Jeg har aldrig mødt nogen, der kan lide storrumskontorer. Eller… Det kan selvfølgelig godt være, der bare er gået lemminge-effekt i den, så de, der elsker den såkaldte dynamik og åbenhed ved at sidde som æg i en bakke med tynde vægge mellem sig, bare tier af frygt for stigmatisering. Det er ligesom, man aldrig hører nogen indrømme, de holder af at bruge Viagra eller høre Rasmus Seebach – jeg fornemmer dog, at salget går strygende.