsmål stillede vi professor Katherine Richardson, der er leder af Københavns Universitets Center for Bæredygtighed.

”Det er altafgørende, at arbejdspladserne kommer ind i klimakampen. Dels fordi vi bruger så meget af vores tid der. Men også fordi mange af de vaner og idéer, vi får på vores arbejdsplads, er noget, vi kan tage med hjem og bruge der,” siger hun.

Katherine Richardson er ikke overrasket over, at de større private virksomheder er langt fremme med en grøn dagsorden. Hun ser mere skeptisk på, hvor langt de offentlige organisationer kan nå uden politisk vilje til at prioritere klimaudfordringerne. Særligt i forhold til de offentlige indkøbsregler, som dikterer, at ansatte altid skal købe billigst muligt ind. Katherine Richardson ser hellere en indkøbspolitik, der handler om at bruge så få af jordens miljø- og klimaressourcer som muligt.

”Klima og miljø er vores egentlige valuta. Det med at ’få mest for pengene’ giver ingen mening. Penge er jo bare en stedfortræder for jordens ressourcer. Vi risikerer, at jorden ikke længere er et sted, vi kan trives som mennesker, medmindre vi begynder at sætte klima og miljø højere end penge,” siger hun.

Hvad gør virksomhederne helt konkret?

Vi spurgte også virksomhederne om, hvad de rent praktisk gør for at udlede mindre CO₂. Flere digitale møder og fokus på energiforbrug og bæredygtige ombygninger gik igen i flere af svarene. Men der var også mere lavpraktiske og konkrete klimatiltag. Fx i Skatteministeriets koncern. Her har de et krav om, at træ i møbler og kontorartikler enten skal være bæredygtigt eller genbrug. Under flytningerne i forbindelse med omstruktureringen af skattevæsnet brugte man også flyttekasser af træ.

ATP fortæller, at de har haft en kampagne for at reducere madspild. Den betød, at de smed 20 procent mindre mad ud. De har også fokus på at reducere mængden af kød i kantinen. Særligt oksekød, som sammen med lammekød udleder langt mere CO₂ end andre kødformer.

Katherine Richardson ser tre steder, hvor en arbejdsplads virkelig kan gøre en forskel for klimaet. Det ene er at kigge på energiforbruget, hvilket alle de adspurgte virksomheder allerede er godt i gang med. Det andet er skabe så lidt affald som muligt og genbruge og sortere det, der er tilbage. Det tredje handler om den mad, vi spiser på jobbet:

”Vi når ikke i mål med Paris-aftalen, medmindre vi laver fuldstændig om på vores madvaner. Der kan arbejdspladserne være med til at vise, hvilke muligheder der er for at spise mindre kød.”

Hun kender til større virksomheder, som forgæves har prøvet at indføre kødfrie dage i kantinen.

”Der var medarbejdere, som var ved at gå ud af deres gode skind. Det var simpelthen for forfærdeligt for dem. Men man skal ikke indføre kødfrie dage som en straf. Man skal hellere have den vegetariske mad som udgangspunkt, og så må medarbejderne bede om at få kød.”

At flyve eller ikke at flyve er ikke spørgsmålet

Vores sidste spørgsmål til virksomhederne var, om der er en særlig form for CO₂-udslip, som de vil have særligt svært ved at reducere. Der pegede stort set alle på en udfordring i forhold til flyrejser. De fleste af virksomhederne er internationalt orienterede og har svært ved helt at holde op med at sende ansatte af sted med fly.

I forhold til flyvning mener Katherine Richardson, at virksomhederne skal passe på, at de ikke ender med en ’enten-eller’-tilgang: At de enten stopper helt med at flyve, eller at de bare fortsætter som altid.

Hun foreslår i stedet, at arbejdsgiverne laver en tjekliste til medarbejderne. De skal spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt at flyve til et givent møde. Særligt indenrigsflyvninger kræver en ganske særlig grund. Endnu en gang nævner hun det offentliges indkøbspolitik, som ofte tvinger ansatte op i et fly og gerne med mellemlandinger. Det er billigst, men samtidig det, der er mest skadeligt for klimaet. Selv er Katherine Richardson begyndt at holde rigtig mange møder over internettet.

”Det er faktisk ikke så svært. Men er man nået dertil, at man bliver nødt til at flyve, så skal det være med det mest klimavenlige flyselskab og helst uden mellemlandinger. Og så er der jo også mulighed for at købe klimakompensation. Jeg har da fået nogle firmaer til at købe kompensation for mine flyvninger.”