Djøfbladet har de seneste måneder haft et særligt fokus på psykiske arbejdsskader. Vi har bl.a. talt med Linda Clod Præstholm, der gik ned med et brag efter at have arbejdet 70 timer om ugen. I dag kan hun højst overkomme en arbejdsuge på 12 timer. Og vi har skrevet om Anders, der lå i top på sit studie og ved siden af specialeskrivningen arbejdede 50-60 timer i et stort revisionsfirma. Nu arbejder han i et flexjob tre dage om ugen.
Desuden har vi prøvet at finde andre eksempler via forskellige kanaler, men indtil nu har det kun været muligt at finde en eneste, der har fået anerkendt sin arbejdsskade af myndighederne og er blevet tilkendt en erstatning. Vedkommende har det så dårligt, at vi ikke må omtale sagen nærmere, da personen frygter at få forværret sine traumer.
Deres historier er forskellige, men har dog nogle centrale lighedspunkter. De var djøfere med gang i karrieren, lige indtil et stressnedbrud på arbejdet ændrede deres liv. Og ud over den enlige djøfer, der er så hårdt traumatiseret, er der altså ingen af dem, der har fået anerkendt en psykisk arbejdsskade.
Rami Christian Sørensen har været juridisk chef i Djøf i knap 19 år. Og han kan ikke mindes én djøfer, der har opnået anerkendelse.
Det samme fortæller Birgitte Filtenborg fra Elmer Advokater. Hun har heller ikke kendskab til nogen djøfere, der har fået anerkendt en psykisk arbejdsskade. Birgitte Filtenborg har tidligere arbejdet i den daværende Arbejdsskadestyrelsen og har siddet fem år i Erhvervssygdomsudvalget. I dag har hun specialiseret sig inden for arbejdsskadeområdet – med særligt fokus på de psykiske erhvervssygdomme.
Stifteren af advokatfirmaet JFR Law, Joachim Faber-Rod, har arbejdet med en lang række arbejdsskadesager – bl.a. for Djøf. Han kan heller ikke huske en eneste sag med en djøfer, der har fået anerkendt en psykisk erhvervssygdomssag som arbejdsskade.
Hvorfor ingen anerkendelser?
Lad os begynde med at slå fast, at det for alle faggrupper er meget svært at få anerkendt psykiske erhvervssygdomme som arbejdsskader. Anerkendelsesprocenten ligger på cirka 4 procent. Men det er ekstra svært for djøfere. Det forklarer advokat Joachim Faber-Rod, der peger på fem grunde til, at det er sværere for djøfere og andre kontorfolk at få anerkendt en psykisk erhvervssygdom som arbejdsskade:
1. Hov, den diagnose er ikke på listen
For at få anerkendt en psykisk arbejdsskade skal man gennem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). De tager stilling til alle arbejdsskader, og der er to veje til en eventuel anerkendelse. Den ene er, hvis éns sygdom er på den såkaldte ’erhvervssygdomsfortegnelse’. Denne fortegnelse indeholder alle de sygdomme, hvor det er vurderet, at bestemte belastninger på arbejdet kan føre til en bestemt sygdom. For indeværende er det kun PTSD og depression som følge af krigsdeltagelse, som er på fortegnelsen. Den anden vej beskrives under punkt 3.
2. Mangler forskning
Hvis en sygdom skal på fortegnelsen, skal det være videnskabeligt dokumenteret, at bestemte belastninger fører til netop den sygdom. Men der findes endnu ikke så meget ny forskning på det psykiske område. En sjælden gang får fortegnelsen dog tilføjet nye sygdomme. Depression efter udsendelse blev bl.a. optaget på listen, fordi man havde haft enormt mange sager med soldater, der led af depression.
3. Store krav i udvalget
Selvom éns sygdom ikke er på fortegnelsen, er alt håb dog ikke ude. Selvom det er tæt på. Hvis man har en sygdom uden for fortegnelsen, kan éns sag, hvis AES vurderer det – og det gør de sjældent – blive forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Udvalget består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og fra myndighederne. Og udvalget har store krav til en anerkendelse. Det er slet ikke nok, at man har en dårlig chef, arbejder 70 timer om ugen eller varetager to kollegers opgaver. Her har djøfere et særligt problem. For en fængselsvagt er det nemmere at vise, at man eksempelvis har fået en depression pga. et overfald.
4. Det politiske udvalg
Som nævnt består erhvervssygdomsudvalget ikke af læger. Udvalget er politisk. Og som hovedregel vil repræsentanterne fra arbejdsgiversiden ikke anerkende en eneste sygdom uden for fortegnelsen, da de forsøger at beskytte arbejdsgivernes interesser.
5. Forsikringsmodel
Hvis man tror, at det primært er læger, der vurderer, om arbejdet er skyld i ens sygdom, tager man altså fejl. Arbejdsskadessystemet er en forsikringsmodel. Det er hovedsageligt jurister, der vurderer sagerne, og Erhvervssygdomsudvalget er som nævnt sammensat af myndighedsrepræsentanter og medlemmer udpeget af arbejdsmarkedets parter. Den ene part – arbejdsgiverne – har ikke den store interesse i at udvide den nuværende forsikringsordning.
Opsummerende kan man sige, at der er en god og en dårlig nyhed. Lad os starte med den dårlige: Pga. systemets indretning er det næsten umuligt at få anerkendt en psykisk erhvervssygdom.
Den gode nyhed er, at fordi det er politikerne, der har indrettet systemet, kan de bare lave det om. Fx mener Joachim Faber-Rod, at det kunne være en idé at overveje, om vurderinger fra læger uden for arbejdsskadessystemet skal have større vægt, end de har i dag.
