Danmark er ved at blive Europas Kina, når det gælder overvågning

Der eksisterer tilsyneladende på Christiansborg – og i ministerier og styrelser – en udpræget tro på, at mere data altid er god data. Hvis bare man har nok oplysninger om borgerne, kan man løse alle problemer – og i nogle tilfælde kan det, at man har oplysningerne, i sig selv løse problemerne. Det er nøjagtig den samme holdning, som man kan se udfoldet i Kina for tiden. Er det virkelig det samfund, vi gerne vil have?

I Kina udøves der en høj grad af social kontrol over borgerne. Dette sker fx ved at overvåge borgernes brug af internet og sociale medier og tildele point efter, hvor god en borger man er. Pointene kan få indflydelse på, fx hvorvidt man må tage toget, om man må rejse på business class, hvor gode skoler man kan blive optaget på, og sågar hvorvidt man må have en hund som kæledyr. Overvågningen sker ved en proces, man kalder profilering.

Det vil sige, at staten indsamler en række forskellige oplysninger og får en algoritme til at sammenstille dem i et foruddefineret regnestykke. Oplysningerne kan fx være indkøb af computerspil (hvis du køber for mange computerspil, kan du åbenbart ikke være en god samfundsborger), tildeling af trafikbøder, rygning i ikke-ryger-områder, manglende stop ved fodgængerovergange, publicering af kritiske holdninger osv. Mange af disse oplysninger er indsamlet ved brug af ansigtsgenkendelse, dvs. det er oplysninger, som computerne indsamler og kategoriserer uden menneskelig involvering.

I Danmark kan man se det seneste udslag af samme tankegang i den nye lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som et stort flertal i Folketinget vedtog den 30. april i år (kun Enhedslisten og Alternativet stemte imod). Her står på side 212 i lovforslaget, at der skal indføres et ’landsdækkende digitalt afklarings- og dialogværktøj’, som både skal indeholde oplysninger af objektiv og subjektiv karakter.

I lovforslaget nævnes bl.a. uddannelse og erhvervserfaring som de objektive oplysninger, mens de subjektive fx er borgerens motivation og forventninger. Det er ikke værktøjet selv, som træffer den endelige beslutning, men en sagsbehandler. Hensigten med værktøjet er altså først og fremmest at klæde sagsbehandleren bedre på til den første samtale med den jobsøgende, men effekten er, at en gruppe af borgere vil blive kategoriseret som værende i risiko for at blive langtidsledige, uden at sagsbehandleren med sikkerhed kan forklare hvorfor.

Lad os få en ting helt på det rene: Dette er profilering. Det er profilering af en stor gruppe borgere på landsdækkende plan. Tilmed er der tale om en gruppe borgere, som står uden for arbejdsmarkedet og således må betragtes som sårbare. De bliver nu kategoriseret af et ’værktøj’, som giver dem point, alt efter hvor sårbare de vurderes at være.

Denne del af lovforslaget har ikke været diskuteret i hverken Folketingssalen eller udvalgsmøder. Dette er tankevækkende i betragtning af, hvor stor forargelse ’Gladsaxe-modellen’ (hvor man ville profilere børnefamilier) vakte, da den blev kendt i offentligheden – og som følge af den medfølgende debat blev ikke godkendt af Folketinget. Har politikerne ikke været opmærksomme, eller mener de oprigtigt ikke, at en så omfattende profilering var en diskussion værd?

Måske var det værd at overveje, om det, som skal opnås med profileringsværktøjet, ikke lige så godt kunne opnås ved at lave en samtaleguide til sagsbehandlerne – og så i øvrigt bruge de ressourcer, som ellers ville gå til at udvikle og implementere værktøjet, til at give mere tid til den menneskelige samtale i stedet.

Det ville i hvert fald gøre sammenligningen med overvågnings-Kina lidt mindre aktuel.

Ayo Næsborg-Andersen er lektor på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet. Hun forsker bl.a. i de juridiske konsekvenser af digitaliseringen af den offentlige sektor.