Forsvarsadvokater: Politikere underminerer domstolene

I januar blev den tidligere leder af banden Black Army, Mohammed Daabas, fængslet og sigtet i en stor heroinsag. For Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), var det et vigtigt skridt i bestræbelserne på at rense ud i byens kriminelle underverden, og på Facebook roste han politiet for en vedholdende efterforskning. Og her burde han måske have sat sidste punktum.

I stedet fortsatte han og skrev, at Daabas tidligere havde fået “to måneders rabat” af Østre Landsret i strafudmålingen for at have beordret et overfald. Dengang sagde Daabas’ forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, i retten, at hendes klient ville søge ud af det kriminelle miljø og gå i et exit-program.

“Jeg ved ikke, om det var det, der gjorde landsretten slap i koderne,” skrev Peter Rahbæk Juel og afsluttede med en spådom og en opsang:

“Jeg gætter, at Black Army Advokaten tager endnu en omgang med stamkunden. Håber at landsretten har lidt mere ben i næsen denne gang, hvis han kendes skyldig og sagen ankes dertil!”

Kommentaren er problematisk af flere årsager, mener Mette Grith Stage.

“For det første kritiserer han mig for at tage den nye sag. For det andet kritiserer han domsafsigelsen i den første sag. For det tredje forsøger han at påvirke den kommende sag ved at sige, at min klient skal have en hård straf denne gang,” siger hun til Djøfbladet.

Borgmesterens opslag er ikke nødvendigvis kun problematisk, men kan også være i strid med loven.

Ifølge retsplejelovens paragraf 1017, stk. 2, er det strafbart, hvis man “forsætlig eller ved grov uagtsomhed, så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Peter Rahbæk Juel.

Retssikkerheden truet

Inden for de seneste 10 år er der på retsområdet opstået en politisk kultur, som balancerer på kanten af loven, vurderer flere advokater og peger på, at det i sidste ende kan sætte borgernes retssikkerhed på spil.

Ifølge Mette Grith Stage og hendes kolleger Bjørn Elmquist og Christian Dahlager, der også er forsvarere, er der grund til som borger at være bekymret for politikernes adfærd. Det drejer sig dels om en konfrontatorisk linje over for Danmarks internationale forpligtelser. Dels om politikeres underkendelse af domsafsigelser. Og endelig, som eksemplet fra Odense viser, om politikernes brug af sociale medier.

“Min klient har da været bange for, om han nu får en højere straf, end man sædvanligvis får, fordi borgmesteren har været ude og sige nogle grimme ting om ham. Det viser jo, at hvis den forbrydelse, man er sigtet for, har et vist værdipolitisk potentiale, som en politiker kan bruge til at flytte nogle stemmer, kan det ske for enhver borger. Det er jo ikke meningen med retssamfundet,” siger Mette Grith Stage.

Skaarup: Bruger bare ytringsfrihed

Hvor det tidligere var comme il faut at respektere domstolenes autonomi, har fremkomsten af sociale medier ifølge de tre forsvarere medført et omslag i retspolitikken – både i byråds-, regions- og folketingsregi.

Politikernes trang til at kommentere verserende retssager og afsagte domme ser forsvarsadvokaterne som et udtryk for manglende respekt for det arbejde, der udføres i de danske retssale, og de mener, at respekten efterhånden er så svækket, at det truer demokratiet.

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), mener imidlertid ikke, at retssikkerheden er truet, men opfordrer i stedet domstolene til at “holde op med at være så ømskindede”.

“Hvis vi på Christiansborg har vedtaget, at vi vil have nogle klare udvisningsregler i forbindelse med alvorlig kriminalitet, og vi ikke synes, at domstolene følger det, så har vi lov til at sige, at vi ikke synes, de følger ånden i det, vi har vedtaget. Det er ikke anderledes, end når hr. og fru Jensen skriver et læserbrev eller poster noget på Facebook.”

Det er dog ikke helt sandt, mener Philip Thorsen, advokat og medlem af Advokatrådet.

“Det er naturligt, at visse verserende retssager vækker interesse, og at politikere kan være fristet til at kommentere dem. Men de må altså holde sig i skindet. Det er i strid med Grundlovens magt-fordelingsprincip, og det udfordrer domstolenes uafhængighed, som er helt afgørende for vores demokrati,” siger han.

Mette Grith Stage tilføjer:

“Som professionel aktør kan jeg godt være bekymret for, om det kan påvirke lægdommerne (borgere udpeget som nævninge eller domsmænd, red.). Det kan være, at én bor i Odense og måske endda stemmer på Peter Rahbæk Juel, og så er det vel ikke utænkeligt, at nogen kan blive påvirket af, at deres politiske forbillede udtrykker sig på en bestemt måde.”

Fortsætter udviklingen, kan det påvirke borgernes opfattelse af domstolenes uafhængighed, mener Philip Thorsen fra Advokatrådet.

“Så begynder tilliden til retssamfundet at skride. Det er ikke der, vi er nu, men det kan munde ud i en endnu større kløft end den, der i forvejen er mellem folkestyret og folket. Så det er en småfarlig udvikling, vi er inde i.”

”Et rædselsfuldt samfund”

Den amerikanske ngo, Freedom House, måler hvert år frihedsrettighederne i verdens demokratiske lande. Skalaen går op til 100 point, og i 2018 var Danmarks score 97.

“Men det er ikke længe siden, vi lå på 100,” pointerer Bjørn Elmquist, advokat og tidligere folketingsmedlem for Venstre og Radikale Venstre.

Han pointerer, at skellet mellem den lovgivende og udøvende magt ikke er klart afgrænset i Grundloven, men at vi i Danmark historisk set har en stærk tradition for, at politikere og domstole passer hver deres butik. Den tradition er sat på prøve. Det skyldes ikke udelukkende brugen af sociale medier. Politikernes “stigende og åbent erklærede” tilbøjelighed til at løbe en såkaldt procesrisiko i sager, som knytter sig til Danmarks internationale forpligtelser, er mindst lige så alarmerende, mener han.

Hvis nye politiske tiltag er på kant med internationale konventioner – fx om udvisningsregler – er de folkevalgte ofte klar til at lade det komme an på en prøve, påpeger Bjørn Elmquist.

“Man skal selvfølgelig ikke blande moral ind i det, men det er dog en mærkelig anløben betragtning. Det svarer til, at jeg som bilist vurderer, at jeg ikke må køre over for gult, men gør det alligevel. Hvis de politikere, der laver vores love, lægger op til sådan en adfærd, så bliver det jo et rædselsfuldt samfund at leve i. Et konfrontatorisk samfund, hvor retssager hele tiden skal afgøre, hvordan vi agerer. Det bliver dyrt og belastende,” siger han.

Et kafkask efterspil

Natten mellem den 17. og 18. oktober 2014 blev der i Indre København holdt en fest, som endte med et både dyrt, belastende og ifølge advokat Christian Dahlager “nærmest kafkask” efterspil. Gadefesten, som havde samlet 150-200 deltagere, var startet med musik og dans, men den gode stemning endte i knippelsuppe, efter at ca. 15 personer begyndte at kaste med flasker og kanonslag.

Med betjente, vogne og hunde slog politiet ring om festens deltagere, heriblandt tilfældige forbipasserende, som efterfølgende blev visiteret. Visitationerne gav angiveligt intet. Alligevel fik ingen lov til at gå. De omringede blev i stedet eskorteret til Nørrebro i en formation af betjente, der betegnes som ‘et optisk følge’. Omkring kl. to om natten blev de sluppet fri.

Sagen endte i Højesteret, hvor Bjørn Elmquist og Christian Dahlager forsvarede flere af festens deltagere, og den kredsede især om det optiske følge. Retssagen var principiel, fordi den handlede om retten til at demonstrere.

Politiet afviste at have frihedsberøvet folkemængden. Højesteret fastslog, at det havde de. Frihedsberøvelsen havde dog været lovlig, og 30 af festdeltagerne måtte derfor tilbagebetale den personlige godtgørelse på 2.500 kr., de tidligere havde fået. Men rettens afgørelse betød samtidig, at det optiske følge ikke havde beskyttet borgernes frihedsrettigheder optimalt. Fremover måtte manøvren kun anvendes med henblik på at foretage anholdelser.

Men i november 2018 fik Justitsministeriet gennemført en lovændring, der bl.a. indebærer, at et optisk følge ikke længere anses for at være frihedsberøvende.

 “Det er jo så vildt, som man overhovedet kan forestille sig,” siger Christian Dahlager. “Statsmagten bliver underkendt af Højesteret, fordi det er i strid med den danske grundlov. Tidligere har der aldrig været tvivl om, at man retter sig efter sådan en afgørelse. Det er en komplet mangel på respekt for Højesterets arbejde. Det er statsmagten, som siger: ’Vi gør, hvad der passer os.’”

I en mail til Djøfbladet med justitsminister Søren Pape Poulsen (K) som afsender står der:

“Danmark har et retsvæsen i absolut verdensklasse med uafhængige domstole. Samtidig er det politikernes rolle at ændre lovgivningen, hvis man ønsker at ændre på strafniveauer m.m. her i landet.”

Det kafkaske efterspil ser ud til at fortsætte, idet der er tvivl om, hvorvidt den nye lov er grundlovsstridig. Afklaringen kan ifølge Christian Dahlager tage fem til otte år.