Jeg har aldrig mødt nogen, der kan lide storrumskontorer. Eller… Det kan selvfølgelig godt være, der bare er gået lemminge-effekt i den, så de, der elsker den såkaldte dynamik og åbenhed ved at sidde som æg i en bakke med tynde vægge mellem sig, bare tier af frygt for stigmatisering. Det er ligesom, man aldrig hører nogen indrømme, de holder af at bruge Viagra eller høre Rasmus Seebach – jeg fornemmer dog, at salget går strygende.
Men tilbage til den røde tråd, som jeg jo hele tiden taber på grund af alle distraktionerne: Jeg melder mig i det store hylekor af hårdtprøvede i storrumskontorer.
Kontorpladser er blevet en moderne form for kastesystem: Jo mere trafik omkring din plads, desto lavere i hierarkiet. Der er meget prestige og psykologi i pladsfordeling i et storrumskontor. Det kan sågar bruges passivt-aggressivt. Engang arbejdede jeg på et bureau, hvor en kollega gerne ville have mig ned med nakken. Det fangede min daværende chef ikke, og da hun katteflinkt tilbød at indrette vores nye kontor, så var han okay med det. Jeg var til gengæld doomed. Point til hende for begavet krigsførelse: Fra min trækfyldte plads med ryggen til kontorets mest trafikerede areal kunne jeg se genskinnet fra den flotte udsigt ved vinduet i hendes triumferende blik.
Dårlige pladser i storrumskontoret aktiverer mine urinstinkter. Jeg er i konstant alarmberedskab, når jeg sidder et sted, hvor fjenden, trolden eller bjørnen kan liste sig ind på mig bagfra. Måske har du lige så velbevarede abeimpulser som mig? Så søger du også altid en plads ved bordenden, hvorfra du kan overskue alting og evt. hurtigt flygte.
Måske siger det noget om min stræbsomhed i livet, men jeg har stadig en plads ud til en trafikeret gang i et storrumskontor. Det giver stadig visse udfordringer.
For det første er jeg hver dag i et høflighedsdilemma, når mine kolleger passerer på gangen en meter fra min plads. Jeg ved, de kigger på mig. Det kan de nærmest ikke undgå, eftersom jeg sidder som en anden Jens Vejmand og sliber artikler i nødsporet. Jeg løfter derfor blikket, smiler og gengælder deres opmærksomhed – og så varer det et par minutter, før jeg er tilbage i dybden af stoffet: Nå, hej Jytte… Der røg koncentrationen igen.
”Jeg spiser lige en gulerod. Håber ikke, lyden generer jer,” siger en betænksom kollega – knas, knas. Vedkommende har nu min fulde opmærksomhed.
Det var ligegodt mange lyde, der er i sådan en rodfrugt, reflekterer jeg. Men det er jo heller ikke godt for fordøjelsen at sluge maden.
En eller anden ler dæmpet og kigger på sin skærm. Jeg taber koncentrationen, mens jeg spekulerer over, om jeg er gået glip af en sjov kattevideo eller et meme. En telefon brummer. Jeg har både min private og jobtelefonen på skrivebordet. Jeg mærker febrilsk på begge. Nå. Det var ikke til mig. Videre.
Jeg ville helst være sådan en upåvirkelig Wallstreet-type, en målrettet fighter, som kan arbejde foran den store højtaler på Copenhell, men jeg er bare en midaldrende dame, nu med et overdimensioneret headset fra Føtex på. Der er ikke lyd i. Jeg har det på for signalværdiens skyld. Det er et desperat forsøg på at vise omgivelserne, jeg har tænkehatten på. Og så er der frokost.
”Nogen, der skal med til frokost?” kommer jeg til at råbe ud i kontoret, fordi headsettet alligevel har en effekt – i hvert fald på min evne til at dosere min stemmes volumen.
Hvis jeg var paranoid konspirationsteoretiker, ville jeg tænke, storrumskontorer er opfundet og bæres frem af en form for new age-lobbyisme. En grisk yoga-mindfulness-sekt, der godt ved, at den pryglede flok af storrumskontortrælle har brug for chi, refugier og dybe vejrtrækninger, når de har fri. At man kan sælge dem hvad som helst meget dyrt, eksempelvis kurser i at spise rosiner mindfuldt og meget langsomt, bare for at få fornemmelsen af sindsro.
Og new age-lobbyen kan i så fald godt regne med, at der også i fremtiden bliver råd til masser af batiktøj og kulturrejser til Indien.
For jeg tror ærligt talt, storrumskontorer er kommet for at blive. Vi, der valgte at forlade marker og fabrikker for at trykke på PC-taster, skal jo mases ind et eller andet sted.
Namasté og fred begynder hos mig. Men først når jeg har stemplet ud.
Mette Kirstine Goddiksen er klummeskribent og journalist. Hun har arbejdet med kommunikation i både private og offentlige virksomheder. Hun er uddannet i kommunikation fra Aalborg Universitet. 